Du får lov at se Avatar-film helt indtil 2023

James Cameron annoncerer, at der kommer hele fire film mere i serien om de blå væsner.

Avatar-universet er så populært, at Disneyland har forlystelser med temaet. Billede fra dengang, Camon offentliggjorde det samarbejde. (Foto: FRED PROUSER © Scanpix)

I 2009 stiftede filmentusiaster for første gang bekendtskab med det blå Avatar-univers.

James Camerons sci-fi-film endte som en af de største succeser i filmhistorien.

Og den succes skal der for alvor bygges videre på. Længe har fans af filmen vidst, at Cameron og hans hold ville lave efterfølgere.

Men nu fortæller filminstruktøren, at der kommer hele fire nye Avatar-film.

Den femte film i rækken får således premiere i år 2023. Og fans af det eventyrlige og syrede univers må derfor væbne sig med tålmodighed.

Til gengæld lover Cameron en filmoplevelse i verdensklasse, siger han ifølge BBC.

- De sidste par år har jeg arbejdet sammen med et hold af fire knalddygtige manuskriptforfattere for at få Avatar-universet til at forsætte; karaktererne, væsnerne, omgivelserne, de nye kulturer. Indtil nu er kunsten, som jeg ser, som ren fantasi langt fra den første film. Det bliver i sandhed en episk fortælling, siger James Cameron.

Oprindeligt havde Cameron bestemt sig for at lave tre efterfølgere, men siden viste det sig, at materialet var langt mere omfattende end til kun fire film, forklarer han.

Avatar nummer to kommer i 2018. Nummer tre i 2020, fire i 2022 og fem i 2023.