En storm af bandeord, meditation og parterapi: Her er 5 skæve serier, der ikke ligner noget andet

Bandeordenes historie og parterapi er bare nogle af de ting, du kan kaste dig over.

'Skyld' er bare et af skæve formater, der er værd at se lige nu. Serien består af korte afsnit af fem-otte minutters varighed hver og er en parodi på de mange skænderier, der kan opstå i et forhold - og hele herligheden foregår i en bil. (Foto: Kasper Rasmussen © DR)

Jeg er ikke blevet helt fortrolig med YouTube endnu.

Jeg synes, der er alt for mange reklamer og alt for meget indhold, som jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til. Det gør mig utryg, at der ikke er noget filter på. At indholdet ikke har været igennem en eller anden form for journalistisk bearbejdelse.

Jeg er nok lidt gammelmandsagtig på det punkt og skadet af mit arbejde som journalist, men jeg føler, at jeg spilder for meget af min tid.

Men jeg kan da godt se, at YouTube kan noget. Formaterne er ikke så skarpt skåret, og der er langt flere valgmuligheder.

Mit valg er ikke begrænset til drama, komedie, film eller serie, som det er på streamingtjenesterne.

Jeg kan også få forklaret ting, som jeg altid har undret mig over. Fohvor eksempel hvorfor det er fedt at sige bandeord. Eller jeg kan lære at meditere. Eller jeg kan se med på andres parterapi og lære noget om mig selv. Eller jeg kan se serier i afsnit á fem minutter, hvis jeg ikke kan forpligte mig til en halv time.

Heldigvis for mig er streamingtjenesterne begyndt at lære af YouTubes mangfoldighed, for så kan jeg spilde min tid på en mere tryg måde.

Der er ingen reklamer, og jeg kan bilde mig ind, at alt det dårligste indhold er blevet sorteret fra.

Hvis du har det lidt på samme måde, så får du her fem fantastiske serier, der falder langt uden for de gamle kategorier, du normalt ser på streamingtjenesterne - men som nu er tilgængelige netop dér.

1

Meditationstræning i sofaen

Grafikken her er fra episode 3 af 'Headspace'. Afsnittet hedder “How to Fall in Love with Life”. (© 2021 Netflix)

Headspace er oprindeligt en mindfulness-app, der er lavet af den tidligere munk Andy Puddicombe.

Han forlod London til fordel for Tibet og blev buddhistisk munk. Så rejste han tilbage til byen i midten af 00'erne og udviklede Headspace, lavede TED-talks og begyndte at skrive bøger om meditation.

Serieversionen virker lidt som en lang række reklamer for Headspace-universet, men åh, hvilke reklamer. Andys charmerende britiske accent guider dig i hvert afsnit gennem en lille anekdote fra hans tid som munk og derefter en mini-mindfulnessøvelse.

Mere taknemmelighed. Glæde. Den slags.

Animationerne, der udgør seriens visuelle side, er nuttede og behagelige, men også en tand overflødige. Man kan sagtens sætte sig med ryggen til fjernsynet, lukke øjnene og bare forestille sig, at man er til eneundervisning hos Andy.

Ja, efter jeg har taget kurset på Netflix, er vi altså kommet på fornavn.

'Headspace' kan ses på Netflix.

2

Skænderier på speed - og flaske

'Skyld' følger et par og deres utallige skænderier i deres bil. (Foto: Mathias Arvedsen © DR)

Et smukt og kedeligt heteropar på vej mod de 30 sætter sig i en bil og har en diskussion om noget ekstremt almindeligt par-agtigt.

Bliver vi gode forældre? Det var pinligt, da du hidsede dig op i supermarkedet. Du skal ikke gå til fest med 50 mennesker under corona. Du hoster i øvrigt.

Hvert afsnit varer kun godt fem minutter og låner fra mockumentary-genren ved at være filmet med ét fuldstændigt stillestående kamera gennem forruden på bilen.

Klipningen er brat og giver illusionen af et længere skænderi, der er klippet ned til de afgørende følelsesmæssige vendepunkter. Hver gang føles det som en flaskeepisode (billig og enkel måde at producere serieafsnit på) på speed.

'Skyld' viser essensen af parskænderiet, og man forstår ikke, hvordan de har fået så meget ind på så lidt plads.

Her er et eksempel på, hvad parret, spillet af Emma Sehested Høeg og Magnus Haugaard, kan nå på cirka 30 sekunder:

- Du skal ikke bestemme over mig, jeg skal til fødselsdag!

- Nu kører vi ud til lufthavnen og bliver testet, lige nu. Jeg kan godt forstå, du græder, jeg ville også være skuffet over mig selv.

- Jeg gider ikke bo sammen med dig mere. Du skal ikke behandle mig som et barn.

- Vi vender om nu, så kan du komme til den fødselsdag.

- NEJ! Hvorfor er du så fucking vægelsindet!? Alle dine holdninger kommer i forhold til, hvordan jeg reagerer!

3

Cage dykker ned i 'fuck, 'dick' og en hel masse andre fy-ord

'Leaving Las Vegas'- og 'Adaption'-skuespiller Nicolas Cage agerer vært i 'History of Swear Words', der er spækket med fun facts og ekspertviden om bandeordenes historie, brug og betydning. (Foto: Adam Rose © 2021 Netflix)

Skuespilleren Nicolas Cage er én af verdens mest ekvilibristiske udøvere af bandeord i alle regnbuens nuancer. Nu er han også vært på en hel serie om bandeordenes historie, ét bandeord per afsnit.

Hvis du skulle være interesseret, så er hans yndlingsbandeord "dick", men det, han siger mest i sine film, er "fuck". Helt præcist 71 procent af hans bandeord er "fuck".

Jeps, der er masser af bandeordsstatistikker i 'History of Swear Words'.

Der er sjove interviewbidder med komikere som Sarah Silverman, Nikki Glaser og Jim Jeffries og små festlige grafikker, der illustrerer de sande og falske oprindelseshistorier til de forskellige eder.

Der er et par gennemgående gudsbenådede eksperter, der både lærer os om, hvordan ordene er opstået, og hvilke effekter det har at bruge dem. For eksempel lader det til, at bandeord gør os i stand til at udholde smerte betydeligt bedre.

Jeg har hørt det fra Nicolas Cage, så det er nok rigtigt.

'History of Swear Words' kan ses på Netflix.

4

Anti-guide til livet i byen

'How To with John Wilson' foregår både på offentlige steder i New York og hjemme hos nogle af de mennesker, John Wilson møder på sin vej. (© HBO)

Dokumentaristen John Wilson har lavet en parodi på en internetserie, der kan guide dig til ting, du er dårlig til. For ingen er dårligere end ham til for eksempel at lave small talk eller risotto.

Det er to af emnerne i 'How To With John Wilson', hvor hverken du eller han bliver særlig meget klogere på emnet i løbet af afsnittet.

Til gengæld får du et blik på New York, der ikke ligner noget andet. Wilson filmer nonstop og klipper absurd sjovt rundt mellem ting som en random person på gaden, der fortæller om et højspændt seksuelt møde på Hawaii, en voksen mand, der gemmer sig i en busk, og et stinkdyr fanget i en pengeautomat.

Det er et åbent spørgsmål, hvad serien præcist er, eller hvad den skal til for. Men blandt andre mesterdokumentaristen Errol Morris har erklæret sig som kæmpefan på Twitter, så det kan du også roligt blive.

'How To With John Wilson' kan ses på HBO Nordic.

5

Gratis parterapi

Parterapien foregår fysisk det meste af serien, men til sidst må terapeuten se sig nødsaget til at flytte sessionerne virtuelt grundet coronaepidemien. (© 2019 SHOWTIME NETWORKS INC. via DR)

Shit, det her føles grænseoverskridende.

Jeg var nødt til at stoppe serien 'Parterapi' midt i første afsnit og få bekræftet, at det faktisk er en dokumentar.

Den går så tæt på, at jeg følte, at scenerne i terapeutens sofa måtte være rekonstruktioner med skuespillere. Serien minder påfaldende meget om fiktionsserien 'In Treatment' - helt ned til sessionerne med terapeuten.

Man bliver dumpet ind i parterapeuten Orna Goralniks kontor i New York og følger med i fire pars terapeutiske proces henover en række måneder. Goralnik selv minder måske mere om den rolige, hæse Dr. Melfi fra 'Sopranos' end den temperamentsfulde Paul Weston fra 'In Treatment'.

Deltagerne er ikke tidligere klienter hos Goralnik. De er fundet via en åben casting og er derefter udvalgt til serien med hensyn til mangfoldighed (og tilsyneladende en evne til at udtrykke sig klart og frygtløst).

Parrene kæmper med relaterbare spørgsmål som at få børn, frygt for utroskab, forskelle i indkomst og libido. Så hvis man overvejer parterapi, kan man altså få en gratis smagsprøve på andres bekostning her.

Der er for nyligt lavet en ret vellykket og lidt mindre højspændt, dansk pendant til serien med parterapeuten Jette Simon. 'Vi kæmper for at overleve', hedder den.

Facebook
Twitter