Film om lesbisk kærlighed skaber røre i Nigeria: 'Der har aldrig været en som den før'

I Nigeria kan man straffe homoseksuelle forhold med op til 14 års fængsel.

Filmen 'Ìfé' handler om to nigerianske kvinder, Adoara og Ìfé, der bliver forelskede over en tre dage lang date. (© The Equality Hub)

To kvinder ligger helt tæt sammen i sengen, mens de stryger hinandens hår og snakker om at springe ud for deres forældre.

Det lyder måske ikke som en sensationel eller chokerende filmscene på vores breddegrader. Men når det er en scene i en nigeriansk film, der handler om lesbisk kærlighed og udfordringerne ved at være i et homoseksuelt forhold, er sagen en anden.

For i Nigeria kan det straffes med op til 14 års fængsel at have et seksuelt forhold til en person af samme køn. Derfor er traileren til filmen 'Ìfe', som betyder "kærlighed" på det lokale yoruba-sprog, også ret kontroversiel i det religiøse land.

- Der har aldrig været en film som 'Ìfé' før i Nigeria, siger filmens producer, Pamela Adie, til nyhedsbureauet Reuters.

Hun er en af Nigerias mest prominente LGBT+-aktivister og har blandt andet holdt tale ved World Economic Forum. Hun er også blevet udpeget som en ung, afrikansk leder af The Obama Foundation, der er en oganisation skabt af USA's tidligere præsidentpar, Barack og Michelle Obama.

- Ingen film har haft så stor betydning i Nigeria, som vores allerede har fået. Modtagelsen af filmplakaten og traileren har været vanvittig. Vi forudser, at det vil blive endnu mere vanvittigt, når filmen bliver udgivet, fortsætter Pamela Adie.

'Ìfé' fortæller historien om to nigerianske kvinder, Adoara og Ìfé, som bliver forelskede over en tre dage lang date. Spørgsmålet er, om deres kærlighed kan blomstre under de svære forhold, som lesbiske lever under i Nigeria, lyder filmens beskrivelse.

Se filmens trailer på YouTube her.

Homoseksuelle skildres som mentalt syge

Ifølge Reuters må LGBT+-personer i Nigeria ofte se sig nødsaget til at mødes i hemmelighed eller på nettet, da det at leve som åben homoseksuel kan betyde stigmatisering, afvisning fra familien og endda stening under sharia-lovgivningen, der hersker i den nordlige del af landet.

LGBT+-personer er også udsatte, når det kommer til skildringen af dem i Nollywood, der er navnet på Nigerias bud på Hollywood.

I de fleste Nollywood-film ses LGBT+-karakterer som mentalt syge eller besatte. Ifølge Reuters ser man ofte, at spirituelle ledere forsøger at uddrive den "homoseksuelle dæmon" i Nollywood-producerede film.

Den skildring vil instruktøren Uyaiedu Ikpe-Etim, der står bag 'Ìfé', lave om på.

- Jeg er selv homoseksuel, og jeg vil vise LGBT+-karakterer i et andet lys, end man har set i mange tidligere film. Jeg vil forsøge at ændre måden, som heteroseksuelle ser på homoseksuelle, siger hun til CNN.

Overtræder potentielt landets love

Hvornår 'Ìfé' får premiere står indtil videre hen i det uvisse. Men både filmens instruktør, Uyaiedu Ikpe-Etim, og producer Pamela Adie regner med, at det sker inden årets udgang.

Det er dog langt fra sikkert, at 'Ìfé' får premiere i Nigerias biografer.

Landets filmcensurenhed, NFVCB, har allerede udtalt, at man potentielt "er nødt til at gå efter producenterne", hvis konklusionen er, at filmen promoverer homoseksualitet.

- Vi overvåger filmens fremskridt, og hvis den overtræder loven om at promovere homoseksualitet, vil vi på et tidspunkt blive tvunget til at retsforfølge filmens producenter, siger Adedayo Thomas, der er direktør for Nigerias filmcensurenhed, til CNN.

Det får dog ikke kvinderne bag filmen til at stoppe op.

Producer Pamela Adie planlægger nemlig at udgive filmen online, så folk kan se den over hele verden og dermed undgå Nigerias censurlovgivning.

Facebook
Twitter