'Fabelagtigt velkonstrueret': Ny film spidder Berlusconi med største lethed

'Silvio og de andre' går længe i tomgang, men blomstrer så pludselig op, mener anmelder.

- Flere steder undervejs går filmen så meget i tomgang, at det snarere virker som om, Berlusconi får skovlen under Sorrentino. Men så blomstrer den op i et fabelagtigt velkonstrueret forløb, hvor Berlusconi bliver spiddet med den største lethed, skriver anmelder. (© Gianni Fiorito/Angel Films)

Nå, får vi så skovlen under Silvio Berlusconi?

Får vi ham udstillet, den italienske slambert, der har svælget i halvnøgne, unge kvinder, fået fængselsstraf for skattesnyd, brugt sit tv-selskab til at promovere sig selv og som er blevet beskyldt for blandt andet afpresning, seksuelt misbrug af mindreårige, bestikkelse, samarbejde med mafiaen, narkohandel, ærekrænkelse, mened og regnskabssvindel.

Får vi afsløret, hvad der er bagved i Paolo Sorrentinos film 'Silvio og de andre'?

Næh, egentlig ikke.

Og dermed kan 'Silvio og de andre' stille sig hen i skammekrogen sammen med Oliver Stones 'Nixon' og 'W', Phillida Lloyds 'Jernladyen', Adam McKays 'Vice' og alle de andre politikerportrætter, der ikke fik opfyldt det romantiske krav, som altid følger biografiske film om politikere; at de virkelig skal få skovlen under hovedpersonen.

Sagen er jo, at politikere, også de mest kontroversielle, er mennesker.

Og det er netop sådan, Sorrentino beskriver Berlusconi – som en listig bedrager, men også et menneske med et blødt hjerte.

Men mest af alt forsøger Sorrentino, der er kendt for 'Youth' og 'Den store skønhed', at kæde Berlusconi sammen med folket, der skabte ham; italienerne.

Endnu et portræt

Berlusconi er slet ikke til stede i de første 40 minutter af 'Silvio og de andre'.

I stedet følger filmen en ung mand, Sergio, der drømmer om at mødes med Berlusconi og gøre karriere.

Sergio (billede) spilles af Riccardo Scamarcio, mens Silvio Berlusconi spilles af Toni Servillo. (© Gianni Fiorito/Angel Films)

Sergio er aldeles ligeglad med, hvilke ulovligheder Berlusconi måtte være indblandet i.

Så længe han har magt, penge og karisma, er Sergio ved at gå ud af sit gode skind for at mødes med Berlusconi.

Derfor lejer han en villa ved siden af Berlusconis på Sardinien og holder store poolfester med stribevis af stoffer og unge, smukke kvinder, der er lige så ligeglade med Berlusconis synderegister.

Med 'Silvio og de andre' gør Sorrentino præcis, som han har gjort med de fleste andre af sine film, der på hver sin måde har været portrætter.

- Sorrentino får ikke nogen skovl under Berlusconi. Men han får åbnet en række vinkler på den italienske slikhårspolitiker, skriver Per Juul Carlsen. (© Gianni Fiorito/Angel Films)

'Il Divo' er et portræt af Berlusconis berygtede forgænger Guilio Andreotti, der havde bånd til mafiaen.

'Den store skønhed' er et portræt af den italienske hovedstad, Rom.

'Youth' er et portræt af ungdommen set gennem alderdommen.

'This Must Be the Place' er et portræt af en fiktiv rockmusiker, der kunne være alle rockmusikere.

Og serien 'The Young Pope' er et portræt af det katolske overhoved set gennem en opdigtet rebelsk pave.

Får ikke skovlen under nogen

I ingen af filmene påstår Sorrentino at have fået skovlen under nogen.

Han maler et portræt set fra forskellige vinkler gennem talrige smukke, originale og legesyge tableauer og lader det i høj grad være op til publikum at fortolke og lege med.

Sorrentinos kritikere opfatter ham som en krukke, der pakker det ingenting, han har på hjerte, ind i smukke billeder.

Hans fans elsker derimod det komiske, fabulerende, elegante og tvetydige, han maler frem i sine fantasifulde scenarier.

Sorrentino får aldrig skabt så fascinerende et kludetæppe med 'Silvio og de andre' som med 'Youth' eller 'Den store skønhed'.

Flere steder undervejs går den to og en halv time lange film så meget i tomgang, at det snarere virker som om, Berlusconi får skovlen under Sorrentino.

Men så blomstrer 'Silvio og de andre' pludselig op i et fabelagtigt velkonstrueret forløb, hvor Berlusconi bliver spiddet med den største lethed, som i en stor scene hvor unge halv- og helnøgne mennesker fester i en regn af ecstacypiller.

Eller da Berlusconis nysgerrige barnebarn er på besøg, og bedstefar, der lige har trådt i en fårelort, virtuost forklarer sit barnebarn, hvorfor han lige netop ikke trådte i en bæ.

Sorrentino får ikke nogen skovl under Berlusconi.

Men han får åbnet en række vinkler på den italienske slikhårspolitiker.

Og det er slet ikke så skidt klaret.

(© Angel Films)