Tænk, et rockband, der kan foldes ud til en beskrivelse et helt lands moderne historie. Det er bestemt de færreste rockgrupper, eller musikere eller kunstnere i det hele taget, der kan klare sådan en omgang. Men grønlandske Sume kan.
Den såkaldte progressive rocks vinger
'Sume - Lyden af en revolution' er beretningen om 4 unge mænd, der fandt sammen i begyndelsen af 1970'erne, ikke blot for at spille musik i tidens populære toner, men også for at gøre det på deres måde.
Det var i de tider, hvor rockmusikken ikke så ud til at kende nogen grænser, hvor den så ud til at kunne parres med en hvilken som helst anden genre og en hvilken som helst ideologi. Der var ingen grænser for hvilke spøjse koncepter, der kunne tages under den såkaldte progressive rocks vinger.
Det gav de fire unge grønlændere i Sume modet til at gøre noget ingen andre havde gjort, at synge tekster på grønlandsk henover rockmusik - og tilmed tekster om tilværelsen som moderne grønlænder under Danmarks åg.
Den gamle danske kolonimagt
Dengang i begyndelsen af 70'erne havde Grønland endnu ikke selvstyre, alt skulle gennem den gamle danske kolonimagt. Det grønlandske sprog var næsten fjernet fra skolerne i Grønland, og ville man have en videregående uddannelse var der ikke andet at gøre end at fise sydpå til Danmark.
Set med danske øjne handlede det om at hjælpe en kultur, der ikke var moden til at stå på egne ben. For grønlænderne føltes det om deres identitet blev suget ud af dem.
Skrevet i allerdybeste alvor
Det var udgangspunktet for Sumes anti-kapitalistiske tekster, skrevet i allerdybeste alvor i datidens ordklang af sangeren Malik Høegh - og frem for alt fremført på grønlandsk.
Det var en skelsættende, endda chokerende, oplevelse. Som en gammel fan af Sume beretter i 'Sume - Lyden af en revolution', turde hun næsten ikke lytte til bandet af frygt for at de skulle spille forkert. Dengang skulle en grønlænder 'være endnu dygtigere end danskerne for at blive respekteret', som hun konstaterer.
En ny grønlandsk bevidsthed
Men Malik Høeghs tekster vakte noget i grønlænderne og sammen med nye politiske bevægelser var Sume med til at skabe en ny grønlandsk bevidsthed.
Men som det fremgår af Inuk Silis Høeghs dokumentar film om Sume, er grønlænderne langtfra tilfredse idag. Både sangeren Malik Høegh og den politiske aktivist Aqqaluk Lynge konstaterer ærgerligt, at meget lidt har forbedret sig siden Sume sang på grønlandsk midt i 70'erne.
Hvad skyldes det?
Så langt følges rockbandet Sume og eksistentielle grønlandske problemer ad i dokumentaren 'Sume - Lyden af en revolution'. Men det er oplagt at grave dybere ned i ærgrelsen over at Grønland ikke er kommet længere, for hvad skyldes det?
På det punkt står Inuk Silis Høeghs dokumentarfilm svagt. Den viderebringer loyalt Sumes vrede anklagende tone fra 70'erne, men det havde klædt filmen også at gå i clinch med den. Danskerne har bestemt god grund til at endevende deres skyld i Grønlands situation, og det er trist at en drukkenbolt stadig er danskernes foretrukne fordom om nabofolket fra nord.
Men en omgang grønlandsk selvransagelse ville have klædt 'Sume - Lyden af en revolution'.
Formmæssige problemer
Derudover har filmen store formmæssige problemer. Den insisterer på at fortælle sin historie med interviews og talende hoveder og tonsvis af gamle arkivklip fra 70'ernes Grønland. Der er ironisk nok noget 70'er-agtigt ved at antage at vidneudsagn og arkivklip fortæller sandheden.
Der mangler i høj grad et greb og fortællekneb, som fx at lade gruppens medlemmer mødes igen eller at lade dem konstruere det Grønland de drømte om dengang og stadig drømmer om i dag.
Enorm respekt for sit emne
Men på trods af problemerne med at træde ud af den enorme respekt for sit emne og give det sit eget liv, fortæller 'Sume - Lyden af en revolution' en glemt historie, der også er vigtig og spændende idag, ligesom Sumes musik stadig lyder unik.
Og Grønlands kamp for at finde sine moderne ben, er så spændende et emne, ikke mindst for danskere, at den fortjener nogle flere dokumentarfilm.
'Sume - Lyden af en revolution' vises også på DR2 Dokumania lørdag den 25. oktober. Filmen havde biografpremiere den 15. oktober.