Du kender helt sikkert hendes bøger, men kender du hende? Verdensberømt forfatter fanges i affærer og forelskelse i ny film

'Tove' handler om Tove Jansson, der skabte Mumitroldenes univers i i 1940'erne.

Tove Jansson prøver at finde sig selv i kærligheden og kunsten i 'Tove'. Alma Pöysti spiller rollen som Mumi-skaberen. (© Reel Pictures)
Tove Jansson prøver at finde sig selv i kærligheden og kunsten i 'Tove'. Alma Pöysti spiller rollen som Mumi-skaberen. (© Reel Pictures)

Men altså, hvad skal det betyde, da den stakkels mand, der spiller Mumitrolden i teaterstykket, henvender sig til forfatteren og siger 'jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal spille ham'?

Og forfatteren svarer noget i retning af, at Mumitrolden bliver vred, når han ikke kan føle kærlighed? Hvad betyder det? Hvad siger det om Mumitrolden?

Og ikke mindst, hvad siger det om forfatteren, Tove Jansson, den verdensberømte finske mor til Mumitroldene?

På det her tidspunkt i 'Tove', filmbiografien om Jansson, HAR jeg fattet, at Janssons tegneserie om Mumitroldene var hendes måde at sortere følelser og indtryk fra livet.

Jeg HAR forstået, at Mumrikken er bygget over journalisten og politikeren Atos Wirtanen, som Tove Jansson havde en affære med, men som erklærede, at han altid skubbede sine følelser til side for at skåne sig selv.

Jeg HAR også fattet, at de to forvirrede små væsener, der aldrig stoler på nogen, Tofslen og Vifslen, er skabt over Tove Jansson og hendes kæreste, teaterinstruktøren Vivica Bandler.

Kunstner med kompliceret kærlighedsliv

Jeg er også helt med på, at Jansson fik idéerne til sin Mumitroldeserie i de år, hvor hun kæmpede med at finde en identitet som kunstmaler og samtidig forsøgte at få styr på kærlighedslivet.

Hun flirtede med tanken om at gifte sig med Atos Wirtanen – selvom han var gift i forvejen. Men hendes store kærlighed var Vivica Bandler, som til gengæld kun opfattede Jansson som én blandt mange affærer blandt kunstnere og bohemer i Helsinki og Paris.

40-årige Alma Pöysti spiller rollen som Tove Jansson i 'Tove'. (© Reel Pictures)

Jeg tror nok, jeg har forstået, hvordan Tove Jansson og Mumitroldeuniverset hænger sammen. Men jeg er bestemt ikke sikker. Det er mange, mange år siden, jeg har læst Mumitroldene.

Skulle jeg have genlæst dem, før jeg så 'Tove'? Helt sikkert.

Biografiske film om kunstnere plejer at være overpædagogiske, så de fleste med et kendskab til hovedpersonen kan følge med. Sådan fungerer 'Tove' ikke.

Hendes Mumitrolde er kun et flygtigt bagtæppe i filmen. Mumitrolden og dens venner er Janssons følelsesliv, der smyger sig omkring hende, mens hun kæmper med sin far, Viktor Jansson, der var en berømt billedhugger, men også en gammeldags patriark, som krævede af unge Tove, at hun dygtiggjorde sig som kunstmaler i stedet for at fifle med fjollede trolde og fantasivæsner.

'Jeg føler mig heller ikke inviteret indenfor'

Jeg tror, jeg har forstået de intentioner, instruktøren Zaida Bergroth og manusforfatteren Eeva Putro har haft med 'Tove' – at vise hvordan serien om de søde væsner var Janssons måde at sortere i et forstokket patriarkat i 1940'erne og 50'erne.

Det har en underfundig effekt, at så godt som alle mænd i filmen er enten dødkedelige eller umanerligt gammeldags. Og filmen understreger med al tydelighed, at det tog Jansson lang tid at indse, at det som hverken hun eller hendes far så noget stort i, Mumitroldene, faktisk VAR hendes store kunst – et dybt personligt udtryk, som millioner af mennesker verden over kunne spejle sig i.

Men jeg er ikke spor sikker.

Tove Jansson levede fra 1914-2001 og var en finlandssvensk forfatter, som opfandt Mumi-familien. Hun arbejdede desuden som billedkunstner og grafiker. (© Reel Pictures)

Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge det til, når Tove Jansson fortæller en skuespiller, at Mumitrolden bliver vred, når han ikke føler kærlighed.

Jeg føler mig heller ikke inviteret indenfor alle de andre steder, der refererer til Mumitroldenes figurer.

Jeg kan selvfølgelig ignorere det og bare nyde, at Alma Pöysti får skabt et spændende og sprællevende menneske i rollen som Tove Jansson. Men samtidig har jeg virkelig svært ved at abstrahere fra, at 'Tove' bruger omtrent den samme skabelon som alle andre biografiske kunstnerfilm – at hovedpersonen kæmper med en forstokket far og lander i et fortumlet kærlighedsforhold, der bliver katalysator for et personligt kunstnerisk udtryk.

Mest af alt føler jeg mig ikke rigtig inviteret indenfor i Tove Janssons verden med 'Tove'.

(© Reel Pictures)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk