En by fuld af dårlige minder: Kompliceret puslespil fører til fascinerende portræt

ANMELDELSE Det seriøse amerikanske filmdrama vender stærkt tilbage med ’Manchester by the Sea’.

Da hans bror dør af hjertesvigt, må Lee (Casey Affleck) tage sig af sin nevø, Patrick (Lucas Hedges). (© UIP Denmark)

Kenneth Lonergan. Det lyder som navnet på en irsk protestsanger fra 1970’erne. Men hvis man vil gøre indtryk i filmkenderkredse – og hvem vil ikke det? – er Kenneth Lonergan navnet, man skal nævne i de her år. Man kan naturligvis også finde andre hippe instruktørnavne frem, men få kan hamle op med 54-årige Lonergan, der på få år er gået fra anonym historiesnedker til en af de fineste repræsentanter for solid amerikansk historiefortælling.

Mens amerikansk film i almindelighed skruer højere og højere op for effekterne, har Lonergan søgt længere og længere ned, ned til rødderne, til de menneskelige betingelser og udfordringer, som altid har været inspirationen til at fortælle hinanden historier.

Usædvanligt fascinerende portræt

Hans anden spillefilm som instruktør, ’Margaret’, viste hvordan et trafikuheld påvirkede de forskellige mennesker, der var involveret i det. Og hans nye film, ’Manchester by the Sea’, beretter om en vicevært i Boston, der kæmper med minder fra sin gamle hjemby, fiskerbyen Manchester-by-the-Sea, en times kørsel nord for Boston.

Det lyder måske ikke som et af den slags øjeblikke, der sparker benene væk under ens tilværelse. Men ved at sammenstykke et kompliceret puslespil, der til sidst viser et helt menneske, serverer Lonergan et usædvanligt fascinerende portræt. Og han fortæller en bevægende historie om, hvordan vi alle slæber rundt på forskelligt former for vraggods, som vi ikke nødvendigvis kan forklare eller forstå, men som har betydning for vores vigtige valg.

Kenneth Lonergan låner fra thrilleren og serverer os brik efter brik, indtil vi pludselig forstår, hvorfor Manchester-by-the-Sea er et mindst ligeså stort traume, som Chinatown var for Jack Nicholson i filmen af samme navn. Til at begynde med ser vi Lee Chandler som en hyggeonkel, der joker med sin nevø ombord på en fiskerbåd ud for Manchester-by-the-Sea.

Eneste familie for 16-årig

Men gennem de næste 8-10 minutter lærer vi ham også at kende som en indesluttet vicevært, der skovler sne og hjælper irriterende lejere i en boligblok i Boston. Og da han banker et par mænd ned på en bar, fordi han føler sig begloet af dem, fornemmer vi, at skidtet ikke rigtig kører for ham. Så begynder historien for alvor. Hans bror dør af hjertesvigt oppe i Manchester-by-the-Sea, og så må Lee tage sig af sin nevø, Patrick. Moderen er smuttet for længst, og Lee er eneste familie for den 16-årige knægt.

Men vi skal mere end halvvejs gennem ’Manchester by the Sea’, før Lonergan fortæller os, hvorfor Lee ikke har lyst til at være i Manchester-by-the-Sea. Hvorfor han får det skidt ved synet af hvert hus, hver butik og omtrent hvert menneske.

Mildt sagt rigeligt klagende

Og da vi får det at vide, illustrerer Lonergan scenen med 1700-tals-komponisten Tomaso Albinionis ekstremt elegiske ’Adagio i G-mol’, hvilket næsten er ved at knuse den i forvejen ulykkelige begivenhed. Den er mildt sagt rigeligt klagende i sig selv, og med Albinionis musik ovenpå er det næsten som at få proppet følelserne ned i halsen.

Hvorfor Lonergan har valgt at smøre tykt på netop her, er lidt af en gåde, eftersom det er det eneste tidspunkt i filmen, hvor Lonergan ikke er anelsesfuld og fuld af respekt for publikums evne til at samle et puslespil på egen hånd.

Gennem hele ‘Manchester-by-the-Sea’ lader Lonergan os stykke vores eget billede sammen af Lee og den gamle fiskerby Manchester-by-the-Sea, der formentlig er et dejligt feriested om sommeren. Men her – udenfor sæsonen – fremstår den som en af de småbyer, hvor minder går hen for at dø en langsom død. Der er en finurlig dobbelthed omkring Manchester-by-the-Sea, der tilsyneladende kan være et skønt sted med åbent hav, flot svungne træhuse og hyggelige sejlbåde, men altså også kan være et af de steder, hvor et menneske kan komme grueligt galt afsted.

Det er en af de detaljer i Kenneth Lonergans puslespil, der gør hans film så dynamisk, så sprællevende, som et billede på hvordan et menneskes liv kan forme sig.

Facebook
Twitter