Drop snobberiet: Ny Netflix-serie giver poppens største stjerner den hyldest, de fortjener

'This Is Pop' dykker ned i de skæve popfortællinger og hædrer de stjerner, der ikke blev værdsat i deres storhedstid.

'This Is Pop' er en dokumentar om poppens alsidige historie. (© Netflix)

Man kender det godt lidt selv.

Den popmusik, der dominerer i øjeblikket, kan man nemt opbygge et anstrengt forhold til. Men mange år senere hører man igen de selvsamme popmelodier, og pludselig står de i et andet lys, og man er nu i stand til at værdsætte dem (næsten) uden ironisk distance.

Sådan har jeg det stort set med al popmusik fra 1990'erne, hvor man kun var rigtig sej, hvis man lyttede til grunge eller hiphop.

Jeg startede egentlig med at lytte til popbaskere fra Peter André, Spice Girls og Take That, men i takt med at identitet og musik smeltede mere og mere sammen, blev jeg mere bevidst om mit image.

Det kan man heldigvis være fløjtende ligeglad med som voksen, og den dag i dag er der ingen popmusik, som jeg føler mig hævet over at skamlytte til.

Snobberiet findes dog stadig derude, og en lang række popmusikere føler sig aldrig værdsat for deres evne til at skabe catchy, populær musik.

Det ændrer Netflix på med serien 'This Is Pop'.

Først var tanken at lave en dokumentarserie med samme struktur som en af Netflix' andre serier, 'Hiphop Evolution', der nøje tager os igennem hiphoppens spæde start og frem til i dag. Men skaberne af 'This Is Pop' mener slet ikke, at en slavisk gennemgang af popmusikkens historie er muligt.

Popmusikken er så svær at placere og definere, at det er umuligt at vurdere helt præcist, hvor og hvornår den startede. I stedet har man i 'This Is Pop' valgt at omfavne poppens globale appel og sætte os ind i nogle af de definerende øjeblikke, som har ansporet nye veje og subgenrer i den altid voksende pop-genre.

I 'This Is Pop' får vi derfor en bred palette af mere eller mindre skæve nedslag i popmusikkens historie – fra musikfestivalernes opblomstring til autotunens oprindelse.

Alsidigheden gør serien sjov og uforpligtende, men også en anelse ujævn.

Jeg har derfor set alle afsnit igennem og giver dig her et overblik over dem, du kan nøjes med at se, hvis du er i humør til god musikformidling.

1

En af halvfemsernes helt store diller: 'Længe leve britpop!'

Det britiske popband Blur udgav deres første album i 1991 og var, blandt andre, med til at skabe genrefænomenet britpop. (Foto: Koh Hasebe © 1994 Shinko Music via Getty Images)

Den første cd, jeg nogensinde købte for mine egne, surt opsparede mønter, var Blurs 'The Great Escape'. En udmærket plade, godt hjulpet på vej af det børnevenlige megahit 'Country House', som jeg hørte på repeat på min discman.

Resten af numrene, og især den britiske humor, som gennemsyrede Blurs tekstunivers, gik fuldstændig hen over hovedet på mig – men deres catchy melodier gik rent ind hos en 11-årig.

Sideløbende med Blur opblomstrede Oasis, og som man kan få opridset i 'This Is Pop'-afsnittet 'Hail Britpop', var der en regulær beef mellem de to bands, der udspillede sig midt i britpoppens guldalder, anno 1995.

Oasis mente, at Blurs poppede London-stil var skammelig, og Blur-fans fik kuldegysninger af Liam og Noel Gallaghers brovtne Manchester-macho-manerer.

Selvom de nok var de to største britiske bands, var de blot få ud af mange, der fik succes i halvfemserne.

Ikke siden den britiske invasion med The Beatles i 1960'erne havde man set så mange britiske bands slå igennem i USA. Men hvad var, det briterne kunne, siden de fik verdensomspændende popsucces?

Det prøver det her afsnit at give et bud på. Der er endda interviews med to af medlemmerne fra Blur, musikjournalisten, der først opfandt udtrykket britpop og andre vidende insidere.

2

Svenskernes internationale succes fra ABBA og frem til i dag

Den svenske popgruppe ABBA bestod af Benny Andersson, Anni-Frid Lyngstad, Agnetha Fältskog og Björn Ulvaeus. I 1974 vandt de Eurovision med 'Waterloo'. (Foto: Olle Lindeborg © TT News Agency/Reuters via Scanpix)

De sidste par år har Danmark i den grad manifesteret sig som en stærk og stolt musiknation med en håndfuld verdenskendte musikere, såsom MØ og Lukas Graham. Men der var en tid, hvor vi blegnede fælt sammenlignet med svenskerne, der producerede internationale hit efter hit.

Svenskernes internationale musiksucces startede naturligvis med ABBA, der formåede at blande catchy pop med nordisk slager-musik på en måde, der gik rent ind i hele verden.

Efter de vandt Melodi Grand Prix, producerede de en endeløs række af hits. De har ifølge 'This Is Pop' i dag solgt i omegnen af 385 millioner plader og står som ét af de mest succesfulde bands i verdenshistorien.

At have sådan et band gør naturligvis noget ved mentaliteten i et lille land som Sverige, der i dag huser en række af verdens bedste og mest anvendte sangskrivere og producere.

Sverige har dog en ting imod sig: janteloven.

I afsnittet dykkes der nemlig også ned i den svenske selvforståelse, der på dette punkt minder lidt om Danmark. Men har det været en fordel eller ulempe at komme fra et land, hvor man ikke taler for højt om sin egen succes?

'Stockholm Syndrome' er et fascinerende blik på den svenske musikscene, og man kan jo kun heppe lidt på vores naboer, der i den grad har fortjent at klappe sig selv på skulderen.

Så længe de ikke slår os i fodbold.

3

Vidundermidlet, der fik middelmådige sangere til at ramme alle toner

T-Pain er én af de kunstnere, der har gjort autotune til sit varemærke. Han har blandt andet hittet med numre som 'I'm 'n Luv (wit a Stripper)' og 'Bartender'. (Foto: Kevin Winter © 2019 iHeartMedia via Getty Images)

I 1997 opfandt ingeniøren Andy Hildebrandt – efter sin kones idé – et program, der kunne hjælpe middelmådige sangere til at ramme alle toner.

Opfindelsen blev kaldt autotune, og den kunne korte en studiesession ned fra at vare flere dage, eller måske endda uger, til at kunne klares på en time eller to.

Producere rundt omkring var vilde efter at få fat i denne magiske opfindelse, men det var først med Chers 'Believe' fra 1998, at nogen brugte maskinen på en måde, så det var tydeligt for alle at høre, at der blev manipuleret med sangerens stemme.

Før 'Believe' havde autotune været lidt en branchehemmelighed, men nu blev programmets effekt brugt på en måde, der skabte en helt ny lyd.

Særligt da sangeren T-Pain, der før var en del af gruppen Nappy Headz, begyndte at bruge autotune som det måske mest dominerende aspekt af sin musik, blev det behændige hjælpeprogram for alvor verdenskendt.

Faktisk blev T-Pain så kendt for det, at hele verden begyndte at hade ham for at have ødelagt musikken.

Det fortæller han selv i afsnittet 'Auto-Tune': Han gik fra enorm succes til at være musikbranchens joke på bare få år. T-Pain beskriver blandt andet, hvordan en samtale med sangeren Usher, der på et fly fortalte ham, at han "ødelagde musik", blev starten på flere år med depression.

I dag er autotune normalt at bruge, og kunstnere som Future, Kanye West og Young Thug har kæmpe succes med en lyd, som T-Pain på mange måder skabte.

Noget af det, jeg elsker ved 'This Is Pop', er, at det er et program, der hylder dem, der måske aldrig fik det, de fortjente, da de var på toppen.

Men set i bakspejlet var T-Pain lidt af en pioner, og afsnittet her fortæller på underholdende vis hans historie samtidig med, at vi får nørdede detaljer om autotune og et interview med opfinderen bag.

4

Boybandet, der kom før Backstreet Boys, Take That og *Nsync

Boyz II Menm som de så ud i 1997. Gruppen blev dannet i 1988 og er kendt for numre som 'I'll Make Love to You' and 'One Sweet Day' (feat. Mariah Carey). (Foto: Aaron Rapoport © Corbis/Getty Images)

Inden Backstreet Boys, Take That og *Nsync erobrede hitlisterne, var der et andet drengeband, som var på toppen af verden.

De kaldte sig Boys ll Men og leverede smukke harmonier og lækre hits i lange baner. Måske fordi de alle kunne synge, eller måske fordi de ikke var hvide, blev de dog aldrig kategoriseret som et boyband.

Deres succes endte også brat, da de hvide boybands kopierede deres stil og overtog toppen af Billboard-listen. Nick Lachey fra boybandet 98 Degrees indrømmer selv i dette afsnit, hvordan de bevidst kopierede Boys ll Men, der på få år måtte sande, at de ikke længere var relevante.

Det var en musisk overtagelse, som på mange måder mindede om det, der også tidligere var sket i USA, hvor hvide musikere tog en formular fra sorte musikere og løb med succesen – blandt andet med hjælp fra gigantiske marketingbudgetter og et endnu mere gigantisk hvidt publikum.

I afsnittet her er der interviews med medlemmerne af Boys ll Men, der stadig optræder sammen den dag i dag. Det er hjerteskærende at høre, hvordan de gik fra stadionkoncerter til at optræde for 50 mennesker.

Godt, vi har 'This Is Pop' til at minde os om, hvor populære de var i sin tid, og til at sætte pris på det, de har gjort for popmusikken.

'This Is Pop' kan streames på Netflix.

Facebook
Twitter