Dr.dk's brugere har stemt: Her er årets bedste og værste serier

'Game of Thrones' leverer årets vildeste øjeblik.

Det er nytår og tid til at evaluere på året, der er gået. Også på alle de timer, vi har tilbragt i selskab med tv-serierne.

Frederik Dirks Gottlieb og Kasper Lundberg er DR's serieeksperter, og inden jul nominerede de årets bedste og værste serier i fire kategorier.

Og så var det ellers læserne, som skulle afgøre, hvem der skulle løbe med sejrene. Vi har resultaterne klar og er parat til at rive vinderkurverterne op.

Her er vinderne af Binge Awards 2017:

    (© HBO Nordic)

    Årets største serieøjeblik finder vi i syvende sæson af HBO-serien 'Game of Thrones'.

    Mere specifikt er der tale om scenen, hvor is-dragen Viserion smadrer Muren og efterlader os med en heftig cliff-hanger.

    Over halvdelen af brugerne, som deltog i afstemningen, var enige om, at netop dét øjeblik trumfede de andre nominerede.

    Her er alle de nominerede i kategorien:

    • 'Stranger Things': Dansescenen

    • 'Game of Thrones': Viserion smadrer Muren (vinder)

    • 'Herrens Veje': Påskefrokosten fra helvede

    • 'Girls': Chuck Palmer blotter sig

    • 'Twin Peaks': Dæmoner i paddehatteskyen

    (© DR Presse)

    Hovedkarakteren Mads i DR3's satireserie 'Yes No Maybe' løber med titlen som årets sejeste karakter.

    Det er Youssef Wayne Hvidtfeldt, der spiller den uheldige, unge mand, som bliver dumpet af kæresten og må på jagt i den moderne dating-tilværelses jungle.

    Mads vandt over nogle rimelig store amerikanske navne med hele 42 procent af stemmerne.

    Her er alle de nominerede i kategorien:

    • Mads fra 'Yes No Maybe' (vinder)

    • Frank Castle fra 'The Punisher'

    • Sam fra 'Better Things'

    • V.M. Varga fra 'Fargo 3'

    • Ed Kemper fra 'Mindhunter'

    (© Netflix)

    Vi skal også have kåret årets oversete serie, og her går trofæet til den israelske Netflix-serie 'Fauda', som løb med 43 procent af stemmerne.

    Serien følger Doron (spillet af Lior Raz) og hans antiterror-enhed, og den er spækket med dramatik og action.

    Her er alle de nominerede i kategorien:

    • 'The Leftovers III'

    • 'Fargo III'

    • 'Fauda' (vinder)

    • 'Insecure'

    • 'Norskov'

    (© DR Presse)

    DR-serien 'Arvingerne 3' løber med den tvivlsomme sejr i kategorien årets største flop.

    Serien om den splittede familie, der for det meste er uenige om alting, fik en tredjedel af stemmerne.

    Her er alle de nominerede i kategorien:

    • 'House of Cards 5'

    • 'The Defenders'

    • 'Stranger Things 2'

    • 'Arvingerne 3' (vinder)

    • 'The Mist'