Ekspert: ’Fifty Shades of Grey’ bliver brugt som syndebuk

På de sociale medier opfordrer hashtagget 50DollarsNot50Shades folk til at donere penge til voldsramte kvinder i stedet for at se filmen ’Fifty Shades of Grey’, der ifølge modbevægelsen romantiserer vold mod kvinder.

'Fifty Shades of Grey' vil ikke være skyld i øget vold mod kvinder, mener ekspert. Modbevægelsen 50DollarsNot50Shades mener dog, at filmen romantiserer vold mod kvinder. (Foto: Screendump fra Youtube © Universal Pictures UK)

’Fifty Shades of Grey’ er en af årets mest ventede film i biografen, og særligt mange kvinder verden over har set frem til filmatiseringen af de erotiske bøger. Men en modbevægelse mener, at filmens budskab er potentielt skadeligt for udsatte kvinder.

Modbevægelsen bag hashtagget 50DollarsNot50Shades mener, at ’Fifty Shades of Grey’ skal boykottes, da filmen forherliger forfølgelse og voldelig adfærd mod kvinder.

Stop Porn Culture, der er en af organisationerne bag modbevægelsen, har tweetet dette:

https://twitter.com/StopPornCultur1/status/560154494739435520

Men filmen vil ikke være skyld i vold mod kvinder, mener ekspert.

Ingen grund til bekymring

Rikke Schubart, der er lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, mener ikke, at de seksuelle forestillinger, som filmen muligvis giver, vil resultere i en øget vold mod kvinder.

- Om man slår i den virkelige verden, eller hvad man nyder i fantasiens verden, er ret forskellige ting. Det gælder så uanset om fantasiens verden er sexklubber, swingerklubber eller film, som man går ind og ser. Mit gæt vil være, at de folk, der kan finde på at tæske deres koner, og både de kvinder og mænd, der er i sådanne situationer, ikke er publikum til denne her film, siger Rikke Schubart til P1 Eftermiddag.

Rikke Schubart begrunder sin holdning med reference til undersøgelser i USA, hvor man har set på, om der er en sammenhæng mellem vold i de programmer og film, man ser, og vold i den virkelige verden.

- Man finder ud af, at når man kigger på volden i den virkelige verden og sammenhængen mellem den vold, der bliver begået, så har den aldrig noget at gøre med, hvilke programmer man har set på tv. Den har altid noget at gøre med den sociale opvækst, man har haft og det sociale miljø, man kommer fra. Det er så simpelt, forklarer Rikke Schubart.

’Fifty Shades of Grey’ er snarere en styrke for kvinder

’Fifty Shades of Grey’ er ligesom bøgerne med en lignende erotisk karakter såsom ’Vampire Diaries’ og ’True Blood’ alle skrevet af kvinder. Og ifølge Rikke Schubart kan disse historier derfor siges at være kvinders fantasi om at give sig hen til sine lysters vold.

- Det handler om, at kvinder får lov til at formulere deres fantasier og leve sig med i dem og give sig hen til dem. Og det ser jeg egentlig ikke som en svaghed, men som en styrke, forklarer Rikke Schubart.

Ifølge Rikke Schubart bevæger publikum sig ind i en anden verden, et legerum, når de læser eller ser en film. Og på grund af det seksuelle indhold i ’Fifty Shades of Grey’ bliver det omdrejningspunktet for folks forestillinger.

- Uanset om filmen er god eller dårlig, så giver den oplevelsen af at lege med nogle følelser, som man synes er rigtig spændende. Og i dette tilfælde er det nogle seksuelle følelser, siger Rikke Schubart.

En let syndebuk

Modbevægelsen bag hashtagget 50DollarsNot50Shades vil gerne have, at man i stedet for at bruge 50 dollars på at se ’Fifty Shades of Grey’ i biografen donerer pengene til centre for kvinder, der er fanget i et voldeligt eller usundt forhold.

Ifølge Rikke Schubart har kampagnen fundet en god måde at skabe opmærksomhed på deres sag via den store opmærksomhed, der er omkring ’Fifty Shades of Grey’.

- Jeg tror, de bevægelser prøver at finde det, jeg vil kalde en syndebuk eller en meget nem forklaring. Det er selvfølgelig nemmere at have et sted, som man kan pege på og sige: ”Så er du med til at støtte vold mod kvinder” og omvendt: ”Hvis du giver os penge, så fjerner vi volden mod kvinder”. Men sådan hænger det desværre ikke sammen.

Facebook
Twitter