Endnu en stjerne fældet af #metoo: Kendt amerikansk nyhedsvært fjernet fra skærmen

Otte kvinder anklager 75-årige CBS-vært Charlie Rose for sexchikane. Han undskylder sin opførsel.

Charlie Rose medgiver sin 'upassende opførsel' i Washington Post.

#Metoo-bevægelsen er en snebold, der bliver ved med at rulle.

Seneste mand i søgelyset er den prisvindende og respekterede amerikanske journalist og tv-vært Charlie Rose, der er én af værterne på 'CBS This Morning', reporter på CBS-programmet '60 Minutes', og som i 2014 blev kåret af Time Magazine som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Den 75-årige tv-vært bliver i Washington Post anklaget af otte forskellige kvinder for sexchikane, hvoraf de tre står frem med navn.

Ifølge avisen bliver Rose blandt andet anklaget for uanstændige telefonopkald, at have vist sig nøgen foran kvinderne og at have befamlet kvinderne på blandt andet inderlår og bryster.

Undskylder opførsel

Kvinderne, der står bag anklagerne var enten ansatte - eller ansøgere til en stilling - på tv-showet 'Charlie Rose' show fra slutningen af 90'erne og indtil 2011, og de var mellem 21 og 37 år på det tidspunkt, hvor de påståede uønskede tilnærmelser fandt sted.

Charlie Rose undskylder i en skriftlig udtalelse til avisen Washington Post.

- Det er vigtigt for mig, at disse kvinder ved, at jeg hører dem, og at jeg undskylder dybt for min upassende opførsel. Jeg er meget flov. Jeg har til tider opført mig ufølsomt, og jeg tager ansvar for det, selvom jeg ikke mener, at alle disse beskyldninger er korrekte, lyder det blandt andet i udtalelsen.

- Jeg har altid følt, at der var tale om gensidige følelser, selvom jeg nu indser, at jeg tog fejl', lyder det blandt andet i udtalelsen.

Rose suspenderet

Her understreger tv-værten også, at han har lært af de tidligere begivenheder, og at han har fået "en ny, dyb respekt for kvinder og deres liv".

Få timer efter Washington Post-artiklens offentliggørelse, har PBS og Bloomberg LP stoppet udsendelserne med 'Charlie Rose' showet. Ifølge Washington Post arbejdede medarbejderne, der står bag anklagerne, dog for Charlie Rose Inc.

CBS fortæller samtidig, at man har valgt at suspendere Charlie Rose, mens der bliver kigget nærmere på sagen.

Anklagerne mod Charlie Rose er blot de seneste i en lang række sager om sexisme og sexchikane mod offentlige og prominente personer, hvor særligt kvinder, men også mænd, har stået frem med deres oplevelser - hvoraf en del af episoderne ligger mange år tilbage.

Sagerne - og hovederne - begyndte at rulle, efter de omfattende sexanklager mod Hollywood-producenten, Harvey Weinstein, der fik skuespiller Alyssa Milano til at opfordre kvinder til at dele deres oplevelser omkring seksuelle krænkelser og tilnærmelser under hashtagget #metoo.

Facebook
Twitter