Fantastisk eller diskriminerende? Den hvide mand bliver afvist filmfestivaler

Filmfestivaler afviser film, der ikke er lavet af dem, filmen handler om. - Det er en trend, vi ser i hele verden, siger instruktør.

I filmen 'Kampen om Grønland' følger man fire unge grønlændere, der alle kæmper for et bedre Grønland. En canadisk filmfestival har afvist at vise filmen, fordi instruktøren bag filmen, Kenneth Sorento, ikke selv er grønlandsk. (© Copenhagen Film Company/DR)

Dokumentarfilmen 'Kampen om Grønland' er blevet godt modtaget i Danmark og Grønland, men det kan blive svært for den danske instruktør bag filmen, Kenneth Sorento, at få filmen ud til et bredere publikum.

Flere internationale filmfestivaler har nemlig afvist at tage 'Kampen om Grønland' med på programmet.

Hvorfor?

- Min bliver film bliver afvist, fordi jeg er hvid, siger Kenneth Sorento til KNR.

I hvert fald på Imagine Native Filmfestivalen i Canada.

For her er kravet, at instruktørerne bag de film, der bliver vist på festivalen, selv skal være en del af det oprindelige folk, de fortæller om. I det her tilfælde grønlændere.

En ubalance blandt historiefortællerne

Kenneth Sorento har fået filmen afvist på flere festivaler, der ikke har begrundet afslaget, men dokumentaristen er ikke i tvivl om, at afslagene kommer, fordi han ikke er en del af det folk, han fortæller om i filmen.

- Det er en trend, vi ser i hele verden, siger Kenneth Sorento, hvorfor han forventer endnu flere afslag.

Og det kan han også godt regne med, vurderer Ane Mandrup, der er afdelingschef for dokumentarfilm hos Det Danske Filminstitut.

- I den internationale festivalverden er der et stigende fokus på, at det skal være oprindelige folk, der fortæller deres egen historie. Det fokus er der også hos os, siger hun til P1 Morgen.

Hos Filminstituttet forsøger man at rykke på balancen mellem, hvem der fortæller historierne.

- I Europa har vi en stærk tradition for at rejse ud i verden og fortælle historier, og der bliver brugt mange penge på at uddanne instruktører og støtte film økonomisk, hvilket betyder, at der er en overrepræsentation på festivalerne af film produceret i Europa og med et vestligt blik, om man vil, siger Ane Mandrup.

'Hele den grønlandske historie er fortalt af hvide mænd'

Tendensen med at fravælge den hvide instruktør glæder den grønlandske filmproducer Emile Hertling Péronard.

- For mig handler det om det fantastiske i, at der nu er nogle befolkninger, som for første gang i historien ikke bare har mulighed for at fortælle deres egen historie, men også har mulighed for at få dem vist på platforme, hvor der rent faktisk er mennesker, der ser dem, siger han til P1 Morgen.

Emile Hertling Péronard understreger, at alle skal kunne lave film om alle, men at den hvide mand hidtil nærmest har haft eneret på at fortælle historien om hele verden, fordi der, som Ane Mandrup pointerede, er en tendens til, at de fleste filmskabere er hvide mænd fra Europa med gode muligheder for at få støtte til at lave film.

- Og her taler jeg ikke bare om film. Hele den grønlandske historie er fortalt af hvide mænd. Der er en balance, som vi skal prøve at rette op på, og der er faktisk en mulighed for at få et andet perspektiv på den historie, siger Emile Hertling Péronard.

Her har filmfestivaler ifølge den grønlandske filmproducer mulighed for at tage et valg om, hvilken virkelighed, man vil fortælle.

- På en eller anden måde synes jeg, at festivalerne er et naturligt sted, hvor man kan stoppe op og spørge, om der måske er et andet perspektiv på den her historie, man vil fortælle, som er mere relevant, siger Emile Hertling Péronard.

'Hvad er det for noget vrøvl?'

Tom Heinemann er filminstruktør og én af de hvide mænd, der ville få afvist en film om Grønland eller et andet område, hvor han ikke er en del af den oprindelige befolkning, ved nogle filmfestivaler.

Han har svært ved at se det fornuftige i den tendens, som Kenneth Sorento og Det Danske Filminstitut beskriver, og som Emile Hertling Péronard hylder.

- Jeg er en gammel hvid mand, men mit hjerte bløder for fattige mennesker, der har en anden etnicitet end min, fordi de i rigt omfang bliver udnyttet af den hvide mand. Jeg har stor sympati for, at det oprindelige folk skal have bedre muligheder for at fortælle deres historie. Selvfølgelig skal der være en større diversitet blandt filmskabere, men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal afskæres fra at give stemme til de stemmeløse, siger Tom Heinemann til P1 Morgen.

- Det er omvendt diskrimination, hvis jeg ikke kan fortælle de historier, siger han.

Derfor har Tom Heinemann også svært ved at se tendensen slå igennem på de store festivaler.

- Det svarer til, at Amnesty ikke kunne tale et andet folks sag, fordi det er hvide mennesker, der sidder på deres hovedkontor. Hvad er det for noget vrøvl?

Emile Hertling Péronard har svært ved at se tendensen som diskrimination af den hvide mand.

- Han er i forvejen yderst priviligeret i forhold til at lave film. Det her handler om at nurse en anden fortælling med et andet perspektiv, siger han.

Facebook
Twitter