Filmanmeldelse: Croods

Strømmen af amerikanske animationsfilm efter samme skabelon har været massiv i mange år. Når man ser 'Croods' får man lyst til noget nyt.

Nu er vi blevet tæppebombet med animationsfilm gennem de seneste 15-20 år. En eller to gange om måneden har en ny amerikansk animationsfilm sat en eller anden stakkels dyreart til at gennemgå alle menneskets prøvelser, om det så er pandaer, zebraer, løver, næsehorn, slanger, aber, giraffer, hunde, katte, sabelkatte, mammutter, klovnefisk eller hajer. Og hvis ikke det er dyr, der er blevet antropomorfisereret, er det biler, computerspilsfigurer, robotter, superhelte, monstre, legetøj eller rumvæsner. Og hvis ikke det er amerikanske animationsfilm, der har sendt dyr eller andre sagesløse væsener på menneskelige eventyr, er det danske, norske, engelske, tyske og belgiske.

Storslået guldalder

Takket være moderne computerteknologi drøner animationsfilmen gennem en storslået guldalder, og antallet af gode, gennemtænkte og gedigne film har været forbavsende højt, men engang imellem kommer en film, der giver den fornemmelse, at det er gået så stærkt, at ingen har nået at sætte sig ned og tænke sig om. Sådan en er 'Croods', en hyggelig familiefilm med stort F. Den gør som de fleste andre animationsfilm har gjort siden den nye guldalder blev varslet med Disneys 'Løvernes konge' i 1994 og Pixars banebrydende 'Toy Story' i 1995. Den placerer en håndfuld figurer i menneskelige dilemmaer, holdt stramt sammen af en klokkeklar morale og garneret med en solid bunke jokes og hæsblæsende actionsekvenser.

Livets store eventyr

Der er naturligvis undtagelser fra reglen, men moderne vestlige animationsfilm fungerer i forbavsende grad efter samme model. Efter de første 5-10 minutter er dilemmaet skitseret, i den næste gode time gennemgår figurerne de store prøvelser, inden de i de sidste 5-10 minutter opsummerer hvad de har lært, som regel noget med aldrig at svigte sine venner, at nyde livet, at følge livets store eventyr eller at stole på hinanden. Det er fint og opbyggeligt, i hvert fald når det virker, men efterhånden også enerverende.

Angst for farlige dyr

I 'Croods', der er skabt af en af de store amerikanske animationsproducenter, DreamWorks, bliver dilemmaet kridtet op så alle kan være med i løbet af et par minutter. Familien Croods, i alt 6 hulemennesker, tilbringer det meste af deres liv i huler, af angst for farlige dyr og naturkatastrofer. Alle deres naboer er væk, dræbt af sære forhistoriske dyr. Men teenagedatteren Eep har mod på livet. Hun er træt af farmand Grugs evindelige overdrevne beskyttertrang, uanset at naboernes endeligt understreger, at han har fat i noget ret rigtigt.

En sædvanligt dødsensfarlig mørk nat

På en sædvanligt dødsensfarlig mørk nat tager Eep på eventyr, hun møder Guy, en repræsentant for en mere civiliseret stamme, og han kan berette at verden, som hulemennesker kender den, er ved at gå under. Det er tid til at bevæge sig, flytte og være omstillingsparat. Og så er moralen på plads. Eep er klar på det nye eventyr, gerne sammen med den spændende Guy, mens Far Grug forsøger at bevare den gamle verdensorden, uanset at jordskælv og lava vælter om ørerne på ham.

Fint udgangspunkt

Det er et helt fint udgangspunkt for en moderne animationsfilm, ikke genialt, ikke selvstændigt og nytænkende, men gennemtænkt og logisk. Desværre stopper gennemtænktheden ved udgangspunktet. Da først plottet er etableret bliver Croods til en endeløs række komiske actionstunts, hvor familiens seks medlemmer kæmper mod diverse mystiske selvopfundne fortidsdyr, især en flok glubske piratfugle, der kan æde en elefantlignende kæmpe på et halvt sekund.

Klæbrig gummisubstans

Der er hverken meget karakterudvikling eller dramatisk kurve over 'Croods'. Den drøner bare derudaf, hen mod den obligatoriske opsummering af moralen til sidst. Der er flere skægge scener, fx en situation, hvor Grug og Guy klæder sig ud som en forhistorisk huntiger og lavet et lille marionetteater for at få en hantiger til at trække dem ud af en slags klæbrig gummisubstans. Men som det meste andet af 'Croods' komiske action virker det grebet ud af den tilfældige tynde luft, for hvad fa'en er det for en sort gummilava, de hænger fast i. Og hvordan kan det være at Croods-familien er helt fantastisk atletisk og virtuos på jagt, når vi lige har fået at vide, at den tilbringer så godt som al sin tid i mørket i hulerne? Det er ikke nogen modsætning, men det løfter bestemt historiefortælling når man bygger videre på de særlige omstændigheder, man har etableret.

John Cleese

Sammenlignet med den forrige film af 'Croods'-instruktøren Chris Sanders, den fremragende 'Sådan træner du din drage', med en håndfuld sprællevende og spændstige figurer, der udviklede sig gennem filmen, er 'Croods' besynderligt stillestående. Blandt medforfatterne til 'Croods' er det gamle Monty Python-medlem, John Cleese, men det er ikke lykkedes ham at bidrage med idéer og komik, der stikker udenfor animationsfilmenes vante rammer. Det er ellers lige præcis det, der falder i øjnene undervejs i 'Croods': i hvor høj grad den ellers velsmurte animationsmaskine trænger til at blive sparket grundigt ud af sin form, ud af sit afsindige tempo, ud af de menneskelige dilemmaer og skråsikre moraler, sagesløse væsener skal gennemleve.

'Croods' får dansk biografpremiere den 21. marts.

Facebook
Twitter