Færre seere så '1864'

1.5 millioner seere tændte for tredje afsnit af DR’s store dramasatsning ’1864’ søndag aften.

Selvom seertallet er faldet, så er '1864' stadig det mest sete program på dansk tv sidste uge, ifølge tal fra DR Medieforskning. (Foto: Per Arnesen- Miso Film © Type 1)

Ole Bornedals historiske dramaserie '1864' lagde pænt ud med knap 1.7 millioner, da første afsnit af den omdiskuterede serie havde premiere.

Men da DR1 søndag sendte tredje afsnit af serien om danskernes nederlag så 1.508.000 med.

Stadig det mest sete danske tv-program

Selvom seertallet er faldet, så er '1864' stadig det mest sete program på dansk tv sidste uge, ifølge tal fra DR Medieforskning.

Samtidig er det set før, at seertallene på en DR-dramaserie ikke ligger stabilt. Seertallene på første sæson af 'Arvingerne' svingede fra 1.3 til 1.9 millioner.

Seerandelen falder

Til gengæld viser de friske tal fra DR Medieforskning, at '1864's tag i seerne er faldet.

Da vi første gang møder Peter, Laust, Inge og de andre karakterer i '1864', så 68 procent af alle med et tændt fjernsyn med.

Da andet afsnit blev sendt var det tal faldet til 60 procent og søndag aften havde 54 procent af de danske tv-seere stillet ind på DR1.

Facebook
Twitter