Er du enig? Her er de 10 bedste danske film fra de seneste 25 år

Vi har sat filmeksperten på en svær opgave, der helt sikkert skiller vandene.

Hvilken danske film er den bedste, der er lavet de seneste 25 år? (Foto: Lars Skree - Lodahl © Reel Pictures - Henrik Ohsten)

Det er 25 år siden, en lille håndfuld filmbrødre satte sig for at ændre dansk film for altid. Det vidste de ikke dengang, de var bare trætte af status quo. Dogme95 satte Danmark på filmverdenskortet, og derfor benytter vi uge 42 til at hylde både dogme-bølgen på DR2, men også den danske filmhistorie generelt.

I den anledning har jeg lavet en liste over de 10 bedste danske film de seneste 25 år i anledningen af Dogme95's jubilæum.

Men hvad så med PHs 'Danmarksfilm'? eller Dreyer? eller Christensen? Eller, eller, eller, råber du ad mig i en mail om lidt.

Ja, men bare ærgerligt, Sonny Boy! Der er en voksen, som har sagt til mig, at vi skiller vandene ved Dogme95. Så tager vi en liste over hele moletjavsen en anden god gang.

- Men hvor fanden er alle de kvindelige instruktører henne?

For de mangler i feltet - både i det helt store perspektiv, når man kigger ud over samtlige film i biografen, men også når jeg skal vurdere dem.

Bevares, det er jo min helt subjektive holdning, men alligevel – det skræmmer mig, at der er så få, der reelt er i spil om pladserne.

Du, kære læser, bliver nok nødt til at læse videre, hvis du vil have det spændende svar på, om jeg som kvinde i 2020 virkelig kan finde på at lave en liste på ti film uden en eneste dame.

Her er mine bud på de bedste danske film fra det seneste kvarte århundrede. Vi starter med 10. pladsen:

10. 'Armadillo'

'Armadillo' fik stor omtale i medierne efter premieren i 2010. Det er et karakterdrevet, psykologisk drama, der sætter os direkte ind i virkeligheden for de soldater, der er udsendt i tjeneste for Danmark. (Foto: Lars Skree)

Kan I huske blikket hos de danske udsendte soldater, som de sad der, på vej i ildkamp? Angsten?

'Armadillo' bragte i 2010 krigen og dens konsekvenser helt ind i vores stuer.

Instruktør Janus Metz' blanding af optagelser fra soldaternes hjelmkamera og mere traditionelle dokumentariske scener gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Indtil da havde Helman og konflikterne i Afghanistan blot været endnu et trist segment i Tv-avisen. Med 'Armadillo' blev den store historie menneskelig.

9. 'Holiday'

Under visningen af 'Holiday' på den tyske filmfestival i Oldenburg forlod et par biografen i ren protest over en helt bestemt scene, der er blevet kaldt en af de mest ubehagelige i dansk filmhistorie. (Foto: Jonas Lodahl © Reel Pictures)

Instruktør og manuskriptforfatter Isabella Eklöf er én af dem, der forhåbentlig kommer til at bære dansk film i fremtiden.

Jeg er kæmpe fan af hendes kompromisløse stil og insisteren på også at udforske de områder af dansk film, der ellers er anset for underlødige.

I 'Holiday' følger vi en ung kvindes claim to power. Det er ikke rosenrødt. Det er faktisk grusomt at være vidne til.

Men hold nu kæft, hvor den efterlod mig pivende, sammenkrøbet i et hjørne. Og dét sker sjældent.

8. 'Druk'

Mads Mikkelsen spiller hovedrollen i 'Druk', der havde biografpremiere den 24. september i år. (Foto: Henrik Ohsten © Henrik Ohsten)

Hvad i alverden? En helt ny film? Det kan ikke passe!

Jo, for 'Druk' er virkelig én af de bedste danske film i mange år - og Vinterbergs bedste siden 'Festen'. Den udforsker vores ambivalente forhold til alkohol.

Hvordan vi på den ene side bruger den som en slags kærligheds- og morskabs-facilitator, mens vi samtidig godt ved, men måske bevidst lukker øjnene for, de destruktive kræfter, som også rider med på spruthesten.

Filmen tager ikke stilling, og det er på én gang skønt og irriterende. Og så har 'Druk' den måske mest rørende, smukke slutscene nogensinde i dansk film.

7. 'Breaking the Waves'

'Breaking the Waves' er en af de ældre film her på listen. Den er fra 1996 og anses som Lars von Triers store, internationale gennembrud. (© Zentropa Entertainments/via DFI)

Jeg har sjældent hulket så meget til en film, som jeg gjorde med Lars Von Triers 'Breaking the Waves'.

Og jojo, jeg ved godt, at Lars von Trier sidder og gnækker over det, fordi det netop var hensigten – men lortet virker.

Historien om den enfoldige Bess, der forelsker sig i en borebisse, er både tragisk og smuk.

Det er det uskyldsrene, der møder et dogmatisk samfund af skyld og skam - opdelt af smukke natur-vignetter farvelagt af maleren Per Kirkeby.

6. 'The Act of Killing'

'The Act of Killing' vandt en Robert for bedste dokumentarfilm i 2013 og har siden vundet flere priser. (© DFI)

Måske jeg er ude i en lidt tilstræbt dansk film her. Men den er dog danskproduceret, ligesom instruktøren Joshua Oppenheimer er bosat i København.

Ikke desto mindre er det én af de danske film, jeg har reageret voldsomst på nogensinde.

Via iscenesatte groteske små skuespil har instruktøren fået torturbødler fra folkemordene i midten af 60'ernes Indonesien til at dramatisere og genopleve afhøringer og efterfølgende drab.

Denne smukke og brutale blanding af fiktion og virkelighed er måske nøglen til endelig at trænge ind bag det psykiske panser, som bødlerne må have bygget op for at overleve deres egne gerninger.

5. 'Dronningen'

Trine Dyrholm spiller rollen som stedmoren, der forfører sin unge stedsøn, spillet af Gustav Lindh. (Foto: Rolf Konow © Rolf Konow SMPSP)

May El-Toukys fremragende 'Dronningen' fra 2019 er på mange måder nyskabende.

Det er en tindrende, kølig fortælling om en magtfuld kvinde, der forfører sin unge stedsøn.

På mystisk vis havde især mange mænd svært ved at identificere Trine Dyrholms figur som en gammel gris, men det var jo det, hun var.

Og at El-Touky og manuskriptforfatter Maren Louise Käehne netop ser, at pointen bliver så meget desto tydeligere ved at lade en kvinde være den aggressive manipulator, er en lille genistreg.

4. 'R'

'R' er et fængselsdrama fra 2010. Den er instrueret af Tobias Lindholm og Michael Noer. Pilou Asbæk (billedet) spiller hovedrollen som den unge indsatte, Rune. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck © DFF)

Med Tobias Lindholm og Michael Noes 'R' kan man virkelig tale om arven efter dogme.

De to udviklede i 00'erne deres eget dogme, nemlig 'reality rules', hvor de til enhver tid skulle gå efter den mest realistiske version af en filmscene.

'R' følger den indsatte Rune, der kæmper for at finde sin plads i Horsens Statsfængsel.

Filmen blev en katalysator for både Noer og Lindholms videre karriere, men også skuespillerne Pilou Asbæk og Roland Møller tog et vigtigt afsæt i denne film.

3. 'Antichrist'

'Antichrist' handler om et par, der efter at have mistet deres barn, flytter ud i en skov, hvor der sker mange mystiske hændelser. (Foto: Christian Geisnæs © Christian Geisnæs/Zentropa)

Jeg ved godt, der er mange, som aldeles ikke bryder sig om denne Trier-film.

Ligesom man måske endda kan diskutere, hvor meget Trier overhovedet instruerede, da han gik ned med en depression undervejs.

Ikke desto mindre elsker jeg filmen for at turde tage favntag med psykosen, for alle dens små nik til filmhistorien og for sin grumme, grumme slutning.

Det er ikke en film for alle, det medgiver jeg, men jeg synes, det er Triers bedste til dato.

2. 'Vinterbrødre'

'Vinterbrødre' fra 2017 har modtaget hele ni Robert-priser - blandt andet for Årets spillefilm. (© Masterplan Pictures/DR)

Jeg havde ikke set 'Vinterbrødre' komme.

Godt nok var rygterne løbet i forvejen fra diverse filmfestivaler verden rundt.

Historier om denne mærkelige, lille danske film, der slog benene væk under de fleste – og efterlod endnu flere målløse.

Der bliver sagt meget lidt i filmen, der handler om to brødre, et kalkbrud, en pige og noget hjemmebrændt sprit. Det lyder måske ikke af så meget, men det her er en film, som skal opleves og ikke genfortælles.

1. 'Festen'

'Festen' er kendt som den første dogmefilm og skildrer en familiefest, hvor fortrængte følelser kommer op til overfladen. (© Nimbus Film/DR)

Stadig ingen over og ingen ved siden af.

Thomas Vinterbergs eminente dogmefilm fra 1998, der både vandt i Cannes, men også hos de danske biografgængere.

Siden er det blevet én af de film, jeg kan gense igen og igen.

Der bliver ved med at dukke nye nuancer op i skuespillet, i kameraarbejdet – alt går op i en højere enhed.

Jeg forstår godt, at Vinterberg havde nogle år, hvor 'Festen' lå som en tung skygge over alt, hvad han rørte ved. Den er fandeme svær at eftergøre!

Og hermed nåede vi til toppen af filmpoppen. Hvem skulle have troet, at en film om incest ville toppe min liste?

Tjo, dem der kender min anløbne filmsmag, er nok meget lidt overraskede.

Tak fordi du læste så langt! Jeg håber ikke, du er rasende eller skuffet.

Og så kom der selvfølgelig kvinder med. Men lad os håbe, at jeg om 25 år sidder som en 77-årig forfærdelig klog film-rosin og kan lave en liste, hvor mindst halvdelen er lavet af kvindelige instruktører!

De er derude. De skal bare have manuskripterne og støtten til at stikke af mod stjernerne.

Facebook
Twitter