Er du enig? Her er Tarantinos ni film - fra værst til bedst

Tarantino har både dovne plots og deciderede mesterværker på cv'et.

Det vækker altid stor opsigt, når Tarantino udgiver en film, men hvor placerer den nye sig på ranglisten? Se med her. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

Tag afstemingen i bunden - hvad er din favorit?

Hver gang Quentin Tarantino lancerer en ny film, holder hele verden vejret og venter i spænding på, hvilke vilde betragtninger, skuespilvalg og tematikker, den 56-årige instruktør nu kaster sig over.

Og det er faktisk ret unikt.

I en tid, hvor kun svimlende dyre film, der bygger på noget, vi allerede kender, det værende en tegneserie, computerspil, bog eller gammel film, er Tarantino en af de eneste mainstream-filmskabere, der, med en 100 procent original filmidé, kan få folk i biografen.

Faktisk var Tarantinos nye spillefilm ’Once Upon a Time… in Hollywood’ hans hidtil største åbningsweekend i USA.

Man forstår godt hvorfor. Selvom instruktøren sjældent rammer helt rigtigt, så er der altid meget at tale om i forbindelse med en ny Tarantino-film.

Hvilke gamle B-liste-skuespillere har han nu castet? Hvilken tidsperiode skildrer han, og hvilke gamle, støvede musiknumre har han fundet frem?

Og hvad har han at sige om filmbranchen generelt – ikke mindst efter hans tidligere producer, Harvey Weinstein, er blevet smidt på porten?

Det har ikke været nemt at rangliste hans film, og jeg indrømmer at være nostalgisk farvet af at være vokset op med hans 90’er-film i en tid, hvor alle, der var noget ved musikken, havde hans filmplakater hængende på deres kollegieværelse.

Ikke desto mindre er det altid en fornøjelse at gense Tarantinos film, og selvom der er stor kvalitetsforskel i top og bund, er de alle bemærkelsesværdigt underholdende og filmisk interessante.

Så sæt Tarantinos egen playliste på og genbesøg hans ikoniske filmkatalog.

9. Death Proof (2007)

Kurt Russel som 'Stuntman Mike' i Tarantinos hyldest til voldelige B-film fra 70'erne. (Foto: DIMENSION FILMS/A BAND APART/BIG)

Det var i midten af 00’ernes verdens bedste nyhed, da de to filmnørdede mesterinstruktør-venner Quentin Tarantino og Robert Rodriguez med ’Grindhouse’ besluttede sig for at vise deres kærlighed for voldelige B-film, hovedsageligt fra 70’erne.

Tarantinos bidrag ’Death Proof’ er et sjovt eksperiment og handler kort fortalt om tre kvinder, som får Kurt Russel på nakken, i hvad der føles som én lang biljagt.

Som der med titlen ’Grindhouse’ – slang for en bestemt type biograf, der viser B-film - også blev lagt op til, er det her ikke Tarantinos mest seriøse stund. På den ene side er et filmisk legebarn som Tarantino den helt rigtige til at ære en glemt kultfilmstradition og videreføre den til de brede masser. På den anden side var resultatet hans mest useriøse filmbidrag, som bærer præg af et dovent plot og mindre interessante figurer.

8. The Hateful Eight (2015)

En af Tarantinos favoritter Samuel L. Jackson som 'Major Marquis Warren' i 'The Hateful Eight' (Foto: WEINSTEIN COMPANY)

På mange måder er ’The Hateful Eight’ Tarantino, når han er allerbedst.

Et relativt lille budget, ganske få locations og tonsvis af dialog udvekslet mellem fantastiske skuespillere. På papiret burde det være en af mine yndlings-Tarantino-film, og selvom jeg bestemt finder den både uhyre velinstrueret og flot som ind i helvede – ikke mindst fordi den er skudt på film – så halter den både på et tonalt og historiemæssigt niveau.

Mest af alt er filmen bare småkedelig.

Mellem pludselige udbrud af vold – hovedsageligt mod filmens eneste kvindelige figur – får vi ikke meget andet end teatralske ordudvekslinger, som hele tiden føles lidt for forcerede og emotionelt distancerede, til at filmen udmærker sig som et mindeværdigt kammerspil.

7. Django Unchained (2012)

Jamie Foxx får sat slaveejerne på plads i 'Django Unchained'. (© Face To Face / Zuma / Ritzau Scanpix)

’Django Unchained’ er ikke bare Tarantinos dyreste film, det er også hans største hit til dato.

Kombinationen af Jamie Foxx, Leonardo DiCaprio og en kontroversiel tematik, hvor Tarantino forsøger at genskrive Amerikas slavehistorie, var et kommercielt homerun for Tarantino.

Tarantino blander nutidens braggadocio-rap med billeder af sorte slaver og forsøger at skabe kontrast i den afroamerikanske mands position i samfundet.

Tv-serier såsom ’Underground’ har senere forsøgt at gøre det samme, men Tarantino var først til at skildre den kulturelle kontrast og cementerede sin politiske stemme en gang for alle.

6. Kill Bill 1+2 (2003, 2004)

Uma Thurman svingede sit sværd i hele to film som 'The Bride'. (© Constantin Film)

Selvom Tarantino fra starten ikke har lagt skjul på, at han er en gigantisk filmnørd, og at hans tid som medarbejder i en videobutik omringet af gamle, bizarre film stadig sidder i ham, så repræsenterede ’Kill Bill’ i høj grad et skifte i Tarantinos stil.

Hans referencer til diverse kultfilm – i ’Kill Bill’ i særdeleshed westerns og kampsportsfilm – røg helt op i forgrunden, og han har ikke kigget sig tilbage siden.

Uma Thurmans gule dragt er en homage til Bruce Lees påklædning i ’Game of Death’, og brugen af Ennio Morricones musik emmer af spaghettiwestern.

For en filmnørd som mig er det mest af alt en fascinerende vej, Tarantino går ned af, men jeg har altid følt, at han på godt og ondt gav afkald på lidt af sit selvstændige filmudtryk i et forsøg på at agere hele verdens film-dJ, der remixer gamle favoritter med et moderne spin.

Ikke desto mindre er begge ’Kill Bill’-film mere end blot seværdige, de er skelsættende, kunstneriske actionfilm med en af nyere tids sejeste kvindelige hovedpersoner.

5. Once Upon a Time… in Hollywood (2019)

Tarantino har fået fat i to af de allerstørste stjerner til sin nye film - nemlig Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. (Foto: Andrew Cooper © © 2019 CTMG)

Måske er den helt nye ’Once Upon a Time… in Hollywood’ den Tarantino-film, der har rørt mig mest.

Normalt ser vi et bredt cast af bryske figurer, men i ’Once Upon a Tima… in Hollywood’ er Leonardo Dicaprio ikke bare den klare hovedperson; Vi kommer rent faktisk ind under huden på ham på en måde, som jeg ikke er vant til i Tarantinos univers.

Det er ikke kun kærlighed til Hollywood og filmmediet, som hele Tarantino-universet dyrker, det er også kærlighed til venskabet mellem Cliff Booth og Rick Dalton og den tragiske Hollywood-skuespiller Sharon Tate.

Desuden er rollen som Rick Dalton et af Leonardo DiCaprios absolutte karrierehøjdepunkter. For selvom han spiller et privilegeret Hollywood-røvhul, gør han det med så stor skrøbelighed, at man ikke kan andet end at falde pladask for ham.

4. Jackie Brown (1997)

Der var kæmpe forventningspres efter 'Pulp Fiction', og mange var skuffede over 'Jackie Brown', da den udkom. (© Warren Clarke / Reuters / Ritzau Scanpix)

Mange folk blev slemt skuffede over Jackie Brown, som kom i hælene på Tarantinos kommercielle gennembrud med ’Pulp Fiction’ - med et umådeligt stort forventningspres på skuldrene.

Filmen føltes mere moden, der var længere mellem de voldelige scener, og skuespilpræstationerne var måske mindre karikerede, end dem vi så i hans foregående film.

Set i bakspejlet var det ikke opskriften på en dårlig Tarantino-film. Men det var derimod grobund for en film, som kun bliver bedre med tiden. Komplet med et badass 70’er-soundtrack, ikonet Pam Grier som sjælden likable Tarantino-figur, og Robert De Niro og Samuel Jackson i genialt samspil, er Jackie Brown Quentin Tarantinos mest undervurderede og tidløse film.

3. Inglourious Basterds (2009)

Christoph Waltz spillede helt i 'Django Unchained' men før da gav han den som nazisten Hans Landa i 'Inglorious Basterds'. (Foto: FRANCOIS DUHAMEL / UNIVERSAL STU)

Efter succesen med ’Kill Bill’ 1 og 2 fortsatte Tarantino i det kitschede spor, og på mange måder føltes det, som om filmreferencer næsten blev vigtigere end hans egne kreative ambitioner.

Heldigvis har Tarantinos meta-lag aldrig fungeret bedre, end det gør i ’Inglourious Basterds’, hvor han ikke bare låner fra filmhistorien, men også for første gang portrætterer virkelige, historiske begivenheder.

Det gør han selvfølgelig på sin helt egen måde, og det skulle vise sig at blive en ting, som efterfølgende også gjorde sig gældende i ’Django Unchained’ og nu i ’Once Upon a Time… in Hollywood’, hvor Tarantino giver sig selv lov til at genskrive historien ud fra sin egen fantasi og politiske overbevisning.

2. Reservoir Dogs (1992)

(© Ronald Grant Archive / Mary Evans Picture Library / Ritzau Scanpix)

Tarantinos debutspillefilm viste hele verden, at hér var en instruktør, som ikke bare mestrede de filmiske aspekter; han kunne også skrive morsom og knivskarp dialog, som ville få selv den mest garvede teater-dramaturg til at klø sig i nakken.

Filmen, som kun udspiller sig på ganske få locations og med næsten lige så få skuespillere, var alt, hvad jeg som teenager kunne ønske mig: En håndfuld af den tids bedste skuespillere i sorte jakkesæt med eksplosive temperamenter og et humoristisk glimt i øjet.

Der skulle gå mange år, før Tarantino med ’The Hateful Eight’ igen skar ind til benet og skrællede al unødvendig pomp og pragt fra for at fremhæve sine unikke evner som manuskriptforfatter og personinstruktør.

Men modsat ’The Hateful Eight’, som aldrig lykkedes helt, hverken som mysterium eller med sine personportrætter, er ’Reservoir Dogs’ ('Håndlangerne' på dansk) lavet med så meget overskud, fortælleglæde og kærlighed til figurerne, at det er umuligt ikke at lade sig rive med.

1. Pulp Fiction (1994)

Pulp Fiction er siden premieren i 1994 blevet et decideret fænomen. (Foto: CAP/KFS © Image supplied by Capital Pictures)

Få film har haft så stor kulturel påvirkning på filmbranchen i 90’erne som ’Pulp Fiction’.

Den affødte egenhændigt en uendelig række af Tarantino-kloner, der lavede rædselsfulde, kækt klippede og musikfyldte film. Ingen nævnt, ingen glemt. Host, ’The Boondock Saints’, host.

Ikke desto mindre er ’Pulp Fiction’ et mesterværk – og proppet til randen med en perlerække af både rørende, humoristisk og stilmæssigt udfordrende scener, som jeg aldrig nogensinde vil glemme.

Hvem husker ikke Vincent og Jules’ samtaler om stort og småt, Butchs sammenstød med sadisten Zed, Mia Wallaces nærdødsoplevelse, eller Pumpkin og Honey Bunnys mislykkede røveriforsøg?

Og få mig ikke engang startet, når det kommer til musikken… Al Greens ’Let’s Stay Together’ akkompagnerer perfekt Ving Rhames’ bøffede nakke, mens han forklarer Butch, hvordan han skal tabe sin boksekamp.

Chuck Berrys ’You Never Can Tell’ er perfekt til at highlighte John Travolta slidte dansetrin, og det oser af sex og stoffer, når Uma Thurman danser til ’Girl, You’ll be a Woman Soon’.

Filmen er let parodiere, og man kan nemt glemme, hvor fantastisk nyskabende den var for sin tid. Ikke desto mindre holder den stadig den i dag og introducerede succesfuldt Quentin Tarantino for hele verden.

FacebookTwitter