Film med Trine Dyrholm får LGBT-skulderklap

Kærlighedskomedien 'Lang historie kort' er netop kåret til årets bedste LGBT-film takket være sin fortælling om et lesbisk par.

Trine Dyrholm og Danica Curcic i en scene fra filmen 'Lang historie kort', der følger en flok venners kamp for at finde og bevare kærligheden. (© SF film)

Det er ikke mange danske film, der har et lesbisk par blandt sine hovedpersoner.

I kærlighedskomedien ’Lang Historie Kort’ følger seerne dog en venneflok, der også tæller parret Anette og Maja.

Derfor har filmens instruktør, debutanten May el-Toukhy, i aften modtaget Bentprisen 2015 og en check på 10.000 kroner. Prisen blev uddelt ved en prisfest i den københavnske biograf Empire Bio i forbindelse med festivalen MIX Copenhagen.

Parret spilles i øvrigt af Trine Dyrholm og Danica Curcic.

Lesbisk par med som en selvfølge

Biografdirektør Mette Schramm, der har stiftet prisen, glæder sig over, at filmen ”som en selvfølge har et lesbisk par med” i dens portræt af en venneflok og gruppens kvaler med romantik, parforhold og børn.

- ’Lang Historie Kort’ er en moderne kærlighedskomedie, der er nået ud til et stort publikum, og som en selvfølge har et lesbisk par med, siger biografdirektør Mette Schramm i en pressemeddelelse.

Derudover gik årets ærespris til TV 2 Fiktion for at skildre ”stærke og troværdige LGBT-karakterer i tre af deres højtprofilerede serier”, nemlig ’Badehotellet’, ’Dicte’ og ’Rita’.

Bentprisen er lavet for at hylde de filmfolk, der skildre homo- og biseksuelle og transpersoner. Det er femte gang, at prisen uddeles.

Facebook
Twitter