Emil på 21 droppede universitet: Nu jagter han den store filmdrøm

Emil Bech drømmer om at blive filminstruktør og tog på højskole for at udvikle sit talent - men han kan stadig tvivle på sine evner.

For et par år siden sad jeg en aften hjemme på mit værelse og så en film. Jeg kan ikke huske hvilken. Mens jeg sad der i sofaen, begyndte jeg at kigge rundt på mine vægge. Det slog mig, at jeg ikke havde hængt noget op på dem. Ingen plakater, ingen billeder. Ingenting.

Jeg havde ikke taget noget valg om, hvad der skulle hænge på mit værelse. Det fik mig af en eller anden grund til at tænke på de andre valg, jeg heller ikke havde truffet endnu. For hvad ville jeg egentlig med mit liv?

Den aften besluttede jeg mig for, at jeg skulle tage et valg omkring min fremtid. Enten skulle jeg læse medicin på universitetet. Det er en ret sikker karriere med gode jobmuligheder og en god løn.

Eller også skulle jeg tage den vej, som jeg ikke vidste, hvor ville føre mig hen. Drømmen om at blive filminstruktør.

Jeg valgte den sidste.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Jeg har altid elsket historier. Som barn elskede jeg at læse, se teater eller finde på mine egne eventyr.

Da jeg var syv, opdagede jeg og en af mine venner, at man kunne lave tegnefilm i PowerPoint. Hvis man satte alle de mærkelige animationer sammen, kunne vi pludselig lave vores egne film. Så vi sad klinede til computeren og endte med at lave 20 episoder om Katten Birger. Set i bakspejlet var det nok mest et ’Garfield’ rip-off.

I dag elsker jeg stadig at fortælle historier. Jeg har spillet rigtig meget skuespil og instrueret nogle teaterstykker, men jeg har fundet ud, at det er bag kameraet, at jeg befinder mig bedst.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Lige nu går jeg på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Jeg valgte at tage på højskole for at give filmdrømmen et skud og teste, om jeg egentlig har, hvad der skal til for at blive filminstruktør.

Jeg er vokset op i Glostrup, og i min omgangskreds var der ikke rigtig nogen, der brændte for film på samme måde som mig.

Nu er jeg pludselig omringet af mennesker, som også drømmer om at leve af film. Det er vildt dejligt at have det fællesskab med de andre - men det er også udfordrende, at alle pludselig vil det samme som mig.

Det kan godt give mig en følelse af panik. Shit. Måske er de andre meget bedre end mig?

Men jeg har mødt så mange dygtige og seje mennesker fra hele verden på højskolen. Nu har jeg pludselig 100 dygtige filmfolk i mit netværk. Hvis jeg en dag vil skyde en film i Holland, så kender jeg pludselig fem mennesker, jeg kan ringe til.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Der kan godt herske lidt intern konkurrence her på skolen om, hvem der laver de bedste film, og hvem der kan blive til noget stort i fremtiden. Hvem bliver den næste Christopher Nolan?

Det har fået mig til at tænke meget over mit eget talent. Jeg følte mig egentlig mere selvsikker omkring mine evner, før jeg startede på skolen, end jeg gør nu. Jeg tror, at jeg måler mig meget med de andre elever.

Jeg kan ikke lide den side af mig selv, men inderst inde gad jeg godt, at det var mig, som folk sagde de ting om. At jeg var den næste store stjerne.

Mine tanker er nok min største hæmsko, og jeg er nok min egen største forhindring.

Jeg ved, at jeg har noget gemt potentiale indeni og har talentet til at blive noget stort, men jeg kan alligevel komme i tvivl om, om jeg har dét, der skal til. En instruktør skal være en stærk leder, der kan slå igennem og se sin vision klart og tydeligt. Det føler jeg ikke altid, at jeg kan.

Jeg tror tit, at mine tanker og usikkerheder skaber en stor barriere for mig. Jeg ved, at jeg har de kreative evner og er dygtig, men jeg formår på en eller anden måde at stoppe mig selv.

Lige nu arbejder vi på vores afgangsfilm. Jeg har både skrevet og instrueret mit holds film, og det lægger et stort pres på mine skuldre. Leder jeg mit hold godt nok? Tager jeg nu de rigtige beslutninger? Jeg føler, at jeg har bærer meget af ansvaret for, at filmen nu bliver så god som muligt.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Jeg havde en snak med min lydlærer om mine usikkerheder. Han sagde til mig, at han godt vidste, at han ikke var verdens bedste lyddesigner.

Da han sagde det til sig selv, forsvandt presset pludselig fra hans skuldre. Så kunne han arbejde frit og stole på, at han gjorde sit bedste, ud fra de evner han havde. Han skulle ikke længere leve op til nogle andre.

Jeg tror, det er en god tanke at have. Jeg er ikke verdens bedste instruktør. Jeg er sikkert ikke engang den bedste instruktør på den her skole – og det er okay.

Og jeg synes altså, at min lærer er sindssygt dygtig til at lave lyd.

(Foto: Martin Fält © Dr)

Jeg har tænkt meget over, at det er en usikker branche, jeg har kastet mig ud i. Jeg vil gerne have familie og børn en dag, men det kommer nok ikke til at ske inden for de næste ti år.

Nogle gange tænker jeg over, om det mon er det værd? Den der uvished om, hvad man kommer til at lave og hvor pengene skal komme fra, kan godt skræmme mig lidt.

Min far vil gerne have, at jeg bliver journalist. Han mener, at det er en mere sikker vej at gå, og så kan jeg jo lave film i min fritid. Det er jeg ikke helt enig i.

Lige nu overvejer jeg at søge ind på filmskolen i Berlin til næste år. Det ville være en fantastisk chance for at udvikle mig som instruktør.

Før jeg kom her på skolen, var mit mål at vinde en Oscar eller en pris på Cannes Film Festival. Det lyder plat, men jeg tænkte, at hvis jeg sigter højt, så kommer jeg også højt. I dag er mit mål bare at lave film, som andre kan spejle sig i og få noget ud af.

Så længe jeg får folk til at føle noget, så behøver jeg sgu ikke den Oscar-statuette.

(Foto: Martin Fält © Dr)
Facebook
Twitter