'Film om rocklegender er en rejse tilbage til den enorme fascination, der kan ramme en 17-årig lige i smasken'

I dokumentarfilmen 'The Velvet Underground' forsøger instruktør Todd Haynes at genskabe New Yorks undergrund i 1960'erne.

Bandet The Velvet Underground skabte i 1960'erne en helt ny lyd, der cementerede dem som et af de mest betydningsfulde bands i rockhistorien. (© Apple TV+)

Jeg er 17 år igen.

Jeg blev 17 år igen, i det øjeblik guitarerne fra 'Sister Ray' kom skramlende ind i mine ører, og Andy Warhol dukkede op med sin hvide hårpragt og sine sorte solbriller i dokumentaren 'The Velvet Underground'.

Pludselig var jeg tilbage i de år, hvor jeg kastede al nysgerrighed ind i at begribe, hvad der skete i New York i midten af 1960'erne, da en klassisk uddannet pianist og bratschist fra Wales stødte ind i en ung jøde fra Long Island med rockstjernedrømme og en excentrisk kunstner med rødder i det, der i dag er Slovakiet.

Hvad var det for en sær magi, der strømmede ud af de skramlende guitarer og den monotont hvinende bratsch og de dystre tekster om stoffer, sadomachisme og dekadence?

Hvad var det for en forunderlig verden, der opstod af det, musikerne IKKE spillede – af støj, skramlen, skratten, hvinen og overtoner og undertoner?

Og – ikke mindst – hvad var det for et helt utrolig hipt miljø, gruppen hang ud i sammen med kunstnerguruen Andy Warhol, der tilsyneladende samlede alverdens smukke excentrikere i sit hovedkvarter, The Factory?

The Velvet Underground startede i New York i 1964 med bandmedlemmerne Lou Reed, John Cale, Sterling Morrison og Angus MacLise. (© Apple TV+)

Genskaber 1960'ernes New Yorker-undergrund

Da jeg var 17 år, kunne jeg bruge timevis på at fantasere mig tilbage i tiden, til stemningen i The Factory, blandt ultracoole dansere, modeller, rockmusikere og kunstnere.

Jeg kan mærke, at Todd Haynes – instruktøren bag moderne klassikere som 'Carol' og 'Far From Heaven' – også var 17 år igen, da han gik i gang med sin dokumentarfilm om bandet The Velvet Underground.

I sine unge dage, som var før min tid, blev Haynes grebet af gruppen, der var "al den musik, han havde lyttet til, samlet i ét band".

Med dokumentaren, der bare hedder 'The Velvet Underground', rejser han tilbage til fascinationen og forsøger at genskabe det mylder af musik, film, poesi og kunst, der piblede ud af New Yorks undergrund i 1960'erne.

Blandt de overlevende, der fortæller om en tid med vilde eksperimenter og provokationer, er avantgardefilmmageren Jonas Mekas, der konstant forsøgte at give filmmediet et nyt udtryk. Han havde ikke meget med The Velvet Underground at gøre, men han var en del af samme miljø, samme trang til at udvide verden.

Todd Haynes' dokumentar om The Velvet Underground er skabt i samme ånd - med en bevægelig og foranderlig billedside, der hele tiden er på vej andre steder hen end de interview, filmen er strikket sammen omkring.

Mens blandt andet de eneste overlevende bandmedlemmer, bratchisten og pianisten John Cale og trommeslageren Maureen Tucker fortæller om gruppen, laver Todd Haynes split screens med optagelser af gadescenarier i New York i 1960'erne eller avantgardistiske montager inspireret af Jonas Mekas.

Dokumentaren er instrueret af Todd Haynes, der også er kendt for film som 'Carol', 'Far from Heaven' og 'I'm Not There'. (© Apple TV+)

En rejse tilbage til fascinationen

Historien om The Velvet Underground er fortalt før. Mange gange.

Rockhistorikere har slået fast, at gruppen ikke solgte mange plader, men at så godt som alle dem, der købte pladerne, dannede deres egne bands, inklusive mig.

Rockmytologer har gravet dybt ned i bandet, der var blandt de første til at udnytte støj som kommunikation – som en måde at illustrere tilværelsens påvirkning af sindet eller som hypnose.

Gruppens frontfigurer, sangskriveren og sangeren Lou Reed og lydarkitekten John Cale, er blevet hyldet til hudløshed for at se mulighederne i at indsvøbe iørefaldende melodier i sjæleransagende støj.

Men det særlige ved Todd Haynes' beretning om The Velvet Underground er samspillet mellem lyd- og billedsiden, mellem beretningerne om bandmedlemmernes barndom, opvækst, kunstnerisk inspiration osv. og Haynes' strøm af billeder fra kunstnerlivet i New York i 1960'erne.

Det giver ikke kun en klar fornemmelse af det miljø og den by, der skabte gruppen, men også af den trang til at udfordre og eksperimentere, der var dens motor.

Det gør muligvis Haynes' dokumentar til en film for de allerede dedikerede.

De får til gengæld en rejse direkte tilbage til den enorme fascination, der kan ramme en 17-årig lige i smasken.

(© Apple TV+)
FacebookTwitter