Filmaktuelle ja-mænd vil redde verden ved at manipulere virkeligheden

Den amerikanske aktivistgruppe 'The Yes Men' piller ved virkeligheden i deres nye dokumentarfilm - og det er faktisk helt okay, mener to eksperter.

Andy Bichlbaum (til venstre) og Mike Bonanno prøver at redde verden fra klimaforandringerne i deres tredje dokumentarfilm 'The Yes Men are Revolting'. Men filmens røde tråd er mere eller mindre fiktiv, fortæller aktivistduoen. (Foto: Stillbillede fra filmen © The Yes Men)

Der er mange forskellige måder at gribe det an på, hvis man forsøger at redde verden.

The Yes Men gør det ved at give sig ud for at være nogen andre end dem selv.

I deres forklædning infiltrerer de organisationer for til sidst at gøre grin med magtfulde mennesker, der har fået det moralske kompas galt i halsen. Deres jagt på social retfærdighed, som den udspiller sig i tåkrummende eskapader og kreative aktivisme, udstiller de i satiriske dokumentarfilm.

Seneste eksempel er filmen ’The Yes Men Are Revolting’, der i lørdags havde dansk premiere på dokumentarfilmfestivalen CPH DOX.

Selvom filmen er en dokumentar, har The Yes Men krydret fortællingen med en pæn portion fiktion.

I filmen følger man aktivisterne Mike Bonnano og Andy Bichlbaum - med de borgelige navne Igor Vamos og Jacques Servin.

De ser både klimaforandringerne og voksenlivet i øjnene, da de begynder at nærme sig midt 40’erne, og tvivlen om aktivismens reelle indflydelse melder sig.

Når det politiske bliver personligt

I modsætning til deres to tidligere film, kommer man i ’The Yes Men Are Revolting’ tæt ind på livet af de to aktivister, der trods aldrende kroppe forsøger at holde ild i de idealistiske hjerter.

- Til den nye film prøver vi at sætte de personlige historier sammen med de politiske, fortæller duoens ene halvdel Mike Bonnano under deres besøg i København, i anledning af danmarkspremieren.

Han forklarer, at valget om at inddrage en personlig fortælling i den aktivistiske dokumentar, blev truffet for at skabe en rød tråd, der kunne hjælpe seerne gennem filmen.

Men den personlige fortælling i filmen er yderst forsimplet.

Faktisk er den mere eller mindre fiktiv.

”Vi har udeladt det meste af virkeligheden”

Graden af sandhed er de to aktivister dog ikke helt enige om.

- Altså, vi har udeladt det meste af virkeligheden, siger Andy Bichlbaum ved spørgsmålet om de til- og fravalg, der var nødvendige for at få virkeligheden til at passe ind i et spiseligt filmformat.

- Den personlige tråd, der løber gennem filmen, er næsten ren fiktion – og jeg tror, at det er tilfældet i mange dokumentarfilm, men det er okay, fordi det er en del af at få et budskab ud.

Andy Bichlbaum forklarer, hvordan de følte et behov for at inkludere en personlig historie som en del af filmens plot.

Her ser man, hvordan de skuffes over deres egen utilstrækkelighed efter klimaforhandlingerne ved COP15 i København, og ender med at genfinde håbet i ’Occupy Wallstreet’.

- Jeg tror ikke, det er okay at kalde det ren fiktion, korrigerer Mike Bonnano sin ven.

- Der er ingen af vores historier, der er ren fiktion, men vi har udvalgt elementer af historien, vi ville have med i fortællingen.

- Men det er ligesom en roman - den er jo heller ikke ren fiktion, men grunder i en stor del af virkelighedens verden, argumenterer Andy Bichlbaum.

Virkeligheden er altid redigeret

Og netop diskussionen om er svær, påpeger Ib Bondebjerg, professor emeritus ved film- og medievidenskab på Københavns Universitet.

- Vi har at gøre med en undergenre inden for dokumentarfilm, som nogle gange kommer meget tæt på ren fiktion. Alligevel giver det mening, fordi den bruger grebene til at dokumentere en særlig del af virkeligheden, som man så ganske vist får at se ved hjælp af fiktive, iscenesatte elementer, forklarer han og fortsætter:

- Det er svært at tale om objektiv fremstilling, fordi historier altid bliver vinklet og fortalt på en særlig måde. Derfor er det til enhver tid, et redigeret udsnit af virkeligheden.

The Yes Men udstiller magtelitens hykleriske og mest absurde sider ved at stille sig på linje med de tunge drenge. Her stod Shell for skud, da firmaet startede olieboringer i Arktis. (Foto: Stillbillede fra filmen © The Yes Men)

”Vi dokumenterer ikke noget som helst”

Andy Bichlbaum lægger ikke skjul på, at beslutningen om at opdigte en personlig fortælling og pakke den ind i et dokumentarisk format er meget bevidst:

- Det er helt sikkert at valg. Man kan ikke kalde det at dokumentere noget som helst, nærmere at få et aktivistisk budskab frem.

Han forklarer videre, at fortællingen om deres privatliv alene tjener det formål, at sætte fokus på deres politiske dagsorden – og at det derfor er underordnet, om fortællingen er fiktiv eller ej.

- Vores film handler også om virkelige ting, men de ting, vi viser i filmene er måske - måske ikke - helt rigtige.

- Formålet er at fortælle om noget, der er sandt, men vores liv er ikke vigtige i den sammenhæng. På den måde er det underordnet, om det, vi viser fra vores privatliv, er ægte, fortæller Andy Bichlbaum.

- Måske i dit tilfælde, afbryder Mike Bonanno:

- Mit eget liv er ekstremt vigtigt.

Får ekstra opmærksomhed med fiktive greb

Silas Harrebye forsker i kreativ aktivisme og sociale bevægelser på Roskilde Universitet. Han forstår godt, at The Yes Men eksperimenterer med grænserne mellem virkelighed og fiktion.

Det er nemlig en god måde at udfordre medierne og det politiske spil på.

- Helt kynisk kan man sige, at de benytter sig af muligheden for at trykke på de rigtige knapper, når de skal provokere og få os til at tænke over vores liv. I sidste ende er de meget politiske mennesker, der hovedsageligt handler med målet for øje.

Silas Harrebye peger på, at de fiktive virkemidler er gode til at nå målgrupper, man normalt ikke kan ramme, når man taler aktivisme og social retfærdighed:

- Man skal forsøge at flytte folk, der hvor de er. Derfor skal man skal have en mangfoldighed i sine strategier, når man ønsker forandring, og der er mange mennesker, man udelukkende kan nå gennem sådan en film, siger Silas Harrebye.

Desuden er humor et effektivt greb, hvis man vil skære igennem hos både befolkningen og magthaverne forklarer aktivismeforskeren.

’The Yes Men’ virker kun på magtfulde mennesker

Hvordan skulle et The Yes Men-inspireret svindelnummer se ud, hvis jeg skulle lave et med jer?

- Jeg orker ikke, hvis du fortæller nu, at du ikke er fra Danmarks Radio, siger Mike Bonanno og spærrer øjnene op - men han er hurtigt videre:

- Det er svært at lave den slags svindelnumre, vi laver, på mennesker, der ikke besidder særlig meget magt. Det, vi gør, giver mening, fordi vi udstiller og tydeliggør problematikker og urimeligheder ved at gøre grin med magtfulde firmaer og politikere.

- Der var engang en konservativ ungdomsorganisation, der forsøgte at lave et fupnummer med os. De kastede sådan nogle glimmerbomber på os, men jeg ved ikke helt hvad der var, de prøvede at sige med det, siger Mike Bonanno med et grin.

En tradition for at snyde publikum

Ifølge Silas Harrebye fra Roskilde Universitet bliver de to aktivisters kreative greb til en helt reel del af deres arbejde, fordi de som regel er meget åbne omkring hvilke elementer i deres aktioner eller film, der har været snyd.

- Når de fortæller sandheden efterfølgende giver det mening, og på den måde kan man sige, at det kan forsvares, når de træffer den slags beslutninger.

Spørger man Ib Bondebjerg fra Københavns Universitet er det op til publikum at afgøre, om The Yes Men går over grænsen, når de udvisker skellet mellem dokumentarisme og fiktion.

- I dokumentarfilmgenren har der altid været en lang tradition for at snyde publikum i større eller mindre grad, men de har næsten altid et eller andet dokumentarisk formål, fordi man så ønsker at fremkalde en ganske særlig effekt i offentligheden, fortæller Ib Bondebjerg.

- Der er nogle dokumentarfilm, der lægger sig meget tæt op ad journalistiske genrer, og så er der nogle, der leger med virkeligheden. Og vi kan godt rumme begge ender af skalaen – det er netop en del af dokumentargenrens rigdom, at der findes begge dele.

’The Yes Men Are Revolting’ vises på DR2 den 2. december klokken 20.30 og kan også ses i Empire tirsdag den 17. november.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk