Et oprør mod at blive Den lille brik i Det store maskineri

Livet i pigebander er betydeligt sjovere end i kuldslåede familier i franske 'Girlhood'

Lad dig ikke snyde.

'Girlhood' er ikke en pigependant til Richard Linklaters 'Boyhood', der fik alle superlativerne frem hos anmelderne tidligere på året, og efter sigende er den bedst anmeldte film nogensinde, hvis sådan et udtryk ellers overhovedet giver mening.

Et drama med en rød tråd

'Girlhood' er langtfra så original en film som 'Boyhood', der blev optaget over 12 år, og gav en sjælden fornemmelse af virkelig at være vidne til en drengs opvækst. Til gengæld har 'Girlhood' det, 'Boyhood' manglede, en fornemmelse af et drama med en rød tråd. Og på det punkt ligner 'Girlhood', eller 'Bande de filles', som den oprindeligt hedder på fransk, ikke noget vi har set i danske biografer.

Vi har set drengebander i hobetal og vi har set unge sorte fyre havne i problemer over det meste af verden, men vi har meget sjældent set piger havne i pigebander, og slet ikke blandt piger af afrikansk oprindelse, og slet ikke Paris.

Teenagepiger og deres problemer

Franske Céline Sciamma har specialiseret sig i film om teenagepiger og deres problemer, og med 'Girlhood', hendes første film i danske biografer, beskriver hun teenageren Mariemes vej ind i en pigebande.

Og hun gør det især ved at vise hvor meget mere givende det er at være i et sammenhold blandt ligesindede piger end i en familie i opløsning.

Farmand er ikke-eksisterende

Egentlig er Marieme en ganske almindelig sort pige i Paris ghettolandskab. Farmand er ikke-eksisterende, mor kan knap holde styr på de fire børn, og som erstatning for den manglende far og svage mor opdrager Mariemes storebror på sine tre lillesøstre. Det gør han ved at brokke sig over alt, der ikke er til hans fordel, og stikke Marieme flade hvis ikke hun følger hans befalinger. Marieme håber på at komme i gymnasiet, men har ikke disciplinen, og da drømmene så småt smuldrer, begynder hun at hænge ud med tre piger, der hellere småstjæler end laver lektier.

Inden længe er Marieme en sej chick, der deltager i slagsmål - og snart det, der er betydeligt værre.

Ingen snusfornuftige pegefingre

Der er ingen snusfornuftige pegefingre i 'Girlhood', men ligesom i danske Michael Noers 'Nordvest' er det en fortælling om hvor lidt der skal til før en almindelig pige står i ekskrementer til halsen.

Fornemmelsen af båndene mellem de fire piger, der holder sammen mod resten af verden, er usædvanligt overbevisende beskrevet, især takket være en scene, hvor de majer sig ud i lækkert kluns og danser til Rihannas 'Diamonds'.

Man kan nærmest mærke hvordan de fire piger føler sig uovervindelige sammen - på toppen af verden.

Desværre har 'Girlhood' en uheldig tendens til at miste momentum undervejs - sjovt nok især på de steder, hvor den burde blive særligt intens. Især i sidste afsnit, hvor Marieme mister kontrollen, gearer Céline Sciamma meget langt ned og går næsten i stå.

En ubehageligt overbevisende fortælling

Men i sin helhed er 'Girlhood' en ubehageligt overbevisende fortælling om den vej, ikke bare teenagedrenge, men også piger, nemt havner på når det almindelige, lovlydige liv bare ikke byder på nogen muligheder for et ungt menneske. Der er ikke udsigt til andet end at være en lille brik i det store maskineri à la Charlie Chaplin i Moderne Tider'.

Sådan ser det ud for Marieme i Paris, men det kunne lige så godt være i New York - eller Nordvest.

'Girlhood' får dansk premiere den 4. december