Filminstruktør om afslag til uledsagede flygtningebørn: Vi har et ansvar

Michael Graversen har fulgt afghanske Wasi, siden fik afslag på asyl i Danmark. Filmen ’Drømmen om Danmark’, der har verdenspremiere i dag, viser, hvordan teenageren går under jorden for at blive i Europa.

Wasi beslutter sig for at gå under jorden, efter han har fået afslag på asyl i Danmark. Han er en af de mange uledsagede flygtningebørn, der hvert år kommer til Danmark. (© Billede fra filmen)

Wasi er 15 år, da han flygter til Danmark fra en voldelig familie i Afghanistan. Efter tre års ventetid på at få sin asylsag behandlet i Danmark, får han afslag og vælger at gå under jorden for at rejse til Italien for igen at søge asyl.

Den danske instruktør Michael Graversen har fulgt Wasi, siden han ventede på svar, til han gik under jorden. Det er nu blevet til dokumentarfilm ’Drømmen om Danmark’, der får verdenspremiere på filmfestivalen Cph:dox i aften.

Første gang Michael Graversen møder Wasi er i 2012. Michael Graversen er i gang med at lave en film om et dansk børneasylcenter. Og allerede første dag, gør Wasi indtryk på instruktøren.

- Han inviterede mig op på sit værelse, hvilket der ikke var mange af de andre drenge, der gjorde, fordi de var lidt ældre og havde mere mistillid. Oppe på værelset brød Wasi sammen foran mig. Måske fordi han var presset af usikkerheden og ventetiden siden januar 2011, da han kom til Danmark, siger Michael Graversen.

Filmen begyndte med et telefonopkald

Et år senere på en sen efterårsaften i 2013 får Michael Graversen et telefonopkald.

I røret hører han Wasis stemme. Han fortæller, at han har fået afslag på asyl i Danmark, og det opkald bliver begyndelsen på ’Drømmen om Danmark’.

Michael Graversen beslutter sig for at mødes med Wasi, og her fortæller han, at han har besluttet sig for at gå under jorden.

De aftaler, at Michael Graversen kan følge ham med kamera og fortælle historien om én af de unge drenge, der forsøger at blive i Europa.

https://vimeo.com/139697210

- Wasis historie er ikke kun historie om Wasi, men også en masse andre børns historie. De uledsagede flygtningebørn tilbringer deres identitetsskabende år i Danmark og får hurtigt venner og kærester. Men ikke alle får ophold, siger Michael Graversen.

Flere uledsagede flygtningebørn kommer hertil

Wasi er én af de mange uledsagede mindreårige, der hvert år søger til Danmark.

Tal fra Udlændingestyrelsen viser, at antallet er steget siden 2011. Her ankom 282 uledsagede mindreårige til Danmark, mens der alene i årets ni første måneder er kommet 943.

Ligesom Wasi har flere fået afslag på deres ansøgning om asyl.

Ifølge Udlændingestyrelsen findes der ikke tal på, hvor mange procent, der får afslag, men i 2014 førte 40 sager til afslag i Udlændingestyrelsen. Og det er konsekvenserne af de afslag, Michael Graversen vil skabe debat om med sin dokumentarfilm.

Wasi bor blandt andet på gaden i Italien, efter han har fået afslag på asyl i Danmark. (© Billeder fra filmen)

- Deres liv i Danmark forsvinder fra den ene dag til den anden, og ligesom Wasi står de over for en usikker fremtid. Jeg har mødt mange, som efter ti år i Europa stadig ikke er kommet i gang med deres liv.

Boede to måneder på gaden

I filmen følger man Wasis tur til Italien for at få asyl, hvilket, han håber, vil kunne bringe ham tilbage til sine venner i Danmark. Men inden asylsagen i Italien bliver behandlet, går der tre måneder, hvor han skal bo på gaden.

Michael Graversen fortæller, at de måneder plagede den dengang 18-årige Wasi, og at han bliver tvunget til at gå ind i voksenlivet fra den ene dag til den anden.

Wasi overnatter i togstationer, på gaden og i forladte, faldefærdige huse. Men den pressede situation får Wasis fortid i Afghanistan til at spøge igen, og han får igen posttraumatisk stress.

- Der sker det, at han helt mister håbet og få et mentalt sammenbrud. Han husker ikke, hvem nogen er. Det er en kombination af hans oplevelser fra Afghanistan, turen til Europa og den usikre situation, han befinder sig i, fortæller Michael Graversen.

Instruktør: Udvisning er kynisk

Efter at have fulgt Wasi siden 2012 er Michael Graversen ikke i tvivl om, at Danmark har et ansvar for det stigende antal uledsagede børn, der hvert år kommer hertil.

- Jeg synes bestemt ikke, det er forsvarligt. Disse børn og unge får brug for, at nogen passer på dem, og der har vi et ansvar. Jeg synes, det er kynisk, at vi udviser dem til en usikker tilværelse, når vi lader dem blive her i Danmark i tre til fire år, mens de opbygger et socialt tilhørsforhold.

Vi oplever et stigende antal flygtninge, og nogle mener, det er en alt for stor belastning for landet. Er det ikke noget, man også skal have med i sine overvejelser, inden man giver uledsagede børn som Wasi en opholdstilladelse?

- Det er en lidt forsimplet måde at se det på. De her drenge besidder en stor styrke, samtidig med at de er sårbare. De har klaret turen til Europa selv, og de har et overlevelsesinstinkt, når de kommer til Danmark.

Wasi opholder sig tre år på et dansk asylcenter, hvor han bliver venner med andre børn og unge, der er flygtet til Danmark. (© Billeder fra filmen)

- De er topmotiverede til at blive en del af samfundet, og flere af dem, der har fået opholdstilladelse, klarer sig forbavsende godt og får uddannelser, siger Michael Graversen.

Du kan se hele historien om Wasi, og hvor han befinder sig nu i dokumentarfilmen ’Drømmen om Danmark’, der bliver vist fire gange under den københavnske filmfestival Cph:dox.

Dokumentarfilmen bliver desuden vist på DR1 søndag 15. november kl. 21.50.

Facebook
Twitter