Efter skarp kritik fra fans: Instruktør laver markant ændring i ny film om spil-helt

Designet af det blå pindsvin Sonic i ny film bliver ændret efter massiv kritik fra fans.

Sådan ser Sonic ud i den kommende film om mange gameres blå barndomshelt. Men nu skal der laves ændringer i designet, lover instruktøren af filmen. (Foto: Photo Credit: Courtesy Paramount © © 2019 Paramount Pictures and Sega of America)

Dur ikke.

Sådan kan reaktionen fra spil-fans bedst opsummeres, efter at traileren til filmen 'Sonic the Hedgehog' udkom i sidste uge.

De mange fans er nemlig ikke tilfredse med, hvordan det blå pindsvin Sonic ser ud i den nye film fra Paramount i forhold til, hvordan man kender den fra spiludvikleren Segas ikoniske spil med det hurtige lille dyr.

Det har nu fået filmens instruktør, Jeff Fowler, til at love, at der vil blive lavet markante ændringer Sonics udseende, så den ligner originalen mere.

- Tak for støtten. Og kritikken. Jeres melding er klar og tydelig… I er ikke glade for designet og ønsker ændringer. Det vil nu ske. Alle fra Paramount og Sega er fuldt engageret i at lave figuren bedst muligt, skriver Jeff Fowler på Twitter.

Hans tweet er efterfulgt blandt andet af hashtagget #gottafixfast – skal fikses hurtigt – og der er da også lagt op til travle dage i tegne- og klipperummet nu, da filmen er sat til premiere allerede i november.

Kritikkerne har blandt andet peget på tykkelsen af den blå figurs ben, der i filmen er mere menneskelige end de tynde ben i spilversionen.

En af dem, der har forsøgt sig med et andet design af Sonic, er designeren Edward Pun, der har lagt disse billeder ud på Twitter:

'Glad for ikke at være i deres sko'

Også instruktøren af den kommende Pokemon-film 'Detective Pikachu', Rob Letterman, har fulgt Sonic-kritikken.

Han forstår, at der venter en del arbejde forude for Sonic-holdet.

- For os ville det have været umuligt – men det betyder ikke, at de ikke kan gøre det. Jeg er glad for ikke at være i deres sko – de står et vanskeligt sted, siger Rob Letterman til The Verge.

I 'Sonic the Hedgehog' følger vi det animerede pindsvin, som skuespiller Ben Schwartz lægger stemme til. Sammen med politimanden Tom, der spilles af James Marsden, rodes Sonic ind i et hæsblæsende komplot, der også involverer den onde videnskabsmand Dr. Ivo Robotnik. Han spilles af Jim Carrey.

Indtil videre har Jeff Fowler ikke lagt op til en forsinket premiere på filmen, så hvis alt går vel rammer Sonic de danske biografer 28. november.

Facebook
Twitter