Film om 2. Verdenskrig lyder som et syret trip, men er utroligt aktuel

'Da Hitler stjal den lyserøde kanin' fortæller historien om en familie, der må flygte ud af Nazityskland.

I filmen 'Da Hitler stjal den lyserøde kanin' følger man Anna Kemper, der sammen med sin familie flygter fra Berlin for at undgå Hitlers rædsler. Den lyserøde kanin må dog blive i den tyske hovedstad. (© Frédéric Batier/Sommerhaus/Warner)

Hvilken slags svampe har de spist, må man jo spørge sig selv.

'Da Hitler stjal den lyserøde kanin' lyder som det vildeste psykedeliske trip. Men det viser sig meget hurtigt, at der ikke er den mindste bevidsthedsudvidende noget som helst involveret i 'Da Hitler stjal den lyserøde kanin'. Allerhøjst lidt virkelighedsudfordrende poesi.

Adolf Hitler stjæler ikke nogen kanin, heller ikke en lyserød i 'Da Hitler stjal den lyserøde kanin'. Men da niårige Anna og hendes familie må flygte ud af Berlin i huj og hast i 1933 ovenpå nazisternes magtovertagelse, får Anna kun lov til at få ét af sine tøjdyr med sig.

Længe står valget mellem den lyserøde kanin og den pelsede hund. Et brutalt og virkelig svært eksistentialistisk valg for en niårig pige. Til sidst vælger Anna den pelsede hund.

Flygter til Schweiz

Mange dage senere, mens Anna befinder sig i de smukkeste af de smukke schweiziske alper, får hun besked om, at alle familiens ejendele, deriblandt den lille lyserøde tøjkanin, er konfiskeret af Hitlers håndlangere hjemme i Berlin. Deraf titlen.

Altså intet syret trip, men en poetisk beskrivelse af verden, som den må se ud for en lille pige, for hvem Adolf Hitler er den ondeste type, man kan forestille sig. Hvem stjæler dog en lyserød kanin fra et lille barn?

Riva Krymalowski (th.) spiller Anna, der mister den lyserøde kanin. (© Frederic Batier Sommerhaus/Warner)

Ak, hvis det bare var det eneste, de tyske nazister havde bedrevet, havde meget set anderledes ud. Men sådan er Annas verdensbillede, mens hun og resten af familien flygter ud af Tyskland ved rygterne om Hitlers dystre planer for jøderne.

At nazisterne endte med at dræbe seks millioner jøder i velsmurte dødslejre, havde ingen fantasi til at forestille sig i 1933. Men truslen om overgreb på jøderne var aldeles konkret.

Anna, hendes storebror, hendes operasyngende mor og teaterkritiske far forsøger først at finde et nyt hjemland i Schweiz, siden i Paris. Det hører så absolut til i den lette ende af skæbnefortællingerne fra anden verdenskrig.

Parallel til nutiden

Nutidens flygtninge, der risikerer druknedøden i Middelhavet eller tæsk og tortur ved indgangen til Østeuropa, er langt, langt værre stillet. Netop den parallel til nutidens flygtninge er formentlig selve årsagen til, at børnebogsforfatteren Judith Kerrs selvbiografi af samme navn er blevet filmatiseret i vore dage.

Gennem utallige film om 2. Verdenskrig har vi lært at identificere os med de flygtende jøder. De er os. Vi er dem. Vi har en fælles kulturel og historisk forståelse.

Familien når også at flygte til Paris i filmen. (© Frédéric Batier/Sommerhaus/Warner)

I 'Da Hitler stjal den lyserøde kanin' skal vi ikke FØLE med dem, mens de frygter for deres liv. Vi skal FORSTÅ dem – leve os ind i deres situation. For det kunne jo såmænd være os, der en dag stod i deres situation som flygtninge, fordi vi af den ene eller anden grund er uønskede i vores hjemland.

Netop den konstante søgen, de evindelige forsøg på at forstå de nye omgivelser og finde sig til rette igen, er motoren i 'Da Hitler stjal den lyserøde kanin'.

Filmen viser "småtingsafdelingen" af krigen

Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvor modbydeligt det må være at forlade alt, inklusive sit lyserøde legetøj, og kæmpe med at forstå, hvorfor drenge, hvis sprog, man knap forstår, kaster sten efter én. Eller hvorfor udlejeren i Paris sviner én til – uden at nogen har generet hende, men bare fordi man tilhører en anden trosretning.

Sammenlignet med de vilde beretninger, 2. Verdenskrig bugner med, er 'Da Hitler stjal den lyserøde kanin' bestemt i småtingsafdelingen.

Den tyske instruktør Caroline Link har også store problemer med at afrunde sin historie og lader den bare hænge i luften med en opsummering fra Judith Kerrs selvbiografi. Men den har en aktuel vinkel. Og den vinkel gør Anna og hendes stjålne kanin til en meget påtrængende historie.

(© Angel Films)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk