Troldspejlet

Jakob Stegelmann og hans redaktion rapporterer løbende fra tegneseriernes, filmens, gamingens og superheltenes forunderlige verden i programmet, der for de flestes vedkommende ikke behøver introduktion.

Ud over tv-programmet på DR Ultra - og den nye DR-podcast - giver Troldspejlet dig også løbende nyheder, video og anbefalinger på dr.dk.

Når superheltefans klapper og hujer midt i en Marvel-film - er det nok, fordi de har genkendt Stan Lee.

Han er kun med i et par sekunder, men uden ham ville der hverken være en Iron Man, Thor eller nogle af de andre Avengers. Så der er grund til applaus!

Marvels egen levende legende

I dag er hans helte ikoner, men da han begyndte, var han ikke sikker på succes.

- Jeg troede ikke, Spider-Man ville blive et verdensomspændende ikon. Jeg håbede bare, han ville sælge nok til, at jeg kunne beholde mit job, har han sagt.

Men ellers sætter den 95-årige Stan Lee ikke sit lys under en skæppe.

- Marvels egen levende legende, har han kaldt sig selv, dog med et ironisk glimt i øjet.

Stan Lee var med fra starten, og det var ham, der i starten af 60'erne sammen med et hold af fantastiske tegnere, lagde grunden til Marvels succesrige superhelte-univers.

Er det Hugh Hefner? Nej, det er selvfølgelig Stan Lee, der bliver forvekslet med Playboy-kongen af Tony Stark i 'Ironman' fra 2008. (Foto: Marvel)

Stan Lee har været en af de væsentlig skaberkræfter på det gamle superhelteforlag, men han har aldrig lagt skjul på, at der har været mange kokke - og at læserne også har haft indflydelse.

Figurer som Stan Lee har været (med)skaber af

Spider-Man, Thor, X-Men, Daredevil, Ant-Man, Hulk, Avengers, Black Panther, Doctor Doom, Fantastic Four, Punisher, Silver Surfer og mange, mange flere.

I 1964 indrømmede han over for os - sine fans - at 'det er jer, der er Marvels sande redaktører'.

Det var, da fansene havde krævet flere historier med Dr. Strange, som ellers kun var tiltænkt en birolle i universet. Han blev stjerne på egen hånd og senere en af de vigtigste Avengers.

Sårbare superhelte

Længe før social media-revolutionen kommunikerede Stan Lee med læserne, så ideer og forslag kom med i historierne.

Derfor virkede Marvels helte mere nærværende og nutidige end de etablerede superhelte fra det konkurrerende DC, hvor Batman og Superman holder til.

Superman er usårlig, men Stan Lee gjorde sine superhelte sårbare, og da Spider-Mans oprindelige alter ego Peter Parker viste, at han egentlig var lidt kikset og havde svært ved at tale med pigerne, ramte det plet.

Her er det fra Black Panther-premieren i starten af året, hvor Stan Lee står ved siden af skuespilleren Chadwick Boseman. (Photo by Jesse Grant/Getty Images for Disney) (Foto: Jesse Grant © 2018 Getty Images)

Mængden af superhelte på Marvel er overvældende, og de færreste kan finde rundt i det - eller har læst det hele. Men det gør ikke noget, for det er netop det, der gør det interessant.

Marvel-legenden i kort form

Stan Lee blev født som Stanley Lieber af rumænske indvandrere i 1922.

Han drømte om at skrive romaner, men kom i stedet ind i den voldsomt ekspanderende tegneseriebranche i 40'erne.

Dengang var serietegnere og redaktører dårligt betalte i 40'erne, og der skulle arbejdes i døgndrift. Deres deadlines var hårde, og Stan Lee var manden, der sørgede for, at alle historier kom i hus og i trykken til tiden. Hans produktivitet er enorm, og han har forventet det samme af sine kolleger.

Da forlaget Timely blev til Marvel og begyndte at tage form, fulgte han med som idémand, forfatter og redaktør. Selv har han en han har aldrig tænkt over, hvem han lavede serier for.

- Jeg har altid bare sagt: Hvad kunne jeg selv godt tænke mig at læse? Man kan ikke lave noget godt, hvis man prøver at skrive for andre end sig selv.

- Jeg har altid bare prøvet ikke at lave noget, der er lavet før. Vi har et stort univers, det er fyldt med muligheder, man skal bare snuppe dem!

Stan Lees unge år gik med hårdt arbejde. I dag er han ikke så aktiv mere. Han rejser rundt og hilser på fans - og han fungerer som en af mange producenter på Marvel-filmene - også på den nyeste kassesucces 'Avengers: Infinity War'.

Vil slå Hitchcock

Blandt producenterne er han dog eneste, der er sikker på en rolle foran kameraet. Det er nemlig blevet en tradition, at Stan Lee skal have én scene i hver film.

I 'Avengers: Infinity War' er han buschauffør. I en anden er han postbud. Og altid med en ironisk eller lidt sær bemærkning.

- Jeg er en frustreret skuespiller, har han sagt.

- Mit mål er at slå Alfred Hitchcocks rekord, sagde han med henvisning til instruktøren, der var berømt for at have cameos i sine egne film.

Men Stan Lee er godt på vej til at slå Hitchcocks berømmelse, for Stan Lees navn er kendt af superheltefans i hele verden, og det resulterer i applaus midt i filmen, han optræder i.

Her er det fra verdenspremieren på 'Spiderman 2', som Stan Lee har været medskaber af. (Photo by Frank Trapper/Corbis via Getty Images) (Foto: Frank Trapper © This content is subject to copyright.)

Sagsanlæg i milliardklassen

Ikke alt er dog problemfrit i Stan Lees liv. Hans legendestatus har åbnet mulighed for misbrug, og der har været vedvarende rygter om, at staben omkring har udnyttet ham og brugt hans navn uden tilladelse.

For nylig meddelte Stan Lee, at han har sagsøgt medejerne af firmaet Pow!, som han selv har startet. Han beskylder dem for at ville stjæle hans identitet - og kræver erstatning i milliardklassen.

Klip fra Troldspejlet i 2014, hvor en række af Stan Lees filmcameos præsenteres (2 min) :

Troldspejlet: Stan Lee-cameos