Efter 'Historien om Danmark': Nu bliver dramatisk del af danmarkshistorien fortalt i ny serie

Genforeningen af Sønderjylland med Danmark bliver omdrejningspunktet for en ny serie, der får premiere i 2020.

'Historien om Danmark' med Lars Mikkelsen trak en million seere, da den løb over skærmen i 2017. I 2020 er DR1 tilbage med en ny, stor historisk tv-serie, nemlig 'Grænseland'. (Foto: Morten Krüger © dr)

I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland igen blev en del af Danmark.

Dén begivenhed markerer DR med en helt ny, stort anlagt serie, der kan opleves på DR1 fire søndage i 2020.

Serien får titlen 'Grænseland' og bliver produceret af holdet, der også stod bag sidste års 'Historien om Danmark'.

Ligesom det var tilfældet med 'Historien om Danmark', vil også 'Grænseland' basere sig på dramatiseringer og rekonstruktioner af faktiske begivenheder og personlige fortællinger, ligesom der også vil blive gjort brug af historiske eksperter.

De fire afsnit vil strække sig fra, da de første nationale stridigheder bryder ud i grænseområdet frem til krigene mod Tyskland over tabet af Sønderjylland til Sønderjyllands genforening med Danmark.

Lægger op til debat

'Grænseland' handler ikke kun om to staters krig om territorium og europæisk storpolitik.

Den handler også om, hvad det vil sige at være født i et grænseland og opleve de konflikter, som kan opstå, når menneskerne bag to forskellige nationaliteter i et område er tvunget til at vælge side.

- Det er en skelsættende og væsentlig fortælling, der indeholder et hav af skæbner blandt almindelige mennesker, som ikke tidligere er fortalt på tv, siger kulturdirektør i DR, Tine Smedegaard Andersen, og fortsætter:

- Hvordan var det at leve som mindretal, og hvilke menneskelige faktorer var i spil, da vores nuværende grænse blev til? Danmarkshistorien er som bekendt åben for fortolkning, og serien lægger forhåbentlig op til en væsentlig debat om betydningen af datidens begivenheder.

- 'Historien om Danmark' viste med al tydelighed, at befolkningen i Danmark har en kæmpemæssig interesse for Danmarks historie. Denne interesse bygger vi nu videre på med håbet om at skabe interesse for endnu et kapitel i vores fælles historie og give endnu flere lyst til at grave sig dybere ned i stoffet.

Genforeningen i 2020 kommer til at danne ramme om flere programmer på tværs af DR's platforme og i samarbejde med eksterne partnere for at kunne give befolkningen flere perspektiver og oplevelser med danmarkshistorien.

I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland igen blev en del af Danmark. Billedet her stammer fra en original filmoptagelse, hvor Kong Christian X rider over grænsen i 1920. (© dr)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk