Filmaftale sætter mål: Flere skal se danske film i biografen

Årligt tilføres dansk film 560 millioner kroner som følge af en filmaftale, som alle partier står bag.

Kulturminister Mette Bock er glad for den nye filmaftale, der skal få danskerne ind og se flere danske film. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Alle Folketingets partier har indgået et femårigt filmforlig med en økonomisk ramme på knap 560 millioner kroner.

Det oplyser Kulturministeriet torsdag aften.

I aftalen indgår et mål om at, danske film skal "have en markedsandel på minimum 29 procent af antal solgte billetter i danske biografer".

- Jeg er rigtigt glad for aftalen, som er ambitiøs og mere fleksibel end den tidligere aftale, siger kulturminister Mette Bock (LA).

At der er sat et mål om, at danske film skal sælge en større andel af billetterne, vækker glæde hos Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen.

Over de senere år er andelen dalet fra omkring 30 til omkring 20 procent, og det er ifølge ham den helt forkerte udvikling.

- I det eksisterende system har man satset på eksperimenter og på den måde klattet pengene væk, siger han.

- Der har simpelthen været for få mennesker inde at se danske film.

Hvis ikke det lykkes Det Danske Filminstitut og de regionale filmfonde at sikre en højere andel af danske film, vil det ifølge DF-ordføreren senest kunne mærkes ved næste filmforlig.

Filmmiljøet skal spredes ud

Som en del af aftalen styrkes også regionale filmfonde med i alt 35 millioner kroner om året, oplyser ministeriet.

- Løftet af de regionale filmfonde giver en mulighed for at få nogle vækstmiljøer, så der bliver produceret film i hele Danmark, og så der kan skabes filmmiljøer i hele Danmark, siger Mette Bock.

Aftalen har også en målsætning om, at mindre sælgende biograffilm bør gøres hurtigere tilgængelige på andre platforme, så alle interesserede kan komme til at se dem.

Ifølge ministeren skal biografer og distributører selv beslutte, hvordan de ønsker at opnå det mål.

Efter et år vil den frivillige ordning blive evalueret, fortæller Mette Bock.

De 560 millioner bliver hvert år tilført dansk film via finansloven i perioden 2019 til 2023. Det er stort set samme beløb som den hidtidige filmaftale.

/ritzau/