En uforglemmelig oplevelse: Forholdet mellem menneske og hund bliver ændret for altid i ny film

Filmen 'Dogman' giver noget velkendt et helt nyt udtryk, mener anmelder.

- Fremfor alt har 'Dogman' sin specielle stemning, en uheldsvanger og kuldsejlet atmosfære, bygget op omkring uforglemmelige præstationer af de to ukendte skuespillere, Marcello Fonte som Marcello og Edoardo Pesce som kamphunden Simone, skriver anmelder. (© Camera Film)

Hvilken hund er du?

En pitbull-terrier, der får lyst til at gennemgnaske alle, der kommer i vejen for dig i trafikken?

En pekingeser, der elsker at blive nulret på maven og er vant til, at andre ordner det hele for dig?

Eller en sanktbernhardshund, der tøffer godmodigt rundt og hjælper, når der har brug for det?

Marcello er en helt fjerde hund, en lille glad filur, der vimser rundt og logrer med halen.

Han prøver at holde sig gode venner med alle i nabolaget og ænser ikke, at naboer og kolleger ikke har nogen særlig respekt for ham.

Han har umådelig svært ved at sige nej til nogen, både sin eks-kone og sin 11-12-årige datter, og han har særlig svært ved at sige fra over for Simone, en stor bølle, der hærger nabolaget og skaffer sig så mange fjender, at det bare er et spørgsmål om tid, før nogen skaffer ham af vejen.

Dræbte narkopusher i hundesalon

Marcello sælger kokain fra baglokalet, bare ikke når hans datter er i hans hundesalon, men når Simone skal ha' sin coke, skal han ha' sin coke.

Og når Simone og hans makker har brug for nogen til at køre bilen ved et hurtigt bræk i en rigmandslejlighed, må Marcello træde til.

Han burde sige klart og tydeligt nej. Men han kan ikke finde ud af det. Han er jo en glad, lille hund.

Simone er en gal køter. Marcello er en glad, lille hund.

Det lyder som plottet i en lille, hyggelig børnebog, men 'Dogman' er ingenlunde for børn.

Filmen er inspireret af en makaber historie om en stofmisbruger, der i 1988 torturerede og dræbte en narkopusher i sin hundesalon i den skumle ende af Rom, skriver anmelder. (© Camera Film)

Instruktøren Matteo Garrone har hentet inspiration i en makaber historie om en stofmisbruger, der i 1988 torturerede og dræbte en narkopusher i sin hundesalon i den skumle ende af Rom.

Hundesalonejeren skulle efter sigende have skåret diverse legemsdele af pusheren i sin kokainrus, og den bestialske begivenhed har med årene fået en fast plads i italienernes kollektive hukommelse.

Det mord har Garrone tonet drastisk ned og i stedet foldet ud til en fortælling om menneskelige dyr – mennesker med så enkel en psykologisk profil, at de kan beskrives som hunde.

Historien er placeret i Villagio Coppola, et tidligere ferieresort, der i dag er endt som en spøgelsesby nord for Napoli.

Sammen med de dyriske menneskers opførsel giver den underlige kulisse en fornemmelse af en parallel verden, der ligner vores, og alligevel har andre spilleregler.

Et stykke socialrealisme

Verdenshistorien er rig på beretninger om mennesker med dyriske præg.

Helt tilbage fra de ældste myter og sagn har mennesker og dyr blandet sig på mest fantasifuld vis, eksempelvis i varulvefortællinger.

Men Matteo Garrone har sin egen tilgang.

Han lader Marcellos og Simones hundenatur blive under overfladen, og mest af alt er 'Dogman' et stykke socialrealisme om to simple mennesker, hvis forhold bare må gå galt på et tidspunkt.

'Dogman' var blandt andet nomineret til en BAFTA for bedste ikke-engelsksprogede film, mens Marcello Fonte (tv.) vandt prisen for bedste skuespilpræstation ved sidste års filmfestival i Cannes. (© Regine de Lazzaris/Camera Film)

Det giver nye vinkler på vi menneskers sociale opførsel at se to menneskedyr snuse rundt om hinanden, prøve kræfter og til tider bide.

Og man kan hurtigt se filmen som en allegori over et forslået og forvirret moderne Italien, styret af politikere der går efter de nemme og hurtige følelser.

Men fremfor alt har 'Dogman' sin specielle stemning, en uheldsvanger og kuldsejlet atmosfære, bygget op omkring uforglemmelige præstationer af de to ukendte skuespillere, Marcello Fonte som Marcello og Edoardo Pesce som kamphunden Simone.

Matteo Garrone har før vist en evne til at give noget velkendt et helt nyt udtryk.

Mafiaen blev ubehageligt realistisk i 'Gomorra'. Det klassiske eventyr fik et anderledes jordnært udtryk i hans 'Tale og Tales'.

Og ovenpå hans vilde og originale 'Dogman' bliver forholdet mellem menneske og hund bare aldrig det samme igen.

(© Camera Film)
Facebook
Twitter