'En åbenbaring': Usædvanlig dansk film vælter anmelder helt omkuld

Der er ikke meget i 'Onkel', men dét, der er, er mere end rigeligt, mener anmelder.

Der, hvor 'Onkel' virkelig bliver sin egen, er i dens ukuelige tro på, at selv den mindste bevægelse her på jorden bærer en historie, skriver Per Juul Carlsen. (© Per Arnesen/Øst for Paradis)

En åbenbaring. Ganske enkelt.

Det kan godt være, at masserne ikke vælter ned ad indfaldsvejene i de største danske byer. Og at prædikanter ikke samler store folkemængder på pladser og i parker for at hylde en frelsers ankomst.

Men den danske film 'Onkel' er en åbenbaring. Simpelthen.

I en tid, hvor der bliver skruet højere og højere op – for effekterne, for musikken, for følelserne, for tempoet – går den danske instruktør Frelle Petersen den modsatte vej.

Frelle Petersen tror tilsyneladende på, at en historie snildt kan fortælle sig selv, hvis bare man lader den gøre det. Og det er netop dét med at give en historie lov og plads, der er så overvældende ved 'Onkel'.

Otte minutter uden ord

Det betyder ikke, at Frelle Petersens anden spillefilm rammer én lige mellem øjnene med en verdensomvæltende originalitet. Bunkevis af andre filmfolk har fortalt små historier uden at forcere filmsproget.

Men der er noget omkuldvæltende ved at følge med i denne her lillebitte historie og mærke, hvordan det særlige sprog lige så stille siver ind og bundfælder sig.

Der går otte minutter og 40 sekunder, før det første ord bliver sagt. Og det er måske et af de mest almindelige ord under indkøbsture i danske supermarkeder, nemlig: 'nutella'.

Inden da har vi fulgt en ung kvinde gøre klar til morgenmad og tage sig af de daglige pligter i selskab med en aldrende, invalid mand på en dansk gård.

Instruktøren Frelle Petersen har i sin research boet og arbejdet på den gård, hvor filmen foregår og har castet inden for en radius af 15 kilometer for at opnå den helt rette dialekt af sønderjysk. (© Øst for Paradis)

Og sådan fortsætter 'Onkel' med samme aldeles underspillede tone som filmens titel. Først da den unge kvinde, Kris, begynder at interesse sig for dyrlægens arbejde og holde en pause fra sine pligter på gården, åbner kimen til et drama sig.

Og det bliver yderligere tilspidset, da en anden bonde kort nævner, at Kris er en speciel pige, nok fordi hun har mistet begge sine forældre.

Giver en klump i halsen

Netop i spændet mellem at bo hos onklen, der har været ramt af et slagtilfælde, og at søge ud i verden, ligger dramaet i 'Onkel'. Det er ikke stort og voldsomt, og det behøver det heller ikke.

Det er tilstrækkeligt til at mærke en klump i halsen, da Kris indser, hvilke konsekvenser det har at drømme.

Den balance kender de fleste af os, også selvom vi ikke har mistet vores forældre, eller passer vores dårlige onkel, eller bor på en gård og taler klingende sønderjysk a la Løgumkloster-egnen (som samtlige medvirkende i Frelle Petersens åbenbaring gør).

'Onkel' er en universel fortælling om at hige efter nye græsgange og være bundet af sine rødder. Men den er fortalt i et lillebitte kosmos med en næsten dokumentarisk duft af gårdmiljø i Sønderjylland.

'Onkel’ er lavet for 3,5 millioner kroner med støtte fra Det Danske Filminstitut og er Frelle Petersens anden spillefilm. (© Per Arnesen/Øst for Paradis)

Der er blevet gjort et stort nummer ud af, at alle taler med dialekt i filmen, og det præger i lige så høj grad filmen, at gårdens naturlige elementer får lov til at lege med. Lige fra de mange katte, der har deres helt eget liv i filmen, til de talrige fluer i køkkenet under Kris og onklens rituelle morgenmad med nutella til onklen og sudoku til Kris og nyheder fra den store vide verden på tv.

Men der, hvor 'Onkel' virkelig bliver sin egen, er i dens ukuelige tro på, at selv den mindste bevægelse her på jorden bærer en historie. At katte og fluer spiller en rolle. At en ung kvinde, der passer sin onkel, men også tænker på sin fremtid, bærer et drama, der måske ikke ser ud af meget i forhold til Frodos rejse gennem Midgård med en magisk ring i lommen – men som dæleme er stort for alle dem, der har befundet sig i det.

Der er ikke meget i 'Onkel', men dét, der er, er mere end rigeligt. Og filmen tvivler ikke et sekund på det.

Det er en åbenbaring. Ganske enkelt.

(© Øst for Paradis)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter