Filminstruktør mistede lysten til at leve efter nedtur: Nu går han efter en Oscar

Mehdi Avaz er sammen med sine brødre klar med et nyt drama, der skal forsøge at leve op til debutfilm.

Knuste glas på gulvet og grimme ord i luften.

Det er de store følelser, der er på spil i 'Kollision', den nye danske dramafilm med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen.

Filmen går nemlig helt tæt på sorg og de følelser, der kan ramme mennesker ud af det blå. Som når ægtepar pludselig går fra hinanden, og parterne råber ad hinanden. Eller når børn græder over savnet af deres far eller mor, der ikke taler sammen.

Mehdi Avaz, der har lavet filmen med sine to brødre, Misam og Milad, har instrueret 'Kollision', og han kender selv til smerte og nedtur.

Men heldigvis kan de dårlige oplevelser bruges til noget godt, når man lever af at fortælle historier om mennesker, og de udfordringer, der kan ramme os igennem et liv, mener han.

- Hvis du ikke selv har prøvet en form for smerte i dit liv, som du kan omsætte til film, har du ikke publikum med dig. Du skal have nogle ar på sjælen for at kunne videreformidle smerten, siger Mehdi Avaz og fortsætter:

- Det, føler jeg, at mine brødre og jeg er gode til, fordi vi har en smerte fra vores barndom. Vores far flygtede til Danmark for at give os et bedre liv her, men vi følte os forladte og alene i Iran, og vidste ikke, om vi skulle se ham igen.

Har du haft skilsmisse inde på livet? Det har ægteparret Olivia og Leo i 'Kollision', der under tragiske omstændigheder kastes ud i en krise. Parret spilles af Cecilie Stenspil og Nikolaj Lie Kass. (Foto: Rolf Konow © Nordisk Film)

Trods brødrenes bange anelser blev de og deres mor lykkeligt genforenet med faren på dansk jord. Men oplevelsen har givet brødrene en livsændrende – og meget filmvenlig – historie i bagagen.

Faktisk er de konkret i gang med at udvikle en film med titlen 'Dannebrog' om deres flugt fra Iran.

- Men selvom det er en vigtig historie, er vi ikke klar til at lave den endnu. Vi går bare og brainer på den, når vi har tid, afslører instruktøren.

Slut med at jagte skuespillere på Facebook

For øverst på menuen lige nu står 'Kollision', der har premiere i morgen. Og det tegner allerede lovende for filmen.

For det første har 'Kollision' store navne som Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil i hovedrollerne. Og for det andet vises filmen – der har kostet næsten 20 millioner kroner at lave – som en del af Biografklub Danmark, hvilket ofte sikrer en film en del interesse på forhånd.

Dermed er den nye film noget af en kontrast til Avaz-brødrenes første film, 'Mens vi lever', der blev skabt for bare to millioner kroner og en hel masse vennetjenester.

Men trods det skrabede budget blev filmen fra de dengang ret så ukendte filmbrødre nomineret til både Bodil- og Robert-priser, og den blev også set af knap 100.000 i biografen.

Man kan derfor godt forstå, at det er lidt spøjst for Mehdi Avaz at tænke tilbage på alle de døre, der har åbnet sig efter debutfilmen, der også blev rost af anmelderne.

- Da vi skulle lave 'Mens vi lever', jagtede jeg skuespillere på Facebook for at spørge, om de ville være med. Men med 'Kollision' ringede jeg bare til deres agenter og sendte et manus, siger Mehdi Avaz tilfreds.

Sebastian Jessen og Julie Christiansen ses her i Avaz-brødrenes debutfilm 'Mens vi lever'. Julie Christiansen vandt tilmed en Bodil for sin birolle. De to skuespillere kan også opleves i mindre roller i 'Kollision'. (© SF film)

Sadlede om efter depression

Forventningerne til Avaz-brødrenes nye film er mildt sagt høje.

Søger man for eksempel på internettet efter trioen, dukker sætningen 'dansk films fremtid' hele tiden op. De rosende ord startede i filmmagasinet Ekko, og nu er det et mærkat, som flere medier har hæftet på trioen siden den succesfulde debutfilm.

Men at Mehdi Avaz overhovedet skulle blive et af dansk films store håb, lå slet ikke i kortene.

Han har nemlig aldrig drømt om en filmkarriere og har heller ikke gået på Filmskolen. Han tog i stedet en omvej ind i branchen.

Først uddannede han sig som handelsøkonom på Copenhagen Business School, og dernæst var der lagt op til en karriere hos firmaer som McDonald's og mobilselskabet 3. Men noget var ikke, som det skulle være.

- Jeg var en Average Joe med 9-17-job, og i fritiden hyggede jeg mig med at tage billeder. Men pludselig slukkede lyset bare, og jeg faldt nærmest om. Jeg fik hjertebanken, havde ikke rigtig lyst til at leve og kunne ikke overskue andre mennesker, fortæller han.

I et halvt år havde Mehdi Avaz kun lyst til at ligge i sin seng, og i den periode tabte han 15 kilo. Faktisk troede Mehdi Avaz ikke, at han ville overleve nedturen, før han begyndte hos en psykolog.

Mehdi (i midten) og hans to brødre Misam og Milad Avaz er et fast team, når de laver film og tv. Ingen af dem har en filmuddannelse, men de skriver, producerer og instruerer selv med succes. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Og så skete det afgørende: Hans daværende kæreste foreslog ham at sadle helt om og fokusere på at tage billeder. Det var en god ide, syntes Mehdi Avaz.

Derfor begyndte han at tage portrætter og naturbilleder, og et par år senere – i 2011 – vandt han en fotokonkurrence hos Canon, der gjorde ham til ambassadør for firmaet.

Det var faktisk først her, at han kom i gang med de levende billeder.

- Jeg tror, at jeg lavede 172 musikvideoer på halvandet år, fordi jeg kendte folk i musikbranchen. Og så begyndte jeg at lave reklamefilm, fortæller Mehdi Avaz, der flyttede til Los Angeles for at arbejde.

Vil være verdensmester i at lave film

Resten er historie, som man siger, og nu er han tilmed tilbage i Danmark, hvor han har fået en søn sammen med sin kæreste, og hvor han arbejder med det, han elsker allermest; historier, der rører folk.

De historier er der allerede masser af på vej. Lige nu er Avaz-brødrene i gang med deres første tv-serie - den hedder 'Grow' og sendes på TV 2 Zulu næste år - og derudover har instruktøren hele fire film på tegnebrættet samt to andre tv-serier, som brødrene 'går og udvikler på'.

Og ambitionerne? De er skyhøje.

- Jeg vil gerne være danmarksmester i at lave film – og så vil jeg gerne være verdensmester. Jeg tager et skridt ad gangen, men jeg har rigtig mange historier, som jeg gerne vil fortælle, siger han og tilføjer så:

- Jeg drømmer om at lave film de næste ti år, og så vil jeg gerne vinde den Oscar, som jeg har lovet Danmark, siger han og smiler.

'Kollision' har premiere landet over 31. oktober. Se traileren til filmen her: