'En latterlig parodi': Længe ventet Downton Abbey-film er chokerende uambitiøs

En film helt uden kød på, mener anmelder om filmfortsættelsen af den populære serie.

- Man skal uden tvivl være fan for at acceptere en så chokerende latterlig parodi på en historie, skriver Per Juul Carlsen. (© Jaap Buitendijk/UPI)

Seriøst?!

Mener I virkelig det?!

Var det alt, hvad I havde i posen med ambitioner?

En flok tjenestefolk, der er ved at hoppe ud af deres bedste skind, da kongen og dronningen kommer forbi – men som bliver arrige, da de opdager, at de slet ikke må kokkerere og servere for de royale og derfor begår oprør?

Selvfølgelig er det er altid sjovt at se folk blive sure og gå til modangreb.

Men altså, skal det virkelig udgøre dramaet i en spillefilm på to timer?

Fair nok at det stolte tyende på Downton Abbey i Yorkshire er kongetro, og at den franske kok og den buttede, royale kammertjener er øretæveindbydende i deres oppustede selvfedme, men man kan vel snuppe en tiltrængt fridag, når kongeparrets folk rykker ind.

Og så give plads til en fortælling med mere kød på.

'Lad os få noget hygge på bordet'

Men næh nej, en nordirsk nationalist kommer forbi og forsøger at hævne den menneskelige lidelse, de britiske imperialistvaner har skabt i hans hjemland.

Det er et sprængfarligt politisk emne i England i 1927, men lad os få tossen overmandet i en fart og pistolen pillet fra ham, så vi kan komme hen til kernen i filmen; at en håndfolk tjenestefolk insisterer på at servere mad for kongen og dronningen.

Det er simpelthen omdrejningspunktet i spillefilmsudgaven af den populære serie, 'Downton Abbey', der har tryllebundet millioner af fans verden over siden premieren i 2010.

I sit udgangspunkt er serien et billede på det britiske samfund i ét mikrokosmos, godset Downton Abbey med den britiske overklasse repræsenteret ved jarlen af Granham, Robert Crawley, og hans mor, Violet, og underklassen ved blandt andet køkkenchefen, fru Patmore, og køkkenpigen Daisy.

Kokken på Downton Abbey, fru Patmore, spilles af Lesley Nicol, der har haft samme rolle i alle seriens seks sæsoner. (© Jaap Buitendijk/UPI)

Og som sådan har 'Downton Abbey' givet sit eget billede på tidernes skiften ved at lade blandt andet 1. verdenskrig, den spanske influenza-pandemi og Titanics forlis flytte rundt på persongalleriet.

Den slags ambitioner har filmudgaven ikke.

Bestemt ikke.

Væk med ildsjælen fra Irland – lad os få noget hygge på bordet i stedet.

Lad os grine af en fjollet franskmand, der bliver låst inde på sit værelse, og en tjener, der er ved at eksplodere af stolthed over at få lov at servere for kongeparret.

En gave til fans, men...

Uden kraftige påvirkninger udefra virker 'Downton Abbey'-universet pludselig forbavsende tyndbenet.

Fornøjelsen består mest af at fnise af de evindelige magtspil i en verden, vi kender fra tv-serier som 'Herskab og tjenestefolk' og 'Gensyn med Brideshead'.

Det er hyggeligt med de gamle, puritanske overklassetanter, der forsvarer gamle dyder med bidende sarkasme, og som er dødsensangste for at miste deres formue eller status.

Og det er lige så befriende uhøjtideligt at se tyendet i kælderen korse sig over tosserne med pengene ovenpå.

'Downton Abbey'-filmen er en fortsættelse af tv-serien med samme navn, der er skabt af Julian Fellowes og blev sendt fra 2010 til 2015. (© Jaap Buitendijk/UPI)

'Downton Abbey'-filmen svælger uhæmmet i den fascination af svundne tider – samtidig med at den, bizart nok, tager afstand fra den, for eksempel ved at vise medfølelse for en håndfuld homoseksuelle mænd, der bare gerne vil mødes i deres hemmelige klub, men bliver arresteret af politiet.

Der er på én gang en glæde og en afsky ved den snerpede, britiske overklasse, hvilket er noget af et paradoks.

Men det kammer helt over i slutningen, hvor de royale heldigvis er skredet igen, og filmen bruger en halv time – en halv time! – på at lukke ned for diverse småhistorier med samme tone, at Downton Abbey vil bestå om 100 år, som det bliver jublet til sidst.

Filmudgaven af 'Downton Abbey' er med andre ord en gave til fans, en mere cremet og lækkert opsat udgave end serie-versionen med det smukkest tænkelige efterårsvejr.

Og man skal uden tvivl være fan for at acceptere en så chokerende latterlig parodi på en historie.