Fem stjerner! Rørende dansk Oscar-kandidat viser håbet i et blodigt kaos

'The Cave' er beretningen om et underjordisk hospital i en sønderbombet bydel i Syrien.

'The Cave' er historien om håbet og dem, der nægter at give op, siger anmelder. (© Camera Film)

Begiver du dig ud på det store, store internet for at finde oplysninger om dokumentaren 'The Cave', vil du få at vide, at det er beretningen om et lille underjordisk hospital i en sønderbombet bydel i Syrien, som en ildsjæl af en kvindelig læge bestyrer.

Det er ikke helt rigtigt. Det er i hvert fald ikke en fyldestgørende beskrivelse.

'The Cave' er også et håndgribeligt billede på selve den ubarmhjertige kamp for overlevelse, mange syrere har været udsat for under den snart ni år lange borgerkrig.

Derudover er 'The Cave' en film om et ukueligt håb. Og så er den et råb om hjælp og barmhjertighed fra resten af verden.

'The Cave' er fire film i én, uden at der går mudder i strukturen.

Det skyldes, at filmens hovedperson, den 30-årige Amani Ballour, bærer det hele på sin smalle skuldre.

Hun er leder af et hospital, der nærmest er mast ind i en kælder.

Placeret i det underjordiske netværk, som beboerne konstruerede i løbet af de fem år, hvor bydelen Al-Ghouta og de 400.000 beboere var under belejring af Bashar Al-Assads syriske regering og støttende russiske tropper.

Indespærrede fotografer står bag optagelserne

Selve filmens usædvanlige tilblivelse er et også resultat af belejringen.

En lille håndfuld fotografer, der var indespærrede i Al-Ghouta, fulgte Dr. Ballour og hendes hold gennem to år og sendte optagelserne ud af den belejrede bydel, takket være en dårligt fungerende netforbindelse.

Her ses instruktøren Feras Fayyad på optagelser i Idlib i Syrien. (© Camera Film)

Derefter samlede instruktøren Feras Fayyad og hans danske klippere og producere optagelserne til det færdige dokument over krigens hårdtprøvede følgesvend: Håbet.

Filmen gør et meget lille nummer ud af, at årsagen til belejringen er oprørsstyrker, der gemmer sig i Al-Ghoutas ruiner.

De er baggrunden for de daglige bombardementer fra missiler og russiske krigsfly, og dermed den daglige strøm af sårede som Dr. Ballour og hendes hold behandler efter bedste evne.

Feras Fayyad fokuserer naturligt nok især på de sårede og dræbte børn.

Det er i de situationer, krigen virker allermest brutal og hjerteløs, for ikke at sige vanvittig og absurd.

Og det er i billederne af sårede børn, filmen har størst slagkraft. Det kan virke kynisk, men 'The Cave' er jo en krigsfilm skabt af den ene part.

Dokumentationen af lidelserne i Al-Ghouta er forbavsende håndgribelig.

Det ene øjeblik, når kampflyene brøler henover bydelen, kan man mærke et sus af angst gennem hospitalet, det næste er der plads til kærlighed og grin.

Som da Amani Ballours 30 års-fødselsdag bliver fejret med popcorn og salatblade, inden et nyt hold blodige kroppe ankommer til behandling.

Dr. Amanis arbejde på hospitalet er en kamp med manglende ressourcer for at hjælpe utallige krigsofre, ofte helt unge børn og babyer. (© Camera Film)

En kvinde, der nægter at give op

Men det mest fascinerende ved 'The Cave' er Amani Ballour, en ung kvinde, der tilsyneladende nægter at give op hverken overfor ofrene eller for de konstante påtaler af hendes køn.

I begyndelsen af filmen er en ung mand af den klare opfattelse, at en mandlig leder af et hospital vil være bedre til at skaffe medicin til hans syge kone.

- Kvinder skal blive hjemme og passe deres familier, insisterer manden.

Det er den forstokkede verden af i går, hvad enten den angriber med bomber, ord eller religiøse dogmer, Amani Ballour slås med.

Det er grundlæggende det, som 'The Cave' fokuserer på midt i det blodige kaos: Drømmen om en moderne verden båret af medmenneskelig respekt og forståelse.

Og det gør den med effekt.

Dr. Ballour er en velformuleret hovedperson. Den ældre mandlige kollega Dr. Salim er et farverigt sidekick med sin humor og sin kærlighed til klassisk musik.

Sygeplejersken Samaher udtrykker håbet - tydeligst i sin vekslen mellem angst og et smukt bredt tandpastasmil.

Derudover føjer den britiske technoveteran Matthew Herbert ekstra dybde til oplevelsen med både smukt beroligende og atonalt forstyrrende kammermusik.

Og så har de danske klippere Denniz Göl Bertelsen og Per K. Kirkegaard formået at orkestrere de meget ens optagelser fra hospitalet, så man fornemmer en udvikling og en bevægelse mod håbet.

Altid håbet.

(© Camera Film)