En fin krimi tager tilløb til noget endnu større men fortryder

Hvordan reagerer vi overfor ondskab? spørger 'Prisoners', men mister interessen for svaret

Efter en halv time så det her eddermyrdeme lovende ud. Her har vi et mysterium, to små piger er forsvundet på gaden udenfor deres hus, deres forældre er ved at komme sig over det første chok, om lidt vil de reagere, og politiets efterforsker har vendt de første sten. Filmens titel, 'Prisoners', leger begavet med den situation, filmen har kridtet op, at det ikke kun er de to små piger, der bliver holdt i fangenskab. Alle filmens hovedfigurer er - på hver deres måde - spærret inde i dramaet. Og så ved vi i øvrigt, at der er hele to timer tilbage af historien. Rigtig meget kan ske.

Menneskene omkring forbrydelsen

På det tidspunkt, efter en halv time, ligner 'Prisoners', en af den slags store fortællinger, der tager udgangspunkt i en forbrydelse, men handler om noget andet, om menneskene omkring forbrydelsen, om brutale skæbner, om livets voldsomhed, om venskab, kærlighed, forældreskab, ungdom, mod, sorg, håb osv osv, ligesom fx Clint Eastwoods 'Mystic River', Sean Penn 'Løftet' eller koreanske Bong Joon-Ho's 'Memories of Murder'.

Fascinerende gammeltestamentelig livsanskuelse

Keeler Dover, faderen til den ene pige, er fx en interessant type. Han er overbevist om at ethvert menneske må være beredt og forberedt på mulige farer. Han lærer sin teenagesøn at skyde dyr i skoven, så han kan føde sig selv, og familiens kælder bugner af proviant og overlevelsesudstyr, hvis nu noget skulle gå galt. Det er paranoia i en mild form, men også en fascinerende gammeltestamentelig livsanskuelse som har tiltrukket hans noget mere nervøse kone. 'Da jeg giftede mig med dig, følte jeg mig helt tryg', som hun siger på et tidspunkt, hvor hun ikke er tryg længere.

Smider deres moral

Det er Keeler Dovers gør-det-selv-mand, der driver 'Prisoners' frem, men han bliver hjulpet af den anden kerneperson, politiefterforskeren Loki, der systematisk og grundigt æder sig gennem mysteriet. Da de to mænd bliver introduceret ligger 'Prisoners' vidtåben, og den ligner en fortælling om moderne menneskers forskellige reaktioner på noget nær det mest forfærdelige, der kan ske i et samfund, at små børn bortføres og sandsynligvis holdes indespærret af en forbryder. Veluddannede bedsteborgere smider deres moral og samfundsbevidsthed ad h til i jagten på deres forsvundne børn - helt forståeligt - som Keeler, der kræver en mistænkt ung mand arresteret længere end loven tillader. Og han går længere end det.

Menneskers reaktioner

Rundt om de to forsvundne piger vokser et portræt af moderne mennesker i en situation, de slet ikke kan håndtere. Men efter en times tid holder forfatteren Aaron Guzikowski og instruktøren Denis Villeneuve op med at interessere sig for sine personer. I stedet for et psykologisk drama bliver 'Prisoners' ren krimi, hvor det handler om at finde morderen. Vi lærer ikke meget mere om filmens figurer.

Den fordrukne præst

Keelers søn, der lærer at skyde dyr i skoven i filmens første scene, og som kunne have sat fut i et spændende faderopgør, forsvinder ud af historien. Keelers kone, Grace, træder kun i karakter som en pillefyldt tudeprinsesse i sengen. Den fordrukne præst, der har slået et menneske ihjel i sin kælder, bliver ikke brugt til noget. Osv osv.

Ondskabens natur i vor civiliserede tid

Efter at have bygget op til et stort samtidsportræt forklædt som krimi, falder 'Prisoners' sammen til rendyrket krimi. Det er der som sådan ikke noget i vejen med - især ikke når jagten på de forsvundne piger er så intens som i 'Prisoners'. Der var bare lagt i kimen til noget større og mere tankevækkende. Især filmens kvinder kunne have udviklet sig til rigtigt stærke karakterer. I stedet begynder man at lægge mærke til de krumspring, manuskriptforfatteren Aaron Guzikowski foretager, som fx den smådebile hovedmistænkte Alex Jones, der nægter at sige noget når folk trygler og truer ham, og alligevel pludselig gør det. Der er noget, der knager i portrættet af Alex Jones.

Tankedrillende tagline

'Hvor langt vil du gå for at beskytte dit barn?' lyder filmens tankedrillende tagline. Et godt spørgsmål at endevende i en film, men Keeler Dover bliver meget hurtigt for ekstrem til at man kan følge ham, og figurerne i 'Prisoners' er ikke interesseret i at diskutere deres handlinger. De ændrer sig ikke. Men altså, 'Prisoners' er en helt igennem fin krimi, knugende og effektiv og med glimrende skuespil af især Hugh Jackman som den moderne stenaldermand Keeler Dover og Jake Gyllenhaal som indædte politmand. Guzikowski og Villeneuve bygger bare op til noget større og flottere, som de beslutter sig for alligevel ikke at levere.'Prisoners' får dansk biografpremiere torsdag den 5. december

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk