Filmanmeldelse: Kriger

Hvorfor er det på mode at være nynazist i dele af Tyskland? spørger 'Kriger'. Det er punk når det er mest pædagogisk og oplysende.

Det ser næsten ud som om der er en pointe i at tyske 'Kriger' får dansk biografpremiere i samme uge som engelske 'Anna Karenina'. Mere forskellige kan to film næsten ikke være. 'Anna Karenina' er ren æstetik, smukhed og lækkert håndværk fra start til slut, Den store Kærlighedshistorie som ren form, med et ønske om at være tidløs kunst, der kan holde de næste 1000 år. 'Kriger' er ikke grim at se på, men det er i hvert fald ikke formen eller æstetikken, der er vigtigst, den insisterer på at betyde noget, lige her og nu, om den holder om 10 år er fløjtende ligegyldigt, det er punk, når punk er mest pædagogisk og oplysende.

Vil gøre nas

Mens 'Anna Karenina' skal nydes som ren filmoplevelse, vil 'Kriger' gøre nas. Den vil vække, råbe op og sætte noget i gang udenfor filmmediets selvoptagelser. Den vil gøre opmærksom på at en hel generation er ved at foretage lige præcis den bevægelse alle har advaret om lige siden 2. verdenskrig. 'I et demokrati har vi alle indflydelse. Dig. Mig. Alkoholikere. Junkier. Pædofile. Niggere. Folk, der er for dumme til at få afgangsbevis fra folkeskolen. Folk, der er ligeglade med dit land.' Med den enetale åbner den unge Marisa 'Kriger', mens hun ligger på ryggen og ser ud over havet, hvor hav er blevet himmel og himmel er blevet hav.

Hvorfor tro på demokratiet?

Hvorfor tro på demokratiet når alle mulige håbløse spader betyder ligeså meget som fornuftige, engagerede og begavede mennesker? lyder Marisas ræsonnement. Kort efter vælter Marisa og 3-4 andre nynazister gennem en togvogn, hvor de heiler og generer og ydmyger andre passagerer inden de til sidst banker en dreng af asiatisk afstamning til blods. Det er instruktøren David Wnendts billede af en tysk subkultur, der ikke bare er på vej frem i det skjulte, men er et dagligt syn i gadebilledet i flere tyske delstater, ikke mindst i det gamle østtyskland.

Jødernes nye løgne

Den type film er dukket op med jævne mellemrum gennem de seneste 15-20 år, fx i engelske 'This is England', australske 'Romper Stomper' og amerikanske 'American History X'. Som regel hælder de film til en vis fascination af vrede unge mænd, der marcherer i flok og dyrker vold som deres mest artikulerede kommunikationsform. 'Kriger' er helt anderledes. Den er ikke synderligt interesseret i volden, heller ikke i referencerne til Hitler og Nazityskland. I stedet dykker den ned i to unge tyske kvinder, Marisa og Svenja, der af hver deres årsag hænger ud med nynazister. 15-årige Svenja er træt af sin kontrollerende papfar, der opdrager Svenja som en tennistræner opdyrker et talent. Intet er godt nok, resultaterne kan altid blive bedre. 5 år ældre Marisa har aldrig haft et godt forhold til sin mor, men er derimod nært knyttet til sin bedstefar, der altid har lært hende at være stærk og at man ikke skal tro på hvad der står i historiebøgerne - det er kun jødernes nye løgne.

Desillusionerede unge tyskere

Det er en af de underliggende pointer i 'Kriger', at forældregenerationen ikke har meget at tilbyde de desillusionerede unge tyskere, mens bedsteforældrene har nogle spændende forbudte beretninger om dengang en stærk mand samlede nationen og gjorde den stolt. I det hele taget river og rusker David Wnendt konstant i sit publikum, ikke med voldsomme billeder af ungdom i bersærkergang, men med et nuanceret billede af unge mennesker, der samler deres identitet som et kompliceret puslespil i en tid præget af mismod.

2. verdenskrigs vraggods

Mest kompliceret af de to piger er Marisa, der først til sidst i filmen begriber hvorfor 2. verdenskrigs vraggods har været med til at forme hende. Knap 10 minutter inde i 'Kriger' skubber hun to flygtningedrenges knallert i grøften med sin bil. Den ene kommer alvorligt til skade, og i resten af filmen tvinger hendes samvittighed hende til at hjælpe den anden dreng, som - naturligvis - viser sig ikke at være så anderledes end hende selv.

Menneskeligt affald

Det er ikke nogen elegant og velsvunget historie 36-årige David Wnendt fortæller. Den er primært konstrueret så den når så grundigt og pædagogisk omkring sit emne som muligt, og man kan snildt indvende, at stoffet havde stået stærkere, hvis Wnendt havde skabt en dokumentarfilm om unge nynazister i stedet. Men samtidig er der ingen tvivl om at Wnendt når bredere ud med sin spillefilm, måske endda også ud til de unge mennesker, der slås med deres identitet, som funderer over demokratiets værdi, som opfatter flygtninge og indvandrere som menneskeligt affald og som undrer sig over hvorfor deres forældre og bedsteforældre opfører sig som de gør.

Et spark i skridtet

'Kriger' er i hvert fald skruet sammen med et ønske om at være et dybt kirurgisk snit i sin samtid. Den skal gøre en forskel, her og nu, den skal være en splint i øjet og et spark i røven. Ingen forlader 'Kriger' med filmisk lækkerhed på nethinden. Til gengæld vil alle have noget at fundere grundigt over.

'Kriger' får dansk biografpremiere den 2. maj.

Facebook
Twitter