Er Svampebob Firkant homoseksuel? Et tweet har sat nettet i regnbuebrand

Der har længe været teorier om, at Svampebob Firkant er homoseksuel, og nu har et tweet igen startet diskussionen.

Svampebob Firkant er også et kendt navn herhjemme og kan blandt andet ses på DRTV. (© dr)

Er Svampebob Firkant homoseksuel?

Diskussionen har nu fået fornyet styrke på de sociale medier, efter at selskabet Nickelodeon i lørdags lavede et tweet, hvor Svampebob Firkant er regnbuefarvet.

På opslaget med teksten "Fejrer #pride med LGBT+-miljøet og dets allierede denne måned og samtlige måneder" kan man se Svampebob Firkant med to andre kendte Nickelodeon-figurer. Nemlig den transkønnede Nickelodeon-skuespiller Michel D. Cohen og den biseksuelle figur Korra fra 'The Legend of Korra'.

Det skriver CNN.

Flere af Nickelodeons følgere har siden kommenteret opslaget og har dermed igen startet debatten om, hvorvidt Svampebob Firkant er homo, hetero eller aseksuel.

- YES! Svampebob Firkant er homoseksuel. Min barnsdomshelt repræsenterer mig nu, lyder en af de begejstrede reaktioner.

- Svampebob Firkant går rundt sådan her, og I vidste ikke, at han var homoseksuel? lyder en anden reaktion på opslaget.

Andre er ikke lige så glade for udmeldingen fra Nickelodeon, og de mener, at det er et udtryk for 'queerbating', hvor skabere bag kulissen antyder, at deres fiktive karakterer ikke er heteroseksuelle for at score billige point, mens de ikke rent faktisk viser det klart og tydeligt på skærmen eller i bøger.

Det er ikke første gang, at der er skabt debat, fordi en skaber af et fiktivt univers har afsløret en fiktiv persons seksualitet. Tidligere har J.K. Rowling fået ørerne i maskinen, fordi hun fortalte, at Albus Dumbledore og Gellert Grindelwald fra 'Harry Potter'- og 'Fantastic Beasts'-filmene havde et seksuelt forhold.

Dengang lød kritikken også på, at J.K. Rowling i stedet skulle have portrætteret Albus Dumbledore som klart homoseksuel i selve bøgerne, i stedet for at sige det efterfølgende.

"Det kan give samtaler i hjemmet"

Svampebob Firkant er skabt i 1999 af Stephen Hillenburg, der var marinebiolog og animator. Igennem flere sæsoner har man kunnet følge den gule svamp, der bor i byen Bikinibunden i sin ananas sammen med sneglen Gary.

CNN, der blandt andet har skrevet om opslaget, har forsøgt at få en kommentar fra Nickelodeon, om Svampebob Firkant er homo eller en LGBT-allieret. Men selskabet er ifølge det amerikanske medie ikke vendt tilbage.

Lars Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride, mener, det er godt, at Nickelodeon viser Svampebob Firkant som regnbuefarvet.

- Det kan være med til at give samtaler i hjemmet om, hvad det symboliserer, og at et barn også kan vokse op med forældre, der ikke nødvendigvis er ciskønnede og heteroseksuelle.

Han peger på, at der allerede findes flere fortællinger fra litteratur og tv til børn, hvor familiekonstellationerne ikke er traditionelle. Blandt andet ved man meget lidt om, hvem Pippi Langstrømpes mor er, og det samme er gældende for Alfons Åberg.

- Man fokuserer ikke rigtig på, om de er vokset op i en regnbuefamilie eller ej. Det er egentlig fint, fordi man viser, at der findes forskellige familiekonstellationer, som ikke nødvendigvis er binære, siger Lars Henriksen.

Facebook
Twitter