Fem stjerner! Ny film 'viser vej til en verden, hvor størrelsen på ens røv er bedøvende ligegyldig'

'Den største lille gård' handler om et ægtepar, der kæmper for at skabe en bæredygtig gård.

- I 'Den største lille gård' er det ikke romantik. Det er realiteter og fakta, og det er bestemt også et hårdt slid med rovdyr, sygdomme og skovbrande. Men det er mest af alt et forhold til naturen, som vi fjollede moderne mennesker har fortrængt, skriver Per Juul Carlsen. (© Angel Films)

Uha, den her film må min kone aldrig se.

Det er ikke, fordi den er ubehagelig eller dårlig. Tværtimod. Men fruen lider af en vis træthed overfor den her verden.

Hun er overbevist om, at noget er galt. Næsten hver eneste nulevende dansker har adgang til et federe liv, end vores konge havde for 50 år siden.

Vi har proppet os til langt op over ørene med luksus, to-tre biler til hver husstand og et fjernsyn, der ikke kan være i stuen.

Viser vejen til harmoni

Alligevel går vi ned med stress, vi kan ikke finde os selv. Nogen løber rundt og sveder som svin for at få en mindre røv, mens andre betaler en formue for at rejse til et andet land for at få en større røv.

Det er derfor, min kone ikke må se 'Den største lille gård'. Den viser en vej til en verden, hvor størrelsen på ens røv er bedøvende ligegyldig.

Den viser vejen til harmoni. Og den viser os i hvor utrolig grad, vi mennesker slet ikke kender den jord, der hver dag serverer os det ene fantastiske måltid efter det andet.

Udgangspunktet for smukt fotograferede, dramatisk fortalte og livslyststruttende 'Den største lille gård' er to mennesker, der engang havde det som min kone: Ægteparret Molly og John Chester.

Naturfotografen John Chester har over syv år filmet parrets rejse og arbejde med at omdanne den golde, californiske ørkenjord til en frodig plantage. (© Angel Films)

Molly var kok og John fotograferede naturfilm, men de ledte efter noget andet, noget mere.

De havde en drøm at dyrke og leve af jorden, i pagt og harmoni og forståelse.

Og så købte de en nedlagt citron- og avocadofarm en times kørsel nord for Los Angeles.

Dyrker jorden uden sprøjtemidler

Jorden virkede tør og træt, lige indtil de hyrede Alan York, en langhåret hippie med stor viden om traditionelt landbrug og en total mangel på interesse i, om hans røv er for lille eller stor.

Han fortalte John og Molly om gødning, om diversitet, om cyklusser og lovede, at hvis de fulgte hans råd, ville deres 80 hektar bakket jord blive et frodigt lille paradis i løbet af syv år.

Og han havde ret.

Ved at lade dyrene dumpe deres bæ og tis til højre og venstre på grunden og ved at lade grise, høns, får og ænder leve op og ned ad frugttræer, grøntsager, græs og dækplanter, blev den tørre jord til fugtig og fuldfed muld.

Ved at lade naturens egne løsninger klare problemer, som at lade mariehøns spise bladlus og slippe ænderne løs, hvor sneglene er en plage, kunne Molly og Johns Apricot Lane Farm helt undgå sprøjtemidler og industriløsninger.

Det lyder sikkert som naturromantik i nogens ører; som langhårede typer, der bruger frisk citronmelisse som deodorant og spiller banjo i solnedgangen, mens de drikker naturvin, og som slet ikke er interesseret i at se streamingserier på kæmpefladskærme, og som er ligeglade med, om deres røv er for stor eller for lille.

Det lyder som en pest for det effektivitetssamfund, som har bygget naboerne til The Apricot Lane Farm, hindbær- og ægge-kæmpefarmene, hvoraf den ene måtte lukke, fordi naturen simpelthen ikke fungerer, når man kun dyrker én afgrøde.

Der er ingen harmoni med jorden. Og det smager ikke af en skid.

Selvom ægteparret undervejs møder udfordringer, holder de sig fra pesticider. (© Angel Films)

Ikke blot romantik

Det er lige præcis sådan et liv, min kone fabler om, når hun vil åbne en biodynamisk bed and breakfast i en skov i Sverige eller blive økologisk vinbonde på Æbelø. Det er ren naturromantik.

Men i 'Den største lille gård' er det ikke romantik. Det er realiteter og fakta, og det er bestemt også et hårdt slid med rovdyr, sygdomme og skovbrande.

Men det er mest af alt et forhold til naturen, som vi fjollede moderne mennesker har fortrængt.

Vi har levet her i tusinder af år, men i vores forhold til mulden under os, er vi kun blevet dummere.

Nogen vil sikkert more sig over, at Molly og John Chester har gjort deres Apricot Lane Farm til et varemærke med rundvisninger og signerede dvd'er og den slags.

Men det får sikkert deres forretning til at løbe endnu mere rundt.

Det kan lade sig gøre at leve i pagt med naturen nu om dage.

Det må min kone aldrig opdage. Jeg orker ikke at åbne et biodynamisk bed and breakfast i Sverige.

Jeg vil hellere nyde at fortælle om fantastisk dejlige film som 'Den største lille gård' og drømme, at tusinder af andre mennesker ser den og bygger deres egen lille gård og gør verden begavet igen.

(© Angel Films)