Dumbo, Aladdin, Løvernes konge og...: Disneys største klassikere vender tilbage på helt ny måde

Med håbet om at forny de originale film er Disney kommet i skarp konkurrence - med sig selv.

Will Smith spiller lampeånden Genie i den nye udgave af 'Aladdin', der har premiere i maj. (© Disney)

Hvem skulle have troet, at de største konkurrenter til de store Disney-klassikere ville komme fra Disney selv?

Men det er ikke desto mindre, hvad der sker lige nu.

For med moderne computeranimation kan man efterhånden gøre alt, og de eventyr, der engang var forbeholdt klassisk tegnefilm, kan i dag gøres virkelige på en meget overbevisende måde.

I denne uge er det klassikeren 'Dumbo', der får en ny version.

I 1941, da den oprindelige tegnefilm blev lavet, kunne man ikke få levende elefanter til at flyve.

Det kan man nu, med computeranimation, og det er også en af grundene til, at Disney er dykket ned i deres enorme lager for se, hvad der kunne hives frem igen.

'Skønheden & Udyret' og 'Junglebogen' er allerede blevet genindspillet som live action-film. I denne uge gælder det så en ny version af 'Dumbo'. (© Disney)

Og der er flere på vej: Vi har allerede set glimt af selveste Will Smith i rollen som lampens ånd fra 'Aladdin' - det fik han en del røg for på sociale medier, for lampeånden er jo blå, og den farve havde Smith også fået.

Mange mente, det så helt forkert ud.

'Aladdin' kommer til maj måned, og til sommer bliver det Simba, Scar og Mufasa vi skal se i computeranimerede udgaver, når en af de mest succesrige Disney-film nogensinde, 'Løvernes konge', kommer i en ny udgave.

Næste år kommer 'Mulan', og lige nu er Disney i gang med at opgradere en hel stribe af de evergreens, som generationer af børn og voksne har elsket;'Pinocchio', 'Den lille havfrue' og 'Klokkeren fra Notre Dame' er lige nu i produktion.

I juli får vi et gensyn med Simba, Scar og Mufasa, når en ny version af 'Løvernes konge' får premiere. (© Disney)

Eviggyldige historier

Nogle kommentatorer har ment, at denne genindspilnings-dille skyldtes manglende fantasi.

Men spørgsmålet er, om det ikke i højere grad skyldes, at netop de historier, Walt Disney valgte at omsætte til tegnefilm, er så eviggyldige, at de sagtens kan tåle en ny fortolkning.

Problemet kan bare være, at de fleste har set de oprindelige film.

Og mange fans har store følelser for dem: De vil føle, at de nye udgaver ødelægger de gamle, fordi de fortæller historien på en helt anden måde.

Hvis man studerer Walt Disneys egen historie, vil man opdage, at han altid søgte efter nye historier og hadede at genfortælle dem, han allerede havde fortalt.

Men han lavede dog enkelte genindspilninger - som eksempelvis af 'Den Grimme Ælling', som han lavede i to udgaver.

Årsagen var, at hans folk var blevet dygtigere, og at de nu kunne animere så godt, at filmen ville blive meget bedre.

Den animerede udgave af 'Aladdin' udkom i 1992. Til maj får vi så en live action-udgave af filmen, hvor Mena Massoud spiller hovedrollen. (Foto: Daniel Smith © Disney)

Faktisk var Disneys mest berømte film, 'Snehvide og de syv dværge', som kom i 1937, og som var den første tegnefilm i spillefilmlængde, også en genindspilning.

Disney så den første filmudgave af eventyret, da han var 14 år gammel - og den gjorde så stort indtryk på ham, at han som voksen tegnefilmmand valgte… at genindspille den.

Og så var Disney altid helt vild med ny teknik.

Han døde i 1966, men var allerede godt i gang med at udforske computer-relateret teknik, som han brugte i Disneyland - og han ville helt sikkert have været forrest, når det gjaldt computeranimation.

Facebook
Twitter