En af verdens bedste og dyreste serier er tilbage - og du kan godt glæde dig!

'The Crown' er spændende, rørende og politisk relevant.

'The Crown' er i tredje sæson akkurat lige så spændende, rørende og politisk relevant, som den plejer, mener serieekspert Frederik Dirks Gottlieb. (© Des Willie/Netflix)

Selvom Netflix ikke har udmeldt præcist, hvad 'The Crown' koster at producere, peger alt på, at dramaserien om det britiske kongehus er blandt de dyreste serier nogensinde.

Efter alt at dømme koster serien 50 millioner pund eller omkring 433 millioner kroner - og måske endda mere - at lave per sæson.

Til sammenligning får virkelighedens dronning Elizabeth d. 2. 82,2 millioner pund om året i apanage, svarende til 717 millioner kroner.

Netop den store udgift, som kongehuset er for den britiske økonomi, er et af de emner, som 'The Crown' på en nuanceret måde ridser op i denne tredje og yderst veloplagte opfølger til den geniale anden sæson, der kom i 2017.

Fans af serien har ventet i spænding, siden den engelskfødte instruktør og manuskriptforfatter Peter Morgan meldte ud, at vi i tredje sæson kan forvente nye takter og et helt nyt cast.

Med lige dele spænding og bekymring har vi ventet på, at en af tidens bedste serier skulle vende tilbage.

Og du kan roligt ånde lettet op.

'The Crown' er i tredje ombæring akkurat lige så spændende, rørende og politisk relevant, som den plejer. Men der er også en del nye takter, og specielt de følgende tre ting kan du glæde dig særligt til.

1

Et historisk hop frem i tiden betyder nye skuespillere

Olivia Colman er en britisk skuespiller kendt for sine roller i tv-serierne 'Broadchurch' og 'The Night Manager', samt filmen 'The Favourite'. (© Sophie Mutevelian/Netflix)

Noget af det bedste ved de to første sæsoner af 'The Crown' var det helt igennem fantastiske hold af skuespillere, der uden at rumme nogen af Hollywoods største navne, var en tour de force i troværdigt skuespil.

De skulle ikke bare indgå i én af de dyreste produktioner nogensinde - og i nogle af de flotteste kulisser vi nogensinde har set i en serie. De skulle spille virkelige, nulevende personer, som vi kender fra nyhederne, og som vi kritisk kan sidde og søge frem på Google, mens vi ser serien.

Alt dette blev gjort med bravur i de to første sæsoner, og det er en tung arv at skulle iføre sig både krone og scepter, efter hovedrollerne Claire Foy, Matt Smith og Jared Harris har sat barren så ufatteligt højt.

Heldigvis kom der hurtigt ro på, da det stod klart, at prins Philip og dronning Elizabeth d. 2., der nu er i 40'erne, skulle spilles af ingen ringere end Tobias Menzies og Oscar-vinderen Olivia Colman.

Menzies har spillet et hav af roller, og du kender ham muligvis fra serier som 'The Terror', hvor han spillede den arrogante næstkommanderende. 'Outlander', hvor han spiller Clarires mand, Randall. Eller fra 'Game of Thrones', hvor han spiller en mindre rolle som Edmund Tully.

Han ligner en ældre udgave af den tidligere prins Philip-skuespiller Matt Smith til forveksling, og han er mindst lige så god til at ramme prinsens overklasse-dialekt og kongelige privilegieblindhed.

Olivia Colman tog verden med storm i den periodiske dramakomedie 'The Favourite', hvor hun spiller den kronisk syge dronning Anne.

Desuden ser vi pragtpræstationer fra Charles Dance og Ben Daniels. Og især Helena Bonham Carter er i storform som prinsesse Margaret og ude af Tim Burtons fantasy-univers. Overfor Colmans Elizabeth fremstår hun ligeså varm og følelsesladet, som hendes søster fremstår kold og afmålt.

Der går ikke mere end et enkelt afsnit, før man nærmest har glemt, at samtlige skuespillere er skiftet ud.

Det er lykkedes Morgan og co. at skabe et mindst lige så robust cast, der med skuespil på højeste niveau kan gøre selv en grå, engelsk kongefamilie uendeligt spændende.

2

Der sås endnu engang tvivl om kongehusets relevans

Instruktøren bag 'The Crown', Peter Morgan, er bedst kendt for de historiske film 'The Queen' og 'Frost/Nixon'. (© Des Willie/Netflix)

Som vi kender det fra vores egne gemakker, så er et kongehus i moderne tider konstant under pres. Et kongehus er ikke bare en stor udgift for samfundet - deres engang så klare funktion i et monarki er ikke længere så klar, nu hvor en statsminister har den reelle magt.

Alligevel er der stadig en symbolsk værdi, en historie og tradition, som kan være sund for folkesjælen.

Sæson tre dykker ned i dette spændingsfelt på elegant vis, og man kan kun sukke efter en lige så nøgternt skildret serieversion af vores eget kongehus, som døjer med mange af de samme problemer.

Særligt efter større og mindre sager om grevinde Alexandras apanage, prins Joakims udenlandske uddannelse og prins Henriks offentlige udtalelser om at blive overset har fyldt meget i medierne de seneste år.

Men vi har også det populære løb 'Royal Run' og en dronning, som indgyder respekt hos befolkningen. Kongehuset er et kæmpe trækplaster, ikke bare for turister, men også politikertrætte borgere, som søger autoritet andre steder end Christiansborg.

I 'The Crown', hvor vi nu befinder os i midten 1960'erne, er kongehuset mindre moderne end nogensinde før, og de kritiske røster – især i form af en enkelt royal-kritisk journalist – har forårsaget, at man i kongefamilien er nødt til at tænke yderst strategisk.

Kan en dokumentarfilm hjælpe på deres image? Kan dronningens karismatiske søster Margaret? Eller er det dronningens egne taktiske egenskaber, der igen skal overbevise befolkningen om, at de kongelige er skattekronerne værd?

3

Endnu stærkere formatering og forrygende enkeltafsnit

Josh O'Connor, der spiller prins Charles i tredje sæson af 'The Crown', er en engelsk skuespiller, mest kendt for 2017-filmen 'Guds eget land', instrueret af Francis Lee. (© Des Willie/Netflix)

'The Crown' er om noget én lang sammenhængende historie om en dronning og et kongehus i konstant skiftende tider.

Det kan lyde både langtrukkent og indspist, men Morgan har (fra især anden sæson) været god til at få hvert enkelt afsnit til at føles vigtigt og som enkeltstående, afsluttede film.

Det fortsætter i tredje sæson, og selvom den overliggende fortælling om dronningens magt og forhold til Storbritanniens folk altid er det egentlige fokus, så udfoldes diverse bifigurer på fineste vis i afsnit, der uden at virke som afstikkere, udvider vores sympati og forståelse for folk i og omkring det britiske kongehus.

Vi får endnu et afsnit om prins Charles (i sæson to fulgte vi ham som dreng på kostskole), der tager til Wales for at rette op på relationen til folkefærdet. Vi får også afsnit, der omhandler specifikke historiske begivenheder såsom katastrofen i Aberfan, hvor 116 børn og 28 voksne omkom i en tragisk jordskredsulykke.

Historisk set bevæger vi os med tredje sæson ind i den kolde krig. Det politiske spil i Europa og forholdet til USA med den Trump-agtige levemand Lyndyn B. Johnson ved roret bliver stadig mere og mere intenst.

Den globale politiske hårdknude betyder også, at kongehusets funktion er vigtigere end nogensinde før, og dronningens diplomatiske pligter har stor konsekvens.

Tredje sæson af 'The Crown' er en fortællermæssig magtdemonstration fra Peter Morgan og Netflix.

Personligt har jeg hverken en forkærlighed for de kongelige eller periodiske serier, men jeg må alligevel konstatere, at hvis man er til drama, så fås det ikke mere helstøbt, tankevækkende og relevant end i 'The Crown'.

Alle sæsonerne kan ses på Netflix.

FacebookTwitter