Du kan helt sikkert ikke lade være med at grine! Her er de 3 sjoveste shows lige nu

Serieekspert guider dig i, hvilke shows du ikke skal gå glip af i 2019.

- Netflix har vendt op og ned på det etablerede kredsløb, hvor Comedy Central var dem, der udgav mange billige shows, og HBO udgav nogle få dyrere med de allerbedste komikere, skriver Kasper Lundberg. (© Jamie McCarthy/Getty Images)

Der foregår en comedy-krig lige nu på streamingtjenesterne.

Netflix har brugt milliarder af kroner de seneste år på at markere sig som stedet, hvor du både kan se de største stjerner og de mest overraskende nye talenter.

Med over 180 nye shows og aftaler så dyre som groteske 20 millioner dollars for et enkelt show, har vi de seneste år fået nogle af de bedste og mest modne shows fra nogle af de største stjerner.

Aziz Ansaris 'Right Now', Patton Oswalts 'Annihilation', Chris Rocks 'Tamborine' og Sarah Silvermans 'A Speck of Dust', bare for at nævne en håndfuld af mine personlige favoritter.

Netflix har vendt op og ned på det etablerede kredsløb, hvor Comedy Central var dem, der udgav mange billige shows, og HBO udgav nogle få dyrere med de allerbedste komikere.

Nu melder Amazon sig også ind i kampen og med kommende streamingtjenester fra Disney, Apple og mange andre er der en god chance for, at det her kun er starten på krigen.

Her er tre af de bedste shows i 2019, der viser, at selvom tech-giganterne Netflix og Amazon presser de gamle dinosaurer med millioner af dollars, så kan tv-kanalerne HBO og Comedy Central stadig konkurrere på velovervejet kvalitet og en gammel, traditionsbundet kontakt til comedy-miljøet.

En hård kamp for streamingtjenesterne, men fedt for de hårdtarbejdende komikere og os comedy-fans.

1

Jim Gaffigan elsker heste-vitser

Udover at være komiker, så har Jim Gaffigan også en del skuespilpræstationer bag sig. Han har blandt andet være med i 'The Love Guru' fra 2008, '17 Again' fra 2009 og 'The Last Kennedy' fra 2017. (© Kevin Mazur)

Jim Gaffigan er ikke en ung, provokerende komiker med masser af kant.

Han er en ekstremt hvid, midaldrende far til fem, der aldrig bander i sine shows.

Til gengæld er han en af de mest rutinerede stemmer i comedy, og der er ikke mange, som kan levere mere solide og præcise jokes om klassiske emner som turisme, dyr og mad.

Når først du har hørt Gaffigan udlægge det paradoksale i, at hummere og krabber er særligt fornemme at spise, glemmer du det aldrig igen.

- De er jo bare havets skorpioner og edderkopper!

Han er i topform med 'Quality Time', Amazons første egenproducerede standupshow.

Af jokes, der starter med at være sjove og så bliver trukket så langt ud, at de bliver sjove igen efter at være holdt op, har Gaffigan en exceptionelt selvsikker passage om heste.

Den varer over ti minutter, og flere gange undervejs afbryder han sig selv, hvor han spiller en person i publikum, der ikke kan tro på, at han stadig taler om heste.

Hvorefter han resolut går videre til den næste heste-vits.

- Folk, der går til hestevæddeløb klæder sig på som om, de er med i 'Borte med blæsten'. Det er som en underlig gallafest for ludomaner.

Jim Gaffigan: 'Quality Time' ligger på Amazon Prime.

2

Emily Heller er den bedste til at gå til psykolog

Her ses Emily Heller på scenen i 2016 til SXSW Comedy i Austin, Texas. (© JEALEX Photo/Getty Images)

Emily Heller er en gennemført forudsigelig Lena Dunham-klon: Trump-hader, feminist og vegetar.

Heldigvis er hun totalt underholdende bevidst om det og hiver tæppet væk under sig selv, allerede inden selve showet starter.

Hendes special blev lagt gratis på YouTube på kvindernes internationale kampdag, og introen er en lille mockumentary, hvor hun bliver interviewet om den drastiske beslutning om kun at have kvinder og queer-personer i publikum.

Under interviewet bliver hun så afbrudt af et opkald, der handler om, at der ikke er solgt nok billetter.

Så er hun nødt til ydmygende at prøve at forklare sig ud af, hvorfor hun pludselig gerne vil have mænd i publikum.

- I virkeligheden er det jo MEGET bedre, at mændene ser mig, en kvinde, i kontrol på scenen. Så DET er grunden.. altså, den øh… helt ægte grund.

Hendes stil er en vidunderligt uforudsigelig blanding af ærlighed og selvironi, så man aner ikke, hvad der er sandt, og hvad der er opfundet, når hun taler om alvorlige emner som hendes ADHD-diagnose og om at gå til psykolog:

- Jeg er den bedste til terapi. Jeg græder altid lige med det samme! Det er som at starte en sang med en guitarsolo.

'Ice Thickeners' er udgivet af Comedy Central, men ligger gratis på Youtube.

3

Ramy Youssef klipper ikke nosserne af sin bedste ven

Ramy Youssefs debuterede med serien 'Ramy' på streamingtjenesten Hulu i 2019, hvor han selv spiller titelrollen. (© HBO Nordic)

Hvis jeg kunne tvinge dig til at se én comedy special i år, så ville det blive Ramy Youssefs 'Feelings'.

For både i Danmark og i USA gælder det, at vi akut mangler billeder af muslimer i vores populærkultur.

I hvert fald som andet end eksotisk pynt eller terrorister i 'Homeland'.

Sana i 'Skam' var en lille stor tv-revolution, fordi vi fik lov at komme helt tæt på en ung muslim, som både tænkte på sin tro og alt det andet, man tænker på som ungt menneske.

Ramy Youssef har haft et vildt år, hvor han både har skabt og spillet hovedrollen i den kritikerroste serie 'Ramy', der handler om hans eget liv som ung, moderne muslim i storbyen.

Og ligesom serien og Sana i 'Skam' er det stilfærdigt revolutionerende ved 'Feelings', at han formår at tale om sin tro sammen med alle de andre ting, der fylder i hans verden.

Han sammenfletter gnidningsfrit refleksioner om sin tro og livet i moskeen med historier om sin families underlige forhold til Donald Trump og jokes om dyr.

Det er vildt forfriskende at blive konfronteret med pinlige indsigter som, at de venstreorienterede, han møder, bliver forskrækkede over, at han går til fredagsbøn, for:

- Ingen vil have at jeg skal være SÅ muslimsk, de vil egentlig bare have en fed opskrift på hummus.

Og samtidig få klassisk materiale om dyr som, når han stiller spørgsmålstegn ved, om det nu også kan passe, at hunden er menneskets bedste ven.

- Har du for eksempel nogensinde klippet din bedste vens nosser af, fjernet ham fra hans mor og sagt 'nu hænger vi to ud sammen, for evigt?'

Ramy Youssef: 'Feelings' kan ses på HBO Nordic (tv-serien 'Ramy' har ingen dansk distribution p.t.)

FacebookTwitter