Filmnørdens dom: Her er Oscar-nattens højdepunkter, overraskelser og de mest vel- og ufortjente vindere

Filmentusiasten Frederik Dirks Gottlieb kommer med sin analyse af Oscar-nattens felt af vindere.

Frederik Dirks Gottlieb så hele nattens Oscar-show, hvor blandt andre skuespillerne Sam Rockwell, Frances McDormand (i midten) og Allison Janney løb med nogle af aftenens største priser. (Foto: Getty Images / DR)

I nat løb årets største filmfest, Oscar-prisuddelingen, af stablen i Los Angeles. Den fornemme prisfest forløb uden de store overraskelser i vinderfeltet, mener filmnørd og vært på 'Binge på P3', Frederik Dirks Gottlieb.

Vi vendte nattens eskapader med den lettere klatøjede filmentusiast, der hele natten har fulgt med i uddelingen af dattene prestigefyldte statuetter.

Hvad var i dine øjne højdepunktet ved årets Oscar-uddeling?

- Alle taler jo om Frances McDormands vindertale, som helt klart var den tale, som markerede sig stærkest ved nattens Oscar-fest.

Frances McDormand vandt Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle for filmen 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri'. Under sin takketale bad hun alle nominerede kvinder i salen om at rejse sig op og advokerede for et mere 'inkluderende Hollywood'. (Foto: Kevin Winter © 2018 Getty Images)

- Men mit helt personlige højdepunkt var da Roger A. Deakins vandt for bedste fotografering med ’Blade Runner 2049'. Han har været nomineret et hav af gange, men han har aldrig vundet før. Han har skudt så mange flotte film, så folk har i mange år snakket om, hvornår han mon vandt en Oscar. Han var jo oppe mod en dansker (Dan Laustsen for 'Shape of Water' red.), som jeg også sad og heppede på, men jeg tror alle kan blive enige om, at Roger A. Deakins virkelig fortjente at vinde den her pris – selvom det måse ikke er hans mest interessante film.

68-årige Roger A. Deakins modtager sin første Oscar-statuette i Dolby Theatre i Los Angeles. (Foto: Ed Herrera)

Hvad var Oscar-nattens største overraskelser?

- Jeg er overrasket over, at Sam Rockwell fra 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri' tog prisen for bedste mandlige birolle. Hans rolle er provokerende og ret politisk ukorrekt, så at den vandt ved en prisuddeling, hvor man ellers gjorde meget ud af hylde diversiteten og mangfoldigheden i Hollywood, var lidt overraskende. Men Sam Rockwell er en forrygende skuespiller, og personligt under jeg ham virkelig den statuette.

Sam Rockwell (tv.) sammen med de resterende vindere af skuespilkategorierne; Frances McDormand, Allison Janney og Gary Oldman, (Foto: Jeff Kravitz © 2018 Jeff Kravitz)

Var det ellers en aften der gik med som forventet, når det kom til vinderne?

- Langt hen ad vejen, ja. Det springende punkt er altid prisen for årets bedste film – der ser man nogle gange, hvor lunefulde akademiet kan være. Det var et tæt felt i år, og der var flere film, der kunne være løbet med den, men at ’Shape of Water’ vinder er ikke overraskende. Jo tættere vi kom på prisuddelingen, jo mere medvind har filmen fået hos bookmakerne, så på den front gik det som forventet.

Hvad tænker du om, at netop ’Shape of Water’ løb med prisen som årets film?

- På mange måder var det et oplagt valg at ’Shape of Water’ skulle vinde. Instruktøren Guillermo del Toro har virkelig lavet mange film og er et tungt og anerkendt navn i filmkredse. I ’Shape of Water’ formåede han endelig at kombinere sin galskab med nogle sindssygt flotte billeder og en Hollywood-venlig kærlighedshistorie om en kvinde, der falder for det indre og ikke det barske ydre.

- Hvis man skræller sømonstre og alt andet galskab fra, er det en klassisk ’Skønheden og udyret’-agtig Hollywood-fortælling, og det giver god mening, at akademiet beløner den med prisen for bedste film og del Toro for bedste instruktør.

Det blev ikke til nogen Oscar til Claes Bang og 'The Sqaure'. Hvad tænker du om det?

- Det er en meget fragmenteret film. Der er nogle fantastiske, enkelte scener i den film, som jeg aldrig vil glemme, men om den fortjente en Oscar-statuette, kan jeg godt være lidt i tvivl om. Jeg tror, det er en film, der kan være svær for amerikanerne at forstå. Den er meget sarkastisk og ironisk og har en meget skandinavisk humor, så jeg var blevet overrasket, hvis den havde vundet.

- Men instruktør Ruben Östlund har mange gode film i sig, så han skal nok vinde en Oscar og Claes Bang har fået sindssygt meget opmærksomhed i Hollywood på det seneste, så han skal også nok klare den, selvom de ikke løb med Oscar-statuetten.

Er der nogle af vinderne, som du er utilfreds med?

- Jeg er virkelig irriteret over, at Gary Oldman vinder bedste mandlige hovedrolle for ’Darkest Hour’. Jeg synes, det en klichéfyldt rolle og en klassisk bagudskuende skuespilpræstation med overdrevet skuespil og proteser i ansigtet. Den slags er jeg ikke tosset med.

- Der var mange andre i felte, der fortjente den pris. Timonthée Chalamet gjorde det helt fantastisk i 'Call Me By Your Name', Daniel Day-Lewis har en helt forrygende rolle i ’Den skjulte tråd’ og Daniel Kluuya, som en af mine absolut yndlingsfilm fra sidste år, ’Get Out’, er virkelig en rising star. Så at Gary Oldman får den, er jeg en smule uforstående overfor, selvom han også var favorit til at vinde forud for showet.

Skuespiller Gary Oldman vandt prisen som bedste mandlige skuespiller for sin rolle som Winston Churchill i filmen 'Darkest Hour'. (Foto: Jeff Kravitz © 2018 Jeff Kravitz)

- Det er måske et af de tidspunkter, hvor amerikansk og europæisk filmtradition clasher en smule. For en europæer som mig, kan det være svært at forstå, at en rolle som Gary Oldmans skal belønnes med sådan en pris. Men jeg er måske også bare til det lidt mere underspillede.

Er der nogen, du er særligt glad for, hev en Oscar-statuette hjem?

- Generelt var manuskriptkategorierne interessante. ’Call Me By Your Name’ vandt prisen for bedste manuskript baseret på en bog, og det er jo en fantastisk nuanceret fortælling, som ikke på noget tidspunkt falder ned i klichéerne, men fokuserer på det smukke i kærligheden mellem to mænd. Så det var fuldt fortjent.

Jordan Peele vandt som den første sorte mand nogensinde prisen for bedste manuskript for filmen 'Get Out' ved nattens Oscar-uddeling. (Foto: Jeff Kravitz © 2018 Jeff Kravitz)

- Og så er jeg på røven over at Jordan Peele vandt prisen for årets bedste manuskript med ’Get Out’. Det er en sjov lille gyser-film og en helt attypisk Oscar-film, der tackler nogle raceproblematiker, som stadig er et varmt emne i USA. Og at se Jordan Peele, som for får år siden primært lavede komedieserier, modtage en Oscar, var ret vildt. Ham kommer vi til at se meget mere til.