Emma på 19 efter Netflix-afsløring: Det er vist mig, der har set 'Bee Movie' 317 gange

En dansker har set Bee Movie 317 gange på Netflix det seneste år. Og det er nok Emma.

'Bee Movie - det store honningkomplot', som filmen hedder på dansk, er fra 2007 - men er stadig lige populær hos 19-årige Emma ti år senere. (© Netflix)

Emma er 19 år, bor i Bogense, går i 3. g, og så er hun – måske – den dansker, der har set den amerikanske animationsfilm 'Bee Movie' fra 2007 hele 317 gange det seneste år.

I går afslørede Netflix i en statistisk over danskernes streamingvaner, i året der gik, og blandt andet at én dansker havde set filmen 'Bee Movie' de imponerende 317 gange.

Og nu er den streamingglade dansker sandsynligvis fundet. For Emma har set filmen rigtig, rigtig mange gange det seneste år.

Det indrømmede hun selv i dagens udgave af P3-underholdningsprogrammet 'Danskerbingo', der efterlyser danskere, der har oplevet eller gjort bestemte ting - og i dag efterlyste programmets værter så den dansker, der tilsyneladende ikke kan få nok af den amerikanske bi-film.

Du kan høre indslaget fra 'Danskerbingo' her.

’Jeg ser den sådan cirka hver aften’

Her fortalte Emma, at hun ikke har tal på, hvor mange gange hun har set filmen det seneste år.

- Det ved jeg ikke, men sådan cirka hver aften, griner Emma.

- Hvis jeg har god tid om morgenen, så ser jeg den også lige, fortæller Emma, som nogle gange også ser filmen med sin kærestes to yngre brødre på otte og ni år.

- Jeg synes bare, den er helt vildt god. Jeg er vokset op med den, og så synes jeg bare, det var en fantastisk film, siger hun.

Fortalte kæresten det efter en måned

Efter udsendelsen fortæller Emma til dr.dk, at der cirka gik en måned, før hun fortalte kæresten om sit meget passionerede forhold til animationsfilm for børn og særligt 'Bee Movie'.

- Han synes, det var lidt mærkeligt, griner hun.

For det meste kører filmen i baggrunden, når Emma for eksempel skal lave lektier, eller når hun gør sig klar, inden hun skal ud af døren. Og så vil hun også gerne falde i søvn til filmen. Men den idé er kæresten ikke altid med på.

- Han mener, der skal være ro, når man skal sove. Men jeg mener nu, det er meget hyggeligt lige at have filmen i baggrunden at sove til. Heldigvis sover han tit før mig, og så kan jeg ligge og se den, griner hun og fortæller, at hun uden undtagelse så filmen hver aften, inden hun mødte sin kæreste i starten af året.

- Jeg tror bare, det er blevet til en vane. Det er hyggeligt og nostalgi, fortæller Emma, der i det hele taget er rigtig glad for børnefilm, blandt andet også 'Mulan', ’Find Nemo’, 'Shrek' og 'Monsters Inc.'

Gode budskaber

Og selvom børnefilmene i høj grad er underholdning og nostalgi for Emma, så mener hun også, at de er mere end 'bare' det.

- Det kan godt være, at det er børnefilm, men jeg synes også, de viser nogle gode normer og værdier. De er uskyldige og har samtidig nogle paralleller, man kan drage til sit eget liv, og som man kan tænke over, siger hun og giver et eksempel fra 'Bee Movie'.

- Jeg så den med min lillebror, da vi var små, og der er en scene, hvor Vanessa (et af menneskene i filmen, red.) stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor et dyr skulle være mindre værd end et menneske, og det kom jeg virkelig til at tænke over, siger hun.

Emma: Her er 3 (andre) film, man kan se igen og igen

  • 1. 'Find Nemo'
    - Det er én af mine favoritter og en barndomsklassiker for mig. Den er jeg født og opvokset med. Jeg så den med en god barndomsveninde i folkeskolen, og vi kunne replikkerne udenad. Der er så mange forskellige karakterer, man kan grine af og holde af.
  • 2. 'Monsters Inc. 2'
    - Det er også en barndomsklassiker, den bringer gode minder frem. Da jeg var yngre, syntes jeg, det var helt vildt sjovt, at monstre kunne snakke og agere som mennesker.
  • 3. 'Løvernes Konge'
    - På efterskolen kunne jeg og mine to roomies filmen udenad. Vi hørte altid 'Hakunana Matata'-sangen og så 'Løvernes Konge' hver evig eneste fredag på efterskolen. Vi kunne sangene og replikkerne udenad. Det var bare så festligt, og Timon og Pumba er bare så tossede og sjove og ansvarsfulde og ansvarsløse på samme tid.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve