Filmekspert finder hemmeligt filmmanuskript af stjerneinstruktør bag 'Ondskabens hotel'

Instruktør og manuskriptforfatter Stanley Kubrick skrev et hidtil ukendt manuskript inden sin død.

Stanley Kubrick døde i 1999. (Foto: Keith Hamshere/INACTIVE © Getty Images)

Der kan snart være nyt på vej fra instruktøren bag film som ’Ondskabens hotel’ og ’Rumrejsen år 2001’.

En britisk filmekspert har nemlig fundet et hidtil ukendt manuskript af instruktøren og manuskriptforfatteren Stanley Kubrick. Ifølge den britiske avis The Guardian hedder manuskriptet ’Burning Secret’ (brændende hemmelighed på dansk) og er baseret på en novelle med samme titel, som er skrevet af den østrigske forfatter Stefan Zweig.

Manuskriptets eksistens har længe været diskuteret af eksperter, og dem, der har vurderet, at det fandtes, har været i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var færdiggjort.

- Jeg kunne ikke tro det. Man troede, det var forsvundet. Nu har vi fundet det, og det beviser, at han har færdiggjort manuskriptet, siger Nathan Abrams, der er filmforsker på Bangor University i Storbritannien.

Jack Nicholson spillede med i filmen 'Ondskabens hotel' fra 1980. Filmen er baseret på en roman af Stephen King. (© 2012 Getty Images)

Måske for kontroversiel til Hollywood

Manuskriptet er skrevet i samarbejde med Calder Willingham i 1956. Det handler om en mand, der bliver venner med en tiårig dreng for at forføre drengens mor. Ifølge Nathan Abrams kan handlingen have været for kontroversiel for datidens Hollywood og er derfor blevet gemt væk. Men han siger, at manuskriptet er ligetil at filmatisere.

Stanley Kubrick har flere gange tidligere gjort sig bemærket med sine film. Krigsfilmen ’Path of Glory’ (på dansk ’Ærens vej’) fra 1957, er blevet kaldt et mesterværk, og i 1968 skrev og instruerede han science fiction-filmen ’Rumrejsen år 2001’, der bl.a. fik en Oscar.

Stanley Kubrick nåede at lave filmen ’Eyes Wide Shut’ med Tom Cruise og Nicole Kidman, før han døde i 1999.

FacebookTwitter