Den havde vi ikke set komme: en forbavsende udansk film fra en af de danskeste af alle danske filmmagere, fra manden, der - lidt groft sagt - er indbegrebet af dansk velfærd og opbyggelighed på film. Gennem årene har Søren Kragh-Jakobsen gjort en håndfuld store drenge til mænd ved at gå til angreb på den tyske overmagt i 'Drengene fra Skt. Petri'. Han tog ungdommen ved hånden og viste, at den ikke stod alene med sin famlende usikkerhed i 'Vil du se min smukke navle'. Han viste vejen for et lille mobbeoffer i 'Gummi Tarzan'. Og han fik en lille, stærkt fortumlet familie til at finde sammen i sin i øvrigt hidtil mindst Kragh-Jakobsen'ske film, 'Mifunes sidste sang'.

Galskaben eller fornuften

Der er ingen klar vej ud af noget i 'I lossens time', Søren Kragh-Jakobsens filmatisering af Per Olov Enquists teaterstykke. Eller jo, der er en vej, men det er langtfra en udgang, alle vil kunne bifalde. Den er provokerende, designet til at publikum ikke bare skal finde sig i hvad som helst fra en historiefortæller, men selv må træder i karakter. Det er den væsentligste årsag til, at 'I lossens time' føles så udansk.

Solid morale

Der er ikke store traditioner for at slutte åbent og uden at holde publikum i hånden i dansk film. Det kan godt være, at vi er gode til at skabe film om vigtige og svære emner herhjemme, men de skal også hives i land med en solid morale. Sådan en kan man godt finde i 'I lossens time', hvis man virkelig vil, men det er ikke nødvendigvis alle, der vil sluge den.

Tro og religion

En anden væsentlig årsag til udanskheden er at tro og religion spiller en stor rolle i filmen. På trods af at næsten 80 procent af den danske befolkning er medlem af folkekirken, er der noget nærmest suspekt ved at blande kristendom ind i historierne. Når en præst en sjælden gang dukker op i dansk film, er det ofte som repræsentant for en bedaget moral, men 'I lossens time' har et overraskende åbent forhold til religion. Her er præsten Helene, spillet af Sofie Gråbøl, en af flere ligeværdige konkurrenter i kampen om at løse mysteriet om en stor dansk dreng, der trasker gennem et sneklædt Sverige for at myrde et stakkels aldrende ægtepar og bagefter placere dem op ad hinanden som om de sidder sammen og 'spejder' ud af vinduet efter 'Himmelharpen', som drengen siger.

Forkvaklede sind

Den bestialske gerning sender drengen på anstalten Katrinebæk for farlige psykisk syge, der aldrig 'kommer ud igen', ifølge en af fangevogterne. Her eksperimenterer den unge psykolog Lisbeth med at åbne fangernes forkvaklede sind ved at give dem et kæledyr. Det begynder godt, men for nogle af patienterne ender det galt, bl.a. drengen. Altså beslutter bestyrelsen på Katrinebæk sig for at stoppe Lisbeths forsøg, men i et sidste håb om at åbne drengen, der aflirer diverse hjemmestrikkede bønner, vælger Lisbeth at invitere præsten Helene indenfor.

Spøjst eksperiment

Her begynder så dysten om at tæmme galskaben, alt imens vi får løftet sløret for drengens brutale mord og hans triste baggrund. Man kan snildt indvende at psykologien er banal, og at der er flere huller i Lisbeths forsvar for sit eksperiment. Til gengæld er der en konstant intensitet i filmen, der næsten udelukkende foregår på anstalten Katrinebæk, og dermed er nært beslægtet med den klassiske amerikanske fængselsfilm. Takket være de blodige mord, drengens rablen om himmelharper og Guds ord samt de indsatte fangers utæmmelige ondskab føles 'I lossens time' mere beslægtet med okkulte gysere eller thrillere end med de menneskelige portrætter, der danner bunden i filmen.

Drengens motiv

Men når 'I lossens time' når hen til slutning, når vi har lært de forskellige figurer at kende, når vi kender drengens motiv - eller hvad vi nu skal kalde det - når vi har lært præsten Helene, psykologen Lisbeth, forstanderen på hospital og fangevogteren at kende, fordufter alle fornemmelser af gyser, thriller, krimi, seriøst drama eller hvilken genre, man nu må kommer i tanke om. Så viser 'I lossens time' sig som en alvorlig drillepind, der tvinger sit publikum til at tænke sig om og tage stilling. Det føles u-Søren Kragh-Jakobsen'sk. Men først og fremmest befriende udansk.

'Zaytoun' får dansk biografpremiere den 23. maj.