'En gribende fortælling': 4 stjerner til ny, forunderlig film om Anden Verdenskrig

'Tysktime', med danske Sonja Richter på rollelisten, imponerer anmelder.

'Tysktime' bygger på romanen af samme navn fra 1968, der skildrer nazismens favntag i dele af det tyske folk, og hvordan det påvirkede livet for de yngre generationer. (© Camera Film)

Pligt.

Et lille fikst ord på fem bogstaver, der i princippet lige så vel kunne være navnet på en hurtig fugl eller et fikst specialværktøj til at reparere sin cykel.

Men nu betyder det altså noget, man "er nødt til at gøre" af den ene eller anden grund. Det har en ubehagelig klang, som lektier eller en ugentlig rengøring – noget man ikke gider, men som er nødvendigt.

Derfor virker det som noget af en modsætning, at unge Siggi Jepsen, der er indlagt i et slags ungdomsfængsel, i begyndelsen af 'Tysktime' får til opgave at skrive en stil om emnet "pligtens glæder". For hvad er det?

Der er jo netop ingen glæde ved en pligt.

Men nu foregår 'Tysktime' under og lige efter Anden Verdenskrig i Nordtyskland på øen Sylt, og så giver idéen om en glæde ved en pligt pludselig mening som noget, der er opfostret i knolden på Der Führer eller en religiøs kostskoleforstander.

Ulrich Noethen spiller Siggis hårde far - og øens landbetjent - i 'Tysktime'. Filmen har desuden danske Sonja Richter på rollelisten. (© Camera Film)

Klassisk med et twist

Siggi kan ikke komme i gang med sin opgave, lige indtil han finder på at skrive om sine oplevelser under krigen på Sylt. Så har han rigtig meget på hjerte – dog ikke om glæde.

Siggis tanker flyver tilbage til faderen, der som landbetjent under krigen blandt andet fik til opgave at sikre sig, at den lokale kunstmaler Max Nansen ikke udførte sin "degenererede kunst", som nazisterne kaldte det, når en kunstners udtryk ikke passede til deres idealer.

Max Nansen-karakteren er bygget på den dansk-tyske kunstner Emil Nolde.

Siggis far opfatter det som sin pligt at sørge for, at Max Nansen ikke spolerer det tyske samfund med sine syge tanker.

Han er endda så pligtopfyldende, at han helt tilsidesætter, at han og Max er barndomsvenner, og at Max er gudfar til Siggi.

I det hele taget er landbetjenten et strengt menneske, der hele tiden taler om at gøre 11-12-årige Siggi til et "brugbart menneske". Sådan en tingest er Siggis storebror, Klaas, nemlig ikke.

Han deserterer fra Hitlers hær og flygter til sin hjemstavn – kun for at blive mødt af sin fars skuffelse over den manglende pligtfølelse.

Den følsomme kunstner Max, der taler om at lære at male smerte, bliver naturligt nok en erstatningsfar for Siggi. Og hans kone, sangerinden Ditte, bliver Siggis reservemor.

Den østrigske skuespiller Tobias Moretti spiller rollen som den undertrykte kunstner Max Nansen, der har forbud mod at lave sin kunst under Anden Verdenskrig. (© Camera Film)

I den sammenhæng er der intet overraskende ved billedet af Anden Verdenskrig i 'Tysktime'.

Ordenshåndhæveren er et svin. De humanistiske kunstnere er gode og flinke. Men instruktøren, Christian Schwochow, og hans mor, Heide Schwochow, der har skrevet manuskriptet til 'Tysktime', trækker begrebet pligt ud af verdenskrigen og op til vor tid.

Filmen er grundlæggende en fortælling om, hvor vigtigt det er ikke at være pligtopfyldende, men at følge sin moral.

Gribende fortælling i dramatisk natur

Filmen bygger på en roman af samme navn af Siegfried Lenz, der skrev historien i 1960'erne, mens ungdomsoprøret huserede og krævede et opgør med tavsheden ovenpå Anden Verdenskrig.

Siggis far, landbetjenten, kan snildt ses som en repræsentant for den generation, der krævede pligtfølelse under krigen. Og Siggi er den tyske efterkrigsgeneration, der forvirret så til, når forældrene nægtede at tale om deres skyld, mens resten af verden fordømte Hitler og det tyske folks ihærdige indsats under krigen.

Naturen spiller en stor filmisk rolle i 'Tysktime', som foregår på øen Sylt. Flere sekvenser i filmen er optaget ved det danske vadehav. (© Camera Film)

Uanset baggrund og undertone er 'Tysktime' en gribende fortælling om en dreng, der forsøger at finde sine egne ben at stå på.

En klassisk fortælling om fjendebilleder og forbilleder – og som sådan ikke nogen usædvanlig fortælling om et barns tumlen med at blive voksen under en krig.

Det særlige ved 'Tysktime' er i stedet brugen af naturen; af det forunderligt dramatiske landskab på Sylt, der nærmest ser ud, som om den er mast op ad havet – op i bidende blæst og ruskende regn.

De smukke, voldsomme billeder giver et enestående bagtæppe til Siggis kvaler.

Og til kampen mod enhver, der forsøger at bilde nogen ind, at en pligt bærer en glæde i sig selv.

'Tysktime' kan ses i biograferne fra 1. oktober.

(© Camera Film)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk