'En spand lort lige i fjæset': Din indiske takeaway kommer til at smage fælt efter denne film

'The White Tiger' handler om en indisk mand, der ønsker at bryde ud af sin fattige skæbne - og som går gennem ild og vand for at lykkes.

Adarsh Gourav ​spiller rollen som den fattige ​Balram​, der prøver at kæmpe sig op igennem Indiens benhårde samfundshiearki. (Foto: Tejinder Singh Khamkha © 2021 Netflix)

Hvordan ser det ud, når en hel nation får en spand iskoldt vand, eller måske snarere en spand iskoldt lort, lige i fjæset?

Det ser ud som 'The White Tiger', en indisk/amerikansk film, der snildt kunne være listet ud på festivaler og i små kunstfilmbiografer, men nu kommer ud på den allerstørste platform, Netflix.

Der gør en markant forskel. Det er en del af charmen ved streamingens univers, at folk nysgerrigt klikker ind på alt muligt, som de aldrig nogensinde vil gå i biografen for at se, bare fordi det er lige for næsen af dem. Derved kan enhver pludselig se hele den indiske nation blive pillet op ved gulvbrædderne, helt ind i det inderste DNA, i 'The White Tiger'.

Flid, fedteri og snyd

Hvis du savler ved tanken om en saftig linse-dhal eller butter chicken, eller du kommer til at tænke på en badeferie og billigt kluns i flotte farver, når nogen siger Indien, vil 'The White Tiger' hurtigt tørre din mund ud.

Den beretter om den helt almindelige indiske mand, ham der hænger i det alleryderste af neglene ud ad døren i et overfyldt tog i en overfyldt storby. Ham, der er så anonym og almindelig, at ingen kan finde ham, selv om politiet trykker en plakat med hans billede og navn og en stor dusør.

Han hedder Balram. Han er kvik og har ambitioner.

Han vil være Den hvide tiger, den sjældne ener, som kan rejse sig fra en opvækst i dyb fattigdom og blive Indiens overhoved. Men eftersom Balram tilhører de laveste af de laveste i Indiens kastesystem, ved han udmærket godt, at han kun kan stige i graderne ved en solid mængde flid, fedteri og snyd. Især fedteri og snyd.

Balram bliver chauffør for en velhavende familie, hvor han må gøre sig uundværlig for at nå sine mål. Det viser sig dog at være sværere end som så, når man som Balram - ifølge overklassen - er sat i verden for at tjene andre. (© Netflix)

Han bliver chauffør for sønnen til den rigmand, der har udpint Balrams barndomsby med en skamløshed som selv en siciliansk mafiaboss ville skamme sig over. At blive chauffør er et mål, kun de færreste fattige indere kan drømme om, men selv den position kræver mere fedteri og snyd, og dertil en god omgang kynisme, at holde fast i.

Mage til lorteland at bo i skal man lede længe efter. Medmindre, naturligvis, at man tilhører Indiens overklasse.

Fuld skrue på den sociale kritik

Baggrunden for den brutale fordeling af rigdom og magt ligger i hinduismens tusind år gamle kastesystem, der hævder, at guderne indrettede mennesket i kaster, eller niveauer. Hinduismen hævder som bekendt, at hvis et menneske har levet etisk rigtigt i sit tidligere liv, vil man optjene karma og blive født ind i en høj kaste i det næste liv.

Det burde, i teorien, sikre en sund fordeling af goderne, men skal man tro 'The White Tiger', har inderne svedt den ret basale del af konceptet ud. Alle trasker rundt i et sindrigt system af snyd og svindel.

'The White Tiger' er instrueret af anmelderroste Ramin Bahrani, som blandt andet fik stor anerkendelse for '99 Homes', der følger en enlig far i Florida under finanskrisen i slutningen af 00'erne. (Foto: Tejinder Singh Khamkha © 2020 Netflix)

Den amerikanske instruktør bag filmen, Ramin Bahrani, har tidligere beskrevet fattige amerikaneres kvaler i film som 'Goodbye Solo' og '99 Homes'. I 'The White Tiger' flytter han den sociale kritik til det moderne Indien og giver den fuld skrue i en film, der formodentlig – eller forhåbentlig – vil give din næste indiske take away en fæl, syrlig bismag.

Filmen tager udgangspunkt i Aravind Adigas bestseller af samme navn fra 2008 og leger, ligesom romanen, med formsproget. Filmen er for eksempel udformet som en email til den kinesiske premierminister Wen Jiabao, der er på visit i Indien. I et anfald af overgearet iværksættertrang vil Balram slå fast, at fremtiden tilhører den gule og den brune mand, kineserne og inderne, mens Den hvide mand er ved at gå til grunde i "analsex, smartphones og stofmisbrug".

Det er altså det globale konkurrencesamfund, hvor alle er hinandens modstandere, der er udsat for frådende – og lidt enerverende – kritik i 'The White Tiger'. Men det er først og fremmest Indien, der får den kolde spand lort i fjæset.

Især fordi 'The White Tiger' nu ligger fremme på øverste hylde, på Netflix, hvor enhver, der bare leder efter det næste stykke underholdning, pludselig kan få sparket benene eftertrykkeligt væk under sin opfattelse af Indien.

(© Netflix)
FacebookTwitter