En klassiker er født: Paprika Steen rammer plet med ny julefilm om vores elskede, irriterende familie

Alle kan genkende noget af sin egen familie i Steens nye film 'Den tid på året', mener filmanmelder.

Stemningen er god først på aftenen, da familien skåler i champagne og ønsker hinanden en glædelig jul. Det ændrer sig hurtigt i 'Den tid på året'. (Foto: Jens Schlosser © Nordisk Film)

Egentlig er det underligt, at sådan en film ikke er skabt før.

Vi kender jo situationen.

Vi har sendt hinanden indforståede blikke hen over bordet. Vi har småskændtes med vores kæreste eller ægtefælle om det. Vi har alle grinet af det. Nogen af os har med garanti også grædt.

Uanset hvor meget, vi er enige om, at julen er hjerternes fest, og at der eddersmovseme skal hygges igennem, ved vi også, at det slet ikke er så nemt.

Familier er nogle sære gespenster. Små gnidninger vokser til gammelt nag, der især viser sit grimme fjæs ved juletid, hvor alle har særlige forventninger til den helt rigtige hygge.

Der er ikke noget at gøre. Sådan er det.

Det er præcis udgangspunktet for Paprika Steens 'Den tid på året'.

Paprika Steen spiller selv en af hovedrollerne i sin tredje film som instruktør, 'Den tid på året'. Tidligere har hun stået bag 'Lad de små børn...' (2004) og 'Til døden os skiller' (2007). (Foto: Jens Schlosser © Nordisk Film)

En dramatisk jul

Den ser næsten ud til at være designet, så vi alle kan genkende vores egne juleoplevelser i den.

Der er det gamle familieoverhoved, mormoren, der ikke selv er klar over, hvordan hun river familien fra hinanden. Der er onklen, der drikker for meget og lider af en total mangel på situationsfornemmelse. Der er den uligevægtige søster, der har vredet familien så meget af led med sin opførsel, at hun skaber problemer ved sin blotte tilstedeværelse. Og der er teenageren, som egentlig helst vil være et helt andet sted.

For de fleste af os er det en lige så fast del af julen som brunede kartofler, risalamande og juletræer – vi taler bare ikke så højt om det.

Derfor er der noget slående selvfølgeligt ved 'Den tid på året'.

Det er jo dét, der er jul, og ikke det der med evig julefred og mennesker og nisser, der indgår pagter i tv's bedste sendetid.

Det er heldigvis de færreste af os, der har oplevet en så dramatisk jul som Paprika Steen serverer.

Vi kender ikke nødvendigvis en matriark, der er så frankofil som Karen-Lise Mynsters Gunna, og som ud på aftenen synger 'Jingle Bells' med fransk tekst. Det er heldigvis også de færreste af os, der er udstyret med en onkel som Lars Brygmanns Torben, som bæller rødvin i store mængder, og som bare ikke kan tie stille med alt det, der ikke er, som han synes, det bør være.

Lars Brygmanns Torben er irriterende i 'Den tid på året'. Det er hans hustru Barbara (Sofie Gråbøl) og hans søn Adam (Sofus Søndergaard Mikkelsen) i øvrigt også. (Foto: Jens Schlosser © Nordisk Film)

Kun få af os har mødt en knægt så belastende som Adam, der ikke ved, hvad grænser for acceptabel opførsel vil sige. Og en så selvoptaget klovn af en far som Lars Knutzons Poul kender heldigvis kun de færreste.

Men vi kender stemningen.

Skønt at skuespillerne fyrer den af

Langt de fleste af os ved, at julen ikke bare er hjerternes fest, men også en højtid for skilsmisser. En slags følelser, som ikke findes resten af året, er i spil.

Den særlige julestemning rammer Paprika Steen og hendes forfatter Jakob Weis rent.

Slutningen er måske nok lige lovlig pænt skruet sammen, og vi kan hele tiden mærke manuskriptforfatter Weis flytte rundt på figurerne.

Som fortælling mangler 'Den tid på året' simpelthen at hoppe ud af det alt for velkendte og give os noget nyt – en lille kajeryster, der kaster nyt lys over julen.

Familien i filmen når kun at synge én sang rundt om juletræet, før de - igen - ryger i totterne på hinanden. (Foto: Jens Schlosser © Nordisk Film)

Men derudover er 'Den tid på året' en lille åbenbaring af en voksenjulefilm – en pæredansk pendant til franskmændenes ti år gamle 'Et juleeventyr'.

Det er skønt at se en stor familie fyre den af, at se folk råbe og bande og drikke igennem og slippe temperamenterne løs og skide på den gode tone som dansk film gjorde i 'Festen', 'Idioterne' og 'Blinkende Lygter'. Det er en danskhed, som desværre er blevet nedtonet i de senere års mere korrekte og rigtige atmosfære.

Det er dejligt at se Sofie Gråbøl, Lars Brygmann, Lars Knutzon, Fanny Bornedal, Jacob Lohmann, Karen-Lise Mynster og instruktøren selv folde sig ud og give deres figurer plads.

Og frem for alt er det velsignet at se en film, der virkelig har tænkt over, hvad jul og familie består af. Underligt at den film ikke er lavet før.

Facebook
Twitter