Er en af disse kortfilm en dansk Oscar-vinder? Vi har fundet 3 af de bedste bud – og du kan se dem her

Den danske kortfilm, der lørdag bliver kåret som årets bedste under Odense Film Festival, kommer med i Oscar-kapløbet. Filmkritiker har udvalgt sine tre favoritter, som du her kan se i fuld udgave.

'En værdig mand' med Troels Lyby er en af de tre danske kortfilm, som Filmmagasinet Ekkos chefredaktør fremhæver på Odense Film Festival.

Nogle af verdens bedste kortfilm bliver i disse dage vist i Odense, der hvert år er vært for Odense Internationale Filmfestival.

Flere danske film kommer også på lærredet under den fynske festival, og vinderne i kategorien for danske kortfilm har mulighed for at nå hele vejen til Hollywood, når Oscar-prisen for bedste kortfilm bliver uddelt til februar næste år.

Vi har bedt Claus Christensen, der er chefredaktør på Filmmagasinet Ekko, om at udpege de tre danske kortfilm, han mener, har de største chancer for at få en Oscar.

Og du behøver ikke engang at besøge festivalen for at se hans bud. Du kan nemlig se de tre film i teksten nedenfor og frem til 13. september.

En værdig mand

- Denne film handler om et af de nok mest beskrevne emner i film – nemlig ensomhed. Men filmen viser ensomhed i en familie, og det er det, der gør den original.

- Erik er familiefar, og det burde værne ham mod ensomheden, men det gør det ikke. Han arbejder som bager om natten og sover om dagen. Det gør ham fremmed for sin egen familie, som ikke rigtig ser ham.

- I stedet for at have kontakt med familien, forsøger han at blive hørt ved at lytte til natradio på jobbet. Her ringer han ind til programmet for at være med i en konkurrence om at lave ugens joke.

- ’En værdig mand’ er både tragisk og grotesk, og særligt slutscenen er virkelig fed, siger Claus Christensen, der ser instruktøren Kristian Håskjold som et af de store talenter i øjeblikket.

Fodbolddommeren

- Kristian Halken har hovedrollen som Torben i ’Fodbolddommeren’, og han viser virkelig i denne kortfilm, at han er en god skuespiller i en hovedrolle. Han spiller en overemsig dommer, der har haft store ambitioner på sine egne vegne, men som er endt med at blive dommer for en serieklub.

- Han har en søn, som han har forsøgt at få til at blive en stærk fodboldspiller, men han har mistet kontaktet til ham og er derfor blevet lidt en ensom type.

- Torben dømmer en kamp, hvor Jimmy er en af fodboldspillerne. Han drikker lidt for meget og forsømmer sin datter. Torben får kontakt til datteren, som han bliver en slags erstatningsfar for, som gør filmen rørende, efter det ødelagte forhold med sønnen.

- Filmen er godt lavet. Fodboldscenerne er fint eksekveret, og instruktøren, Jesper Quistgaard, viser sit talent, siger Claus Christensen.

Bacchus

- Animationsuddannelsen i Viborg viser internationalt format og uddanner det ene talent efter det andet. Det kan ses i ’Bacchus’, der er instrueret af Rikke Alma Krogshave Planeta.

- Filmen handler om en ung kvinde, der lever et kedeligt liv med en masse rutiner. Kortfilm kan generelt nogle gange have det problem, at man vil fortælle for meget på for kort tid, men fordi det er en animationsfilm og ikke en almindelig optaget film, får man ved hjælp af effekter følelsen af, hvor kedeligt hendes liv er på bare 20 sekunder.

- I filmen, hvor alle sidder og har travlt med mobiltelefonerne, dukker den farverige fantasifigur Bacchus pludselig op. Og kvinden tager med Bacchus ind i en anden slags verden. Der er masser af dansere og musik, som står fuldstændig i kontrast til den grå verden, hun normalt befinder sig i.

- Inde i fantasiverdenen kommer flere dyriske drifter frem i hende. Hun blotter blandt andet sine bryster, og så fornemmer man også, at hun får erotiske oplevelser. Filmen er et godt eksempel på, at man i animationsfilm kan gøre så mange ting, som er sværere i en live action-film.

Odense International Film Festival begyndte 27. august og slutter 2. september.

Facebook
Twitter