’Fast & Furious 7’ sætter rekorder på stribe

Selvom det kun er tre uger siden, den syvende ’Fast & Furious’-film fik premiere, har bilfilmen med Vin Diesel og den nu afdøde Paul Walker allerede sat flere rekorder.

'Fast Furious 7' med blandt andre skuespilleren Vin Diesel er på få uger blevet en af verdens bedst indtjenende film. (Foto: MARK RALSTON © Scanpix)

Det hele startede tilbage i 2001 med filmen ’The Fast and the Furious’, og ingen havde dengang troet, at filmen ville vokse til den kæmpe succes, som den er blevet i dag.

Men filmserien med de hurtige biler og actionprægede plot har taget publikum med storm.

Siden det første bileventyr har filmene for hver gang vokset sig større og større, og samlet har ’Fast & Furious’-filmene indspillet over 3 milliarder dollar på verdensplan, hvilket svarer til over 20 milliarder kroner.

Og den seneste og syvende film i rækken, ’Fast & Furious 7’, pynter endnu mere på det allerede store beløb.

Hurtigere end Avatar og Harry Potter

Syveren i serien er den hurtigste film nogensinde til at indtjene en milliard dollar (næsten 7 milliarder kroner) på verdensplan, skriver Time. Det tog kun 17 for 'Fast & Furious 7' at slå rekorden.

Det er to dage kortere, end det tog for ’Avatar’, ’The Avengers’ og ’Harry Potter og Dødsregalierne - del 2’, der før var indehavere af rekorden.

’Fast & Furious 7’ er desuden den første film fra Universal Pictures til at nå 7 milliarder kroner i sin første visningsperiode i biograferne.

’Fast & Furious 7’ kravler også højt op på listen over verdens mest indtjenende film, hvor filmen lige nu indtager en syvendeplads. Det skriver kino.dk.

Dansk Rekord

Også i Danmark har ’Fast & Furious 7’ formået at tiltrække en masse gæster i biografen.

Ifølge kino.dk er filmen den mest populære i bilserien i Danmark, og det er fjerde gang, den nye ’Fast & Furious’- film overgår sin forgænger.

Der er solgt omkring 250.000 billetter, hvilket er cirka 7000 flere end til ’Fast & Furious 6’, der inden havde trukket flest danskere til bildrama i biografen.

’Fast & Furious 7’ er også en af årets mest sete film i Danmark, kun overgået af ’Fifty Shades of Grey’, ’Mænd & høns’, ’All Inclusive’ og ’Min søsters børn og guldgraverne’.

Paul Walker er en publikumsmagnet

To måneder inde i filmoptagelserne døde en af filmens hovedroller Paul Walker i en bilulykke, og mange frygtede, hvad det ville betyde for filmen, og om den kunne færdiggøres.

Ved at omskrive manuskriptet en smule, bruge flere body doubles og en del computerteknik, er det lykkedes at beholde Paul Walkers rolle i filmen.

Og en stor del af filmens publikumsinteresse skyldes til dels, at ’Fast & Furious’-fans gerne vil se Paul Walker i hans sidste optræden og se, hvordan det er lykkedes at færdiggøre filmen, skriver The Guardian.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter