På en måde fuldender ’Insecure’ en uofficiel HBO-trilogi af æstetisk overlegne halvtimes dramedie-serier om at være i tyverne i amerikanske storbyer.

Fjerdebølge-feminisme i New York i ’Girls’, homoseksuelle venner i San Fransisco i ’Looking’ og nu afroamerikanske veninder i Los Angeles i ’Insecure’.

Men det, som ’Insecure’ lykkes med på en helt anden måde end andre serier, er et ekstremt troværdigt og sårbart venskab mellem de to hovedpersoner, Issa og Molly. Det giver både meget rørende scener og nogle af de bedste skænderier, der nogensinde er blevet vist på tv.

Venneperspektivet var en af de største knaster i Lena Dunhams ’Girls’, der ellers er en af vor tids allermest indflydelsesrige og eksperimenterende ungdomsserier. Allerede i første sæson går det op for seeren, at hovedpersonerne ikke rigtigt kunne lide hinanden.

De var arketyper med hver deres livsprojekt, der nok krydsede veje og klinger engang i mellem, men man følte aldrig rigtig, at der var noget på spil, for man tænkte altid, at de (og serien) ville have det bedre, hvis de holdt sig langt væk fra hinanden.

Klogere end eksperterne i 'Gift ved første blik'

Som i enhver god komedie om venner, er der i 'Insecure' åbenlyse forskelle på hovedpersonerne, så man hele tiden kan sidde og tænke på, hvem man minder mest om.

På den ene side Issa med nul overblik over sit eget liv, som lader sin frustration over egen middelmådighed gå ud over kæresten Lawrence, der bruger lidt for lang tid på at få gang i sit app-projekt på sofaen med morgenmad til aftensmad.

På den anden side den dybt neurotiske, succesfulde advokat Molly, der er lidt for opsat på bestemte sociale markører for sit eget bedste, ikke mindst når det kommer til kærligheden.

Molly og Issa har magisk kemi sammen, uanset om de trøster eller driller hinanden. Men der, hvor relationen for alvor viser sin troværdighed, er, når de skændes.

Som i første sæson, hvor tålmodigt opbygget passiv-aggressiv energi imellem dem eksploderer til en fest oven på Issas forslag om, at Molly burde gå i terapi:

- Hvad er det, jeg gør forkert?

- Vil du virkelig gerne vide det?

- Ja, please, fortæl mig det!

- Har du lagt mærke til, at fællesnævneren i alle dine kan-ikke-finde-en-kæreste-problemer er dig selv? Lad os lave et lille rundown. Den første er for ivrig. Den anden er for fraværende. Den tredje er for bøsset. Og når du så finder en, du kan lide, så ødelægger du det for dig selv ved at gøre alt for meget!

Man kan blive effektivt klogere på dystre dynamikker i både venskaber og jagten på kærligheden her. Der er tidspunkter, hvor jeg tænker, at ’Insecure’ ville kunne gøre mere for alle, der nogensinde har overvejet at være med i ’Gift ved første blik’, end alle deres eksperter til sammen.

Molly bliver rasende over, at hun får kritik af sin veninde, som hun føler, at hun har støttet ubetinget i de seneste år, hvor hun har stået model til Issas brok over sit middelmådige arbejde og kæresteforhold.

Det er en vidunderligt nervepirrende og ekstremt hård scene, der blotlægger helt centrale psykologiske aspekter af, hvad et tæt venskab er. Man vil gerne hjælpe den anden, men det er samtidig ofte en kamp om at undgå at blive kigget kritisk på og en kamp om at få ret.

Og det er ofte en barsk forhandling om, hvorvidt man skal støtte hinanden ubetinget eller hjælpe hinanden med at forbedre sig selv og udpege ømme punkter.

Politik i sex og arbejde

I det hele taget føles det hele som om, der er ret meget på spil i ’Insecure’, på trods af, at vi er helt tæt på hverdagen.

Som i ’Girls’ og ’Looking’ føles hverdagslivet ofte gennemsyret af politik, uden at serien særlig ofte kommenterer direkte på konkrete skandaler eller ny lovgivning.

En enkelt undtagelse er plottet i anden sæson, der handler om Issas arbejde på en skole, der bevidst holder mexicanske elever ude. Men selvom det må læses som en slet skjult henvisning til Trumps mur mod Mexico, bliver det en avanceret udforskning af Issas blindhed over for racisme, der ikke omhandler afroamerikanere.

Sex, musik, tøj og arbejdslivet har altid en politisk dimension i ’Insecure’, men det er solidt funderet i handlingen og relationerne og slet ikke med ’Girls’' afstikkermentalitet for at udforske løsrevede pointer.

Fordi handlingen er mere sammenhængende end i ’Girls’, er der plads til mirakuløst nuancerede takes på livet som ung i LA. Den organisation, Issa arbejder for, er et godt eksempel. Det er en non-profit, der skal hjælpe minoritetsbørn med at få en bedre uddannelse. Men den hedder demonstrativt kikset slang-agtigt ’We Got Y’all’, og logoet er en hvid hånd, der løfter tre sorte børn.

Issa er den eneste afroamerikanske ansatte, men hun føler sig ægte middelklasse-afkoblet fra de fattige børn, hun arbejder med. Ingen løftede pegefingre eller fantasier om den 'rigtige' måde at leve på. It’s complicated.

’Insecure’ er med sin selvsikre start på tredje sæson blevet et stensikkert must-see. Også på grund af det overlegne Raphael Sadiiq-kuraterede soundtrack, hvor kæmpehits fra SZA, Kendrick Lamar og Janelle Monáe fletter sig ind mellem ekstremt stilsikkert udvalgte mindre kunstnere.

Nå jo, og så er det masser af smukke mennesker, der fester lækkert i LA og i øvrigt en virkelig sjov komedie med genialt rammende observationer, der svinger vidunderligt befriende mellem at ophøje og udlevere Issa, ofte i samme scene:

Issa (fornærmet): - Hvorfor går du bare ud fra, at jeg kan lide Drake uden at kende mig?

Daniel: - Alle sorte piger, der har gået på uni, elsker Drake.

Issa: - Han forstår os bare SÅ godt!

3. sæson af ’Insecure’ kører nu på HBO Nordic.