En jazz-slentretur gennem de lange stockholmske sommernætter

Per Flys 'Monica Z' er skemalagt så det basker, men den har heldigvis andre kvaliteter

Det er her, jeg plejer at smække med døren og skride. Per Flys portræt af den svenske jazzlegende Monica Zetterlund er så konventionelt og skematisk som filmportrætter kan være. Og den slags plejer at være frygteligt irriterende at se på i deres kalkulerede forudsigelighed.

Men 'Monica Z' har andre kvaliteter, der drukner skematikken - eller gør den mindre væsentlig, i det mindste.

De andre leverpostejsfarvede dyr i andedammen

'Monica Z' er den klassiske beretning om Den grimme Ælling, der vokser op sammen med de andre leverpostejsfarvede dyr i andedammen mens den drømmer om noget bedre. Den insisterer på at være en smuk svane, men får det ene hak i tuden efter det andet osv osv.

Og der er mere endnu. Andedammen i 'Monica Z' er en svensk lilleby, Hagfors, og som altid i biografiske film drømmer vores svane in spe om at komme væk fra provinsen, hvor alle insisterer på at være lige leverpostejsfarvede, væk til storbyen, til Stockholm, hvor man kan få lov til at folde sine vinger ud.

Det leverpostejsfarvede job på telefonomstillingen

Klichéen fra musikbiografier siger os også, at vores svane har en gammel svanemor eller -far, der drømte om at flyve væk, men som endte med at kvæle drømmen og nu insisterer på at dens svaneunge er en grim ællling.

Det er også tilfældet i 'Monica Z'. Når Monica rejser til New York for at prøve om vingerne kan holde på en jazzscene, når hun tager på turné i Sverige, væk fra sit leverpostejsfarvede job på telefonomstillingen, får hun et misbilligende blik og en sur kommentar fra sin gamle far, der må tage sig af Monicas 7-8-årige datter.

Og hvad er det nu Monica Z's far har liggende i skuffen derhjemme i buschaufførboligen i Hagfors? Nåja, en gammel gulnet drøm om at slå igennem som jazztrompetist.

En hulens bunke mænd

Og så er der dæmonerne, angsten for ikke at slå til når man drømmer om at se det hele 'oppefra', som Monica Z udtrykker det overfor sin sure far. Det bliver omsat i klassisk dramaelementer såsom alt for meget sprut og en hulens bunke mænd, som Monica skøjter rundt mellem i sit rastløse forsøg på at slå til.

En gammel sur svanefar at slås med

Alle de velkendte tricks i musikerbiopics-bogen har sikkert fundet sted på et eller andet plan i virkeligheden, men de bliver helt afgjort også trukket frem og forstærket i 'Monica Z'. Eller sagt på en anden måde: Alle, som på en eller anden måde har skabt sig en karriere, uanset om det er inden for musik eller journalistik eller bogholderi eller noget fjerde, har haft en andedam at kæmpe sig ud af, en gammel sur svanefar at slås med og en Supersvane, der har givet gode råd. Det er ikke det, der gør Monica Zetterlund særlig, men manuskriptforfatteren Peter Birro har omhyggeligt forstærket alle de elementer for at skabe spændingskurven i 'Monica Z'.

Spurter hovedkulds gennem filmen

Det er derfor jeg burde smække med døren og skride i vrede. Men der er altså andre kvaliteter i 'Monica Z'. Først og fremmest er der Edda Magnasson, der spiller Monica Zetterlund med stor energi.

Ligesom Zetterlund kan hun både synge og ligne en million. Magnasson er ikke skuespiller oprindeligt, men sangerinde, og der er netop noget ubesmittet og ufiltreret over hendes første filmrolle som Zetterlund. Hvor en trænet skuespiller ville have sat ekstra tryk på den type scener, man plejer at sætte tryk på i et drama, spurter Magnasson hovedkulds gennem filmen, og giver en naturlig og umiddelbar modvægt til det skematiske manuskript.

En slentretur gennem lange ubekymrede sommernætter med en mousserende brandert

En anden kvalitet ved 'Monica Z' er tidsbilledet og miljøet. Der går ofte frilandsmuseum i den type film, hvor alt Det Rigtige fra en periode bliver hevet frem og arrangeret så det ligner INDBEGREBET af perioden.

Den fornemmelse af overgjorthed undgår Per Fly og hans filmhold. Frisurerne, tøjet, skægget, cigaretterne, bilerne osv passer til perioden i begyndelse i 60'erne, men der er på ingen måde gået fastelavn i den. Det er snarere musikken og fotografen Eric Kress' insisteren på at være inde i filmen med sit kamera, mellem skuespillerne og statisterne, der giver fornemmelsen af at være tilstede i Stockholm anno 1962.

Der er en meget smittende tone af Nordisk Jazz, af en slentretur gennem lange ubekymrede sommernætter med en mousserende brandert i 'Monica Z'.

En vrissen drømmeløs buschauffør

En tredje kvalitet er Kjell Bergqvist, der giver rollen som Monicas far noget autentisk og levende. Han virker rent faktisk som et menneske, en vrissen drømmeløs buschauffør, der handler af kærlighed til både sin datter og sit barnebarn, og ikke som en kliché i en biopic.

Summen af sommernætterne

Det er derfor jeg ikke smækker med døren. Summen af sommernætterne i Stockholm, Den ny nordiske jazz, den gamle far, der handler af kærlighed og Edda Magnassons energiske anti-skuespil er langt større end det skema, Peter Birro og Per Fly har fyldt ud for at skabe 'Monica Z'.

'Monica Z' får dansk biografpremiere den 20. marts

Facebook
Twitter